lørdag den 3. december 2011

om politi, bamser og statsminister i nattøj.

Lørdag morgen, om lidt kommer Øyvind hjem fra arbejde og alle mand har totalt og aldeles fri. Vi skal måske finde et juletræ, måske bare hænge indendøre. Dage uden program er nu helt i orden!
Esther og Carl Jacob leger med alle bamserne, de er ved at udvikle deres eget for os uforståelige sprog - det eneste sikre er at alle sætninger ender på "lala". Regine og Otto tjekker hinandens fodboldkort, bytter og sætter drømmehold op. Hvordan det lige passer sammen med at Regine samtidig har nattøj på og går rundt i højhælede ved jeg ikke, men sjovt at høre hende sige inde fra værelset - "jeg er ligesom  Helle Thorning-Schmidt som lige er stået op ikke?" De har gode ordvekslinger i øvrigt de to. Ved morgenmaden talte vi om hvad man kan blive når man er voksen, Otto ville være politibetjent "jeg kunne tænke mig at slå nogen med den der gummistang"(foruroligende...) Hvortil Regine tørt siger "Otto så skal du ikke være politi, så skal du være idiot".
Jeg tager en ekstra kaffetår og finder avisen frem. God lørdag.

torsdag den 1. december 2011

Lykke er

- at modtage en besked fra sin 8-årige der netop har lært at skrive sms:

Hej mor  kommer du snart hjem vi glæder os til du kommer hjem elsker dig mor kh otto ;-)

torsdag den 24. november 2011

Feriesysler og fridagsprojekter

Vi leger svømmehal



- og taber rokketænder




Dovner den i sofaen







knokler i haven - tak for hjælp til de medvirkende






- Og bager stakke af småkager og pigernes første kagehus.


Kører på fridag nr 11, det kan man sagtens klare! Idag var der klippeklistre på Alme skole - igen ender jeg i 2 klasser med at være den der sætter guirlande stumper sammen og opildner til nye rekorder... Skole-hjem samtale for Regine i eftermiddag, ven med minigraver der skal grave render i min have, et læs svømmebørn der skal køres, 5 gæster ekstra til aftensmad, en gammel sofa der kommer købere til kl 19 og-og-og - så er dagen vist ved at være brugt. ÅH forresten, det er jo DER jeg skal sidde i vores nye MONSTER af en flyde sofa. Godt jeg har en mand med næse for hygge og luksus. Opdagede igår at man faktisk kan kæreste den lidt når man ellers har en sofa man ikke glider ned af, fryser i og får hold i nakken af hvis ikke man sidder totalt opret. Jeg kan konstatere at det har taget mig 36 år at opdage kvaliteten af at sidde godt når tv ét kører. Den småborgerlighed sniger sig ind alle vegne...










onsdag den 16. november 2011

frigear

Der er frost i min have, fine hvide knitrende froststjerner der ligger som et sart hvidt tæppe ovenpå alt det der for blot uger siden var grønt. Jeg elsker at følge med i de små forandinger der sker når årstiderne skifter og jeg kan mærke at en lille del af naturen rykker tæt ind i min varme stue. Jeg kan ikke helt beslutte om jeg idag skal nyde frost og kulde fra den varme plads, eller utålmodigt vente på at solen får lidt magt så mine fingre kan klare at gå i lag med stengærdet der skal gøres færdigt. Indimellem mærker jeg for alvor landmandsblodet i årerne, fornøjelsen ved at bruge sine krop så man segner om aftenen, at de ømme arme efter slæb med tunge sten giver sin egen tilfredshed over at være nået et par meter længere. Det er synlige fremskridt der er til at forstå, ukompliceret arbejde hvor tankerne får lov at flyde mens man fornøjeligt ser til at sten og jord flytter plads, de nye placeringer fykder mig underligt nok med tanken om at hver sten har sit eget "liv" og nu starter et nyt kapitel. At jeg har en lille indflydelse på noget der ikke forgår, at der ligger en lang historie før og efter det nu jeg står midt i. Lidt for mange metaforer der måske - men der er bare noget rart ved det simple, fysiske og grove som giver en masse godt til mit sind! Jord under neglene og frisk luft har en evne til at blæse mine irritationer langt væk. Måske jeg efter hånden har forklaret hvorfor det nok ender med jeg går ud lige om lidt.
Herinde er der bestemt ellers meget der trænger til at skifte plads - tror ikke der er en eneste af de 250 m2 hvor der ikke ligger ting som oprindeligt er tænkt til at ligge et andet sted! En weekend med arbejde og derefter 2 travle dage med arbejde og pasning af syge børn på skift, det kan ligesom tydeligt ses når man kommer til det punkt hvor der er overskud til at lukke øjnene op og se efter. Manner hvor man har lyst til et par overspring der. Men idag er alle afsted, Esther og Carl havde jeg egentlig tænkt kunne være hjemme endnu en dag, men Carl var klar og i tøjet kl 6.30 og skulle ud til børnehaven. Esther sov længe og nåede akkurat i tøjet inden de ringede og undrede sig over hun ikke var kommet da det var den store teatertursdag til KBH idag. ARRGGH, madpakker, morgenmad, pakning af tasker, transport til børnehave - præcis 7 minutter! Det må være rekord. Hun var vist også en anelse rundforvirret da jeg trak huen ned over hendes hoved, kyssede farvel og kastede den næsten glemte madpakke i hendes taske, i det øjeblik døren smækkede bag 15 glade unger. Så meget for den rolige morgen! Min undskyldning med at vi ikke hjavde været der i denne uge og ikke set opslag fik mig vist ikke til at fremstå helt tjekket, " Der var ikke noget opslag, I har fået mail om turen 3 gange de sidste 2 måneder..." Godt man ikke hænger sig for meget i detaljer her!
Nu kan jeg så sidde og glæde mig over udsigten til 13 fridage. Mange arbejdsdage i oktober skal afspadseres, og en uges ferie oveni - det er da helt i orden!
Der er nogen der ønsker sig tur i svømmehal og vafler om eftermiddagen hvilket jeg vist godt kan nå på den tid. Jeg håber på at få plantet en hæk, bage julekager, læse min krimi, spille med børnene, holde mig vågen til en film eller andet helt almindeligt. Måske mit rastløse jeg får trang til at købe 20 liter maling og gå igang med loftet i stuen, jeg er åben for impulsive input.
God dag derude.
H

fredag den 4. november 2011

torsdag den 13. oktober 2011

vi er her endnu

Sidst jeg var herinde fik jeg ikke engang trykket på den afgørende knap og udgivet indlæg - så her får i de 3 uger gamle nyheder.

Vi er her endnu. Sprællevende, i fuld gang. Der er bare ingen de sætter sig og skriver noget her. Der er ellers masser af skrive om, men månederne fra en sommerferie og til en efterårsferie kan ligesom hurtigt gå ikke? Og jeg kan absolut ikke kort ridse op hvad der er foregået - det ligger jo i en stor tanke og begivenhedsbunke som er filtret godt ind i hinanden.
Men de helt store ting der ligger foran er så bestemt en bror der skal giftes. Om 9 dage! Lillebror tilmed. Det er så man kniber sig lidt i armen. Vi glæder os meget, der er købt fine kjoler og accesorize, en har tilmed smidt nogle kilo - vi siger ikke hvem, men det er en ham... I efterårsferien skal der bages, laves overraskelser og øves håropsætninger. Håber jeg...
Der er lige en weekend vagt der ligger foran inden en uges fri - det er ganske i orden for mig. Jeg tager løbeskoene på i morgen og drøner med skolebørnene på motionsløb, de har varslet rekorder så jeg må se om jeg kan følge med.
Alle har det godt, børnene vokser og fylder år, de voksne arbejder, planlægger og sover igennem! Det er skelsættende opdagelse der er værd at dvæle ved. Når man pludselig opdager at 10 år med nætter med afbrydelser er for nedadgående. Det er store børn jeg har. Og små. Mest bare helt fantastiske.
I får snart en hyldest til dem. Bare ikke idag. For solen skinner, og så længe der er udeliv er der ikke meget blogger liv. Den Have gør mig godt.
H

torsdag den 4. august 2011

jeg siger bare - låååvely

Der er nu pænt - mildest talt
Badetur ved jættegryderne -
Rutsjebaner og pools for alle aldre
Vi elsker dem her!
wonderful world

Manner vi har haft en god sommer

Hello kitty fnise banden
Damer og børn på toppen af Kvipte fjeld
Den nærmeste familie
Madlavning i Sverige
en af de 1000 badeture

søndag den 3. juli 2011

home alone

kl 00 - hjemme fra en aftenvagt med indtryk fra mennesker der siger verden ret farvel, og andre der vender tilbage til den.
kl 01 - brasekartofler med ketchup foran tv.
kl02 - sove
kl 08.30 - vågen ved bumpelyden af dueungen der rammer ruden (som jeg med slet skjult tilfredshed begraver, da vi er godt trætte af at den sammen med sine forældre klatter på trampolinen.)
kl 9 - morgenbakke med havregryn, jordbær og kaffe til en person nydes i solen
kl 10 - rengøring og oprydning ( arbejdet i sig selv er tilfredsstillende eftersom ingen kommer med sand og kiks 2 minutter efter jeg er færdig)
kl 11 - løbetur 8 km (ok den sidte km gik jeg - men kun pga varmen...)
kl 12 jeg plukker friske blomster til min familie kommer hjem.
kl 12.30 - prøver for første gang på denne bopæl at køre solvogenen i stilling til en reel solbadning (kan konstatere at det slet ikke giver mening, for 5 minutter efter sidder jeg her...)

Livet alene hjemme er slet ikke skidt, igår sov jeg til kl 11! Tror ikke det er sket de sidste 10 år! Far til fire er kørt til farmor og farfra weekenden over og holde lidt feriedage, mens jeg tjener til turen.
Jeg nyder det ualmindeligt meget, specielt ved udsigten til at de snart kommer hjem igen...
Mit hjerte glæder sig når jeg hører børnenes små stemmer i telefonen, som kun kortvarigt har tid at tale med mig - for der sker så meget andet mere spændende hvor de er. Heldigvis er det sådan. Når jeg kommer hjem i aften ligger alle i sengene og jeg kan tage en stille tur rundt og ae kinder og hår i fred og ro.
Men først - jeg må se om ikke jeg kan overtale min krop til at nyde den solvogn, og ellers er der jo altid en skovl eller plante i haven at gå i gang med...
H

torsdag den 23. juni 2011

4. mand på førsteplads

Dagens fødselar kan jeg slet ikke få nok af.


Det er lige før jeg bare MÅ tage en bid...

Gaver, gæster og masser af leg.
Tillykke til drengen der med blot et enkelt snus til hans solbrune pande fylder mig med lykke.

onsdag den 25. maj 2011

se hvem vi har været sammen med

















Idag midt i trediverne, imorgen på vej mod fyrre. Måske gør det ingen forskel, men et bliver jeg nok nød til at erkende - jeg er ved at være en af de voksne. Sådan med rigtigt ansvar og den slags. Om mig selv tænker jeg at jeg er ung, frisk, med på det nye og sådan, men når jeg ser på de ny klækkede sygeplejerskekolleger med deres friske hud og velplejede hår, nypudsede idealer og masser af spørgsmål som er indlysende for en gammel rotte men uoverkommelige at finde svar på når man står der i al sin lysegrønne ungdom - ja så er jeg nok ved at indse jeg er voksen. Om ikke andet så kan jeg godt se det malet i deres og andres blikke når jeg siger at jeg har 4 børn... eller som min gode læge kollega sagde idag - Hanne hun har omtrent ligeså meget snusfornuft som alle os andre tilsammen. Snusfornuft - er det fedt at besidde? Det er jo sådan lidt gammelkone agtigt, sådan en der har prøvet forskelligt og vælger med maven og følelserne. Det passer måske meget godt. Jeg vælger at takke ja, og lade komplimenterne gro. Skal jeg være helt ærlig generer det mig ikke det fjerneste at blive ældre - mit bæger er subjektivt betragtet lige præcis fyldt op af godt og sjovt, udfordrende og mærkeligt, tristesse og optimisme.


Imorgen kommer der familie, jeg burde måske tænke lidt i rengøring, indkøbslister og den slags. Lige nu har jeg mest af alt lyst at sidde lidt her, lytte til mine store børn der hvisker og fniser under dynerne og gå en tur i min vidunderlige have bagefter. Jeg har lige opdaget at man stadig kan nå at plante morgefruer og stolt kavaler. Jeg drømmer allerede om hvordan de skal stå ranke foran mit køkkenvindue. De kan komme i jorden om lidt.

Med hensyn til rengøringen kan jeg jo satse på at gæsterne er ligeglade. Det er alligevel mig der holder gennemsnittet for den slags nede i min familie. Man skal værne om sine kendetegn.


Så fik jeg idag et nyt job. Eller rettere funktion. Fremover skal jeg stå for den faglige udvikling og kvalitet i forhold meningit og malaria patientforløb. Det medfører weekend vagt hver 4. uge og ingen vagter i hverdagen - med mindre man vil... Lidt i lønposen og ugentlig dag til at dygtiggøre sig selv og sine kolleger. Det glæder jeg mig til!


Det er vist ved at være lidt tid siden der er kommet update på de øvrige herhjemme, vi tager den lige hurtigt.



Øyvind ; til fest i KBH med kolleger fra Galileo - mon det var klogt at lade ham tage bilen? ellers går det godt på NE, han er i trivsel og alle elever han er tilknyttet ser ud til at klare et helt skoleår hvilket er målbar succes! Hans nye passion indefor gammel krejlerdims er græsslåmaskiner. Lige nu har vi 4 - hvoraf den ene står i SÆBY!

Regine ; Har uendelig travlt med veninderne, alle sine SMS er, tøj der skal hives ud af skabet og sættes sammen på kryds og tværs. Hun er begyndt til fodbold og blevet ganske bidt af det. Hun bager kager og tegner, spiller SIMS og pjatter!

Otto; FODBOLD, det må være den absolutte overskrift. I tv, i fritiden, i frikvartererne, selv når han læser handler det om både spillere og klubber jeg knap kan udtale. Han er så glad og ukompliceret, en stor dreng der stadig kommer i vores seng HVER nat...

Esther; Ligger lige nu og deler seng med 2 dukker og 4 bamser hvilket afspejler hendes verden ret godt. Hun har travlt med at være en god mor for dem alle sammen - og hun er det! Ellers har hun travlt med at tegen INDENFOR stregerne og lave de findeste hjerter, sommerfugle og prinsesser med blyanten. Hun er en lille humørbombe, får hver dag alle til at ligge flade af grin med alle hendes underfundige spørgsmål og kommentarer.

Carl ; Har haft en lidt blandet start i børnehave, men er kommet godt med. Det er ikke nemt at være den mindste men se sig selv som STOR. Udemenneske, elsker alle sko! cykler og leger på trampolinen, vander i haven og lægger hver dag sit fine lille hoved på skrå og siger med det mest fantastiske smil - "må vi få en lille is idag mor? "



- farvel, inden det bliver for mørkt til morgenfruesåning...














































































lørdag den 23. april 2011

min cykelhelt, min have, min dejlige påsketid

Nu vil jeg gerne snart have mine børn retur. Vi kører på 8. dag med Regine og Otto i Norge, og vi savner dem. Heldigvis er der ingen modsætning mellem at vi savner dem og har det godt.
En fantastisk påske, alt foregår ude, lige på nær de gange der skal hentes noget fra køleskabet og mases noget i opvaskeren. Det begynder også at sande temmelig meget til indendørs med bunker som ingen vil kendes ved når vi trætte lander indendøre og de små er puttet. Dejlige besøg ude og gæster hjemme, masser af god mad og lange aftener. Allermest havesysler, både af praktisk art og rene nydestunder, hvilket i virkeligheden slet ikke er hinandens modsætninger. Jeg bliver fuldstændig opslugt af at grave hostae, ramsløg, sankt hans urt, finde steder til fugelhuse og gynger, grave biller og regnorme med de små og-og-og. Det er så tiden omkring mig forsvinder, jeg overhører børn der er trætte og sultne, at de render sent ude i for lidt tøj og for længst selv har klaret hvad de bad mig om at gøre for 10 minutter siden. Jeg må været grebet af al den forunderlighed naturen bringer mig lige udenfor døren, det er livets mirakler selv man bliver præsenteret for! Det er noget med skabertrang, jordens muld og duft der sanses når jorden gennemarbejdes mellem fingrene, en nysgerrighed på en næsten ukendt verden. Når bøgen springer ud og anemonerne samtidig står i fuld flor så er det bjergtagende smukt! At kunne dele projekter og hygge med de 3 der aktuelt er hjemme, så erdet er svært at være i dårligt humør må jeg indrømme.
Vi har nydt en tur i Zoo og ind til onkel Jørgen. Vi har grillet. Vi har fået en 10 liters bålgryde der skal indvies i morgen, vi har gjort klar til kaninunger, og så har vi cyklet. Esther og Carl har ganske travlt med at få det godt lært. Idag har Carl gjort som storebror, lært at cykle inden det fyldte 3. år. Jeg er imponeret og nervøs... Purken mener helt klart han har mere styr på det end det umiddelbart ser ud til for mig. Jeg tror vi med fordel kan bruge lidt tid på at lære at bremse imorgen...
Nu mener manden det er tid at drikke resterne af rødvinen fra igår og gå ombord i en god film.

Glædelig påskemorgen imorgen!

tirsdag den 5. april 2011

MOR skab

"Din krop er fuld af humør" - det er så sandt sagt af en 4 årig at citatet skal huskes.Humør der stråler, humør der smitter, humør der raser, humør der behøver krammere. Idag humør der betød skraldlatter, og kort efter råb og irritation over selvsamme 4 åriges ageren... Det er ikke kun min krop der er fuld af humør skal jeg hilse og sige. Selvom jeg mener at være et rimeligt reflekteret og oplyst menneske, så synes jeg de fleste lærerige oplevelser jeg har er sammen med mine 4 unger. De sætter indimellem lige spot på det der er vigtigt her og nu, igår og for fremtiden. Idag gik det fx op for mig hvor svært det er at KUNNE læse, hvis man ikke samtidig forstår. Otto og mig på tur - "det er underligt at kalde sin kiosk for noget hvor man skal tale grimt - bande-kiosken" "Otto vi er på Helsinge station - det er BANE kiosken. Eller hvad med "hvorfor står der Donkey Kong bag på alle bilerne?" "Hvad mener du?" - "Jo altså DK" Der gik det op for mig at man skal sørge for at give sine børn andre oplevelser end det der foregår via en skærm, ellers ender de med at blive opdraget mere af Nintendo end mig! Jo dagens humørbarometer har været højt. Det blev kickstartet af en formiddag med havearbejde, hønsemøg og nedgravede hindbær. Det bliver man altså tæt på lykkelig af... Det er fysisk arbejde der renser både tanke og sind for bekymringer, mens man samtidig bliver svært tilfreds over de få m2 der kommer styr på.

torsdag den 31. marts 2011

landvindinger

Lige om lidt er min mindste dreng en børnehave dreng. Imorgen skal vi hænge jakken og tasken et andet sted, følges med Esther hele vejen og dagen, og sige farvel til en tryg og rolig tid i vuggestuen. Carl er klar, Esther er topklar - jeg er, om ikke andet så med på den. Man siger jo hele tiden lidt farvel til perioder i livet, og nogle dage bliver det lidt mere mærkbart. Som når man bager småkager til vuggestuen som farvel. Smider tremmesengen ud fordi mindste manden nu sover i overkøje. Når man forærer slynger og andet bæregrej til små nus og deres mødre som har brug for en tæt og god start. Når en 2 årig selv tager alt tøjet på, og vil cykle uden støttehjul som sine søskende. Der opdager jeg hvad jeg jo egentlig godt ved - jeg har ingen baby mere. og det er helt ok, faktisk så ok at vi glæder os lidt over det. For vi er egentlig ret glade for at alle kan nulre rundt i haven uden nogen tager turen ud foran en bil. Eller at mange serviceydelser pludselig kan klares af den der ønsker servicen! Vand i koppen, støvlerne på, ind i bilen og den slags. Når man er 6 mand som alle har 1000+ ting man synes er vigtigt hver dag - så er det faktisk fint for de voksne når en del kan klares af den der har behovet ! Og heldigvis er der stadig masser af små mennesker her der gerne vil ligge i ske, have godnathistorier, sidde på skødet og have forældrene til hjælp og til at kigge på at hvad de foretager sig. Så der er lidt tab af baby men stor gevinst i form af 4 der trives, udvikler sig og fylder nøjagtigt ligeså meget som altid - nu bare på en anderledes måde. Men MOR med stort er man jo altid. Og det kom da også til at afgøre en ellers fantasisk chance for nyt job med tilhørende efteruddannelse forleden. Jeg måtte bare følge min mavefornemmelse og sige nej, men skulle helt dertil hvor jeg rent faktisk fik det tilbudt før jeg kunne mærke at det var forkert, det er ikke tiden til at bruge mere tid væk fra min familie. Jeg er mor, med et arbejde. Vil ikke være mor med en karriere. Sådan må det være. Har også altid været den med det evige 9 tal i skolen, hvorfor skulle jeg pludselig stræbe efter mere. Jeg har mine 13ére herhjemme og dem må jeg passe på. Men processen er god - man bliver lidt klogere på sig selv og de valg og prioriteringer man må tage. Både af hensyn til sig selv, familien og de værdier man ønsker at stræbe efter. Der røg den chance - men jeg står kun tilbage med lettelse over at jeg snød den! Og midt i det hele dukker så andre muligheder op, som at fx vores hytte er så godt som solgt. Jeg tør næsten ikke skrive det - for tænk hvis det nu bragte uheld... Men sådan noget tror jeg jo alligevel ikke på, så hermed - HURRA. Vi tror på det lykkes og vi er glade. Masser af praktiske ting skal jo falde på plads, men vi føler os heldige og lettede over at være så langt med det.

fredag den 25. marts 2011

nattejægeren

Endnu en nat på arbejde - synes efterhånden godt der måtte være flere raske kolleger på én gang... Nå men det er altid værst når man skal ud af døren, alle andre sover og putter sig under dynen, ligger fredfyldte og parate til det lille kys man kan snige sig til i mørket uden nogen vågner.

I går var særlig hård - nattevagter hvor man ikke har et ledigt minut trækker tænder ud! Eller måske trækker det nærmere ømme hofter ud. Mine hofter er ikke altid lige vilde med at løbe rundt så mange timer i træk, og efter en dag på shoppetur m Øyvind og de små, fodbold i haven med Otto og alle de almindelige kilometer fra vaskemaskine til en der har brug for hjælp - så bliver det lidt sejt når man nærmer sig de 24 timer siden benene sidst lå under dynen. Og når man knokler rundt for at redde hist og klare pist - så er det ikke der chefen får høje karakterer for at have besluttet at kollegaen skal afspadsere fra kl 04 om morgenen for at det passer med normtid. Nå men træt og utålmodig efter at komme hjem havner jeg selvfølgelig lige uden for hospitalet bag en karavane af Benneweis vogne, 40 km i timen, deres destination ender lige forbi mit hus... What a cirkus - What a luck!
Det synes ihvertfald børnene, som senere på dagen fik set elefanter på den lokale eng. Jubelen var vakt da vi nemt lod os overtale til at slå smut forbi billetsalget. Så imorgen står den på cirkusforestilling. Sidst vi var afsted græd Regine sig gennem det meste - det var alt for spændende og også uhyggeligt med knivkastende sortklædte mænd og høj musik. Børnene har listet sig over og kigge ind af teltdugen et par gange, jeg føler mig hensat til en Ole Lund Kirkegaard historie - der optræder der også altid en søvnig by hvor intet sker, med mennesker der nulrer med hver deres humørsvingninger - men som pludselig får besøg af karavaner af spændende oplevelser. De kommer nærmest rullende ind i garagen!
Øyvind og venlig gravemaskinekammerat skal i morgen en gang for alle få vores hul til trampolinen gjort færdig - nu er der vist ikke nogen børn der længere kan holdes hen med at der måske kommer sne og vi derfor vil vente... Jeg gætter på der skal hoppes i weekenden!
Jeg har tænkt mig at hoppe med, ikke så meget på trampolinen, men springe over der hvor det er nemmest når det kommer til huslige gøremål. Det eneste jeg nok ikke slipper udenom er at stryge en skjorte eller to inden fest på søndag. Med mindre jeg selvfølgelig vil se igennem fingre med Øyvinds metode som altid består i blot at stryge de to forsykker på hver side af knapperne - andet ser man jo ikke...

Om lidt står den på søvn og varmepude til mig. + pasning af Esther der var syg i går, hun får lov at fornøje sig med at se på gravemaskine... Måske en mormor kan lokkes herop. Og når Esther denne morgen spørger "; mor skal du på nattejagt igen"? Så bliver det et nej - det eneste nat jeg skal jagte bliver de timer der ligger foran med dejlige drømme. God dag derude.

H

lørdag den 12. marts 2011

Hr og fru fladmast

Jeg har købt nye løbesko. Eller faktisk forelskede jeg mig bare på stedet.


Så NIKE må vente lidt. De kan alligevel heller ikke bruges når man skal til fester. Jeg mangler bare at finde kjolen der passer til, de her er altså bare så... - WOW jeg bliver så danseklar!
En dejlig fredagsshoppetur med de to små med konditorbesøg og ture på rulletrappen - faktisk nåede vi i forbavsende få butikker. De var mest interesserede i hvorfor alle talte mærkeligt (svensk) hvordan gademusikanten kunne spille på guitar og tromme på en gang, om det ikke gjorde ondt på de fasaner der hang med hovedet nedad hos slagteren. Der er mange spændende ting at opdage når man endelig kommer til byen...

Der er håndbold i tv og her er der 3 mod en i valg af aftenaktivitet. Så jeg lader mig underholde med Blogs og andet godt mens råb i baggrunden giver mig adækvat viden om Danmarks håndboldformåen.
Arbejdsweekender er ikke de tidspunkter jeg elsker mit arbejde mest. Altså det er jo godt med gode kolleger, fjollerier og mærkelige oplevelser man altid får med når man kommer helt tæt - næsten for tæt indimellem, på folk. Men det er ikke til stor glæde når jeg tager afsted fra alle dem der har fri herhjemme, og først dukker op 8 timer senere.
Idag var dog alligevel lidt særlig eftersom jeg i morges forlod Øyvind med hekseskud, døset af medicin, med ansvaret for de vigtigste jeg har. Han har kravlet rundt hele dagen idag, det er ikke klogt at løfte et billardbord... Derfor har den også stået på pleje af kvæstet mand i eftermiddag og aften, varmepuder, madras foran tv, mad der bliver lavet og ryddet af, børn der puttes, en kone der fikser det hele - mens far ligger der og ynker sig! Og så nyder han det ikke en gang - han må ha ondt. Ok så - Stakkel. Jeg overvejer om man kan melde mands første sygedag i morgen - hvem skal ellers passe mine børn? På den anden side har de idag hygget sig godt med at alt foregik i kravlehøjde...
Der er lige kommet medicin forsyninger fra gode venner, der sammen med min beholdning sikkert kan få en forpint mand gennem et par timers børnepasning.

Så nu er jeg egetlig temmelig mast og træt - berettiget hvis jeg selv skal sige det. Og en ting er helt sikkert, min tvivl om hvorvidt mine nye løbesko er for dyre og unødvendige er toltalt forsvundet - de må være dagens plaster til mig. Samtidig kan de på nuværende tidspunkt få en fleeceklædt fladmast person som mig til at tro på at der er håb for bedre stil.




mandag den 7. marts 2011

weekendpics










































Tilsæt en håndfuld legekammerater, voksenvenner, gode måtider, forårsfornemmelser, kager, lange morgener og dejlig gudstjeneste. En mastodont gran der er nedlagt, arbejde til mange timer fremover... løbeture, fodboldkampe, avis og stikkefornøjelser. Gode dage.

torsdag den 3. marts 2011

blemand, træmand, drømmeland

Drømme er der altid nok af. Nogle her drømmer om rejser til de varme lande, nogle drømmer om en kattekilling. En drømmer om at få Malou med hjem i morgen, en anden om at vinde i fastelavns konkurencen på skolen. En drømmer om at spille wii hele dagen i morgen. Hver ting til sin tid. Skulle jeg vælge for dagen i morgen ville det nok blive den med de varme lande... Samtalen om det affødte følgende ordveksling.
Regine; "måske vil jeg ikke flyve, jeg er bange for at falde ned"'
Otto; "Hallo Regine, det kan du ikke, du sidder jo i et fly..."
Eftermiddagens projekt var fastelavnsboller, efterfulgt af catwalk hvor morgendagens kostumer skulle afprøves. Vi kan i år præsentere en sygeplejerske, en motorcyklist, en bjørn og en 4 årig der stadig ikke har besluttet om hun skal være en prinsesse, en leopard, lynet Mc Quenn, eller en blemand...
Øyvind har imorgen tænkt sig at gå i krig med det 50 år gamle grantræ der tager soltimer fra alle vores naboer og drysser med gran så tagrenderne konstant er overfyldte. Aldeles upraktisk at han har taget sig en fridag, inviteret en proffessionel træfælder, og så tager en tur på skadestuen her til aften fordi 80 kg egenvægt lander på venstre hånd under dagens fodboldkamp... Han har dog varslet stor arbejdssomhed i morgen alligevel, han har tjekket der er pamol i skabet, og når det er konstateret at intet er brækket, så er det bare med at pakke klynken væk!
Vi har fået et par mærkbare hverdagsforandringer.
Den røde toyota er væk. Det er et sært tab, ingen vinker længere når vi kommer kørende i en anonym sort bil som kan indeholde hvem som helst, pludselig generer skrald og rod fordi der ikke er store kroge og hjørner at sparke det hen i. Men vi er da glade for en større driftsikkerhed og savnet af udefinerbare klonkelyde er til at overse.
Vi har indført 2 dages skærmfri om ugen. Jeg var ved at blive skør af at forholde mig til om nogen måtte se film, nogen spille pc, nogen spille wii, og i virkeligheden føle at jeg altid sagde ja eller nej af de forkerte grunde. Så nu prøver vi lige en anden metode, det betyder at jeg slet ikke behøver blive spurgt. Indtil videre er det fantastisk set med mine øjne. Nye muligheder, ideer og lege opstår, og frustrationerne fra de store er virkelig små. Der er et par legekammerater som synes vi er sære og ved hvilke dage de ikke skal komme fremover.
En stor del af øvelsen består nu i at de voksne også skal lade tasterne være! En sidegevinst har vist sig, at vi begge kommer tidligere i seng, ihvertfald 2 dage om ugen...
Drømmeland; here we come.








mandag den 21. februar 2011

Coincidences

Når man tager sig selv at kradse løs med sæbe på bradepanderne kl 23 om aftenen, så er det tid at stoppe op og overveje om rengøringen måske har taget lidt overhånd. Energi er der altid masser af aftenerne efter overståede nattevagter og det føles fantastisk. Synes der er lidt for mange aftener hvor kræfterne er brugt sekundet efter den sidste af mine yndlinge sover. Men nu er her altså både ryddet op og rent, ærgeligt at der ikke lige kommer en gæst forbi...
Vinterferien forsvandt lige så hurtigt som den kom, det har været dejlige dage for alle, sammen og hver for sig. Esther har haft lidt mere brug for at klæbe til forældrene efter vi kom tilbage, helt naturligt og ok, særligt når hun flere gange om dagen kommer og krammer, kysser, smiler og siger, "du er den sødeste Mor". Mens vi har været afsted forlyder det at hun har været en meget stor storesøster med tjek på det hele herhjemme og givet en stor portion overskud til Carl. Nu har hun brug for at to forældre beredvilligt stiller op og tager de opgaver på sig!
Når jeg har været væk nogle dage fra børnene synes jeg at mine øjne falder på dem med små nye nuancer. Er Carl ikke vokset og blevet lidt tykkere? Kan han ikke pludselig sige ufatteligt mange ord? Er Esther ikke blevet bedre til at argumentere? Synes hendes hår er ved at være langt og skal klippes!? Hvis nu alle mennesker var HELT ærlige, så måtte de da indrømme at mine 4 er de mest vidunderlige... den slags indre samtaler kan man sidde og føre med sig selv mens morgenmaden bliver indtaget i alt andet end stilhed. Lykkelighederne toppes op med en mand der ligger en varmepude under dynen lige før man kommer hjem fra nattevagt.
Når han så oveni idag har fikset en ny bil der holder klar til min fridagstur med de små i morgen, så er det svært ikke at gå rimeligt tilfreds i seng. Jeg har ihvertfald næsten glemt irritationen da jeg stod med en fyldt 700 kr vogn i Kvickly idag og havde glemt mit dankort, forvirret glemmer min pung i køen som en venlig medarbejder ringer til mig om på vejen hjem efter kortet. Nåå jo, det er vist mig der har glemt det - også... Stor tålmodighed fra mine to små der synes det var underligt at efterlade de helt nye sutter og marcipanpåskeægget de havde plaget sig til, for blot at køre en tur hjem, og tilbage igen. Glemt er sveden der haglede mens varerne blev fisket ud mellem benene på den søde kassemedarbejder der passede på det, eller de halvsure svømmepiger der synes det var underligt jeg kom for sent og hentede dem. Og så er det sjovt,at mens man er allermest forvirret og utjekket, så står chefen for hele medicinsk enhed også i Kvickly køen, hvad betyder hendes smil mon?...
Godnat.

tirsdag den 15. februar 2011

skitur # 3

Sært pludselig at opdage at min nye yndlingsbeklædningsgenstand er en balaklava. Når det småsner og man drøner afsted nedad bliver man temmelig vejrbidt - og det gør ondt! Så selvom selv de mest kortklippede får fladt hår under sådan en, så tager jeg gerne det slatne og elektriske hår med, bare jeg kan holde varmen. Det kræver en hel del tøj og endnu mere besvær, at holde alle lemmerne tempererede, men efterhånden har vi lært hvor mange lag der skal til. Kønt er det ikke - men varmt!
Hafjell har vi besøgt idag, dejlige bakker nedad, skønt at se hvor flot mine unger kører, og hvor sjovt vi har det imens. Man må besidde evnen til at grine af sine egne klovnerier hvis en tur som denne skal være sjov, for styrt følger med. Idag lykkedes det lykkes mig at køre ret ind i et træ, med et ben på hver side. På bedste tegneseriefacon kan man høre sig selv hyle når det uundgåelige går op for en, smældet når man rammer, og følelsen af birketræets ru bark der skraber på den smule fri hud der er på kinden. Utroligt hvor mange tæsk man udsætter sig selv for.

mandag den 14. februar 2011

skitur # 2




Sådan ser vi ud - fotografen nåede at tage billedet inden han (Ø ) styrtede og slog sin tommelfinger så han nu har brug for hjælp til lynlåse og den slags...
Idag har turene været af kortere varighed, det har sneet og været koldt det meste af dagen, godt vi bor så tæt på liften at man nemt kan køre hjem og få varmen, kakao og massage af stive tæer, inden det igen går løs på bakkerne.
Til aften hotdogs over bål, jeg fortrak dog hurtigt da jeg synes det blev koldt og havde børn der var godt igang med at nedlægge teenagere i sneen. Egentlig er man jo lidt udenfor når man som jeg ikke gider at vælte mig i sneen med kamp og vaskere, kan konstatere at der til tider er ting jeg virkelig er glad for andre tager på sig. Det er øjeblikke som dem jeg opdager, at årene er gået og mageligheden fået mere plads. En sårbar lænd, en kuldskær hud og andre ældningstegn bliver afgørende faktor for, at valget som tilskuer til kalaset er let. Ligesom jeg har fået en anden oplevelse af fart. Det er vel en 18 års tid siden jeg sidst var på slalomski, der erindrer jeg ikke at have angst for fart, det har jeg åbenbart fået i mellemtiden. Skal vare mig for ikke at hæmme mine 2 sprudlende skibørn der tager den med fuld gas nedad, imens jeg lidt mere forsigtigt følger efter. Idag fik jeg heldigvis skruet lidt op for farten da jeg ikke ville se mig helt ydmyget på de røde pister sammen med 4 andre vokne. Jeg kan endnu - skal bare slå tankerne fra om alt der kan gå galt...
Derhjemme bliver vinduerne vasket og tagrenderne renset, de små passet på fortrinlig vis, og der er ingen triste miner der. Carl er øjensynligt helt upåvirket af at vi har været væk et par dage, han har ikke så meget tid til at sidde og kigge på os når vi mødes på skype. Esther har lidt mere og fortælle, og der spores lidt længsel i blikket, men med stor stolthed omkring alt det de klarer og hygger sig med derhjemme. Savner dem, fingerkys via webcam er ikke helt det samme som følelsen af den varme hud på deres kinder...
Kærlige hilsener fra Skeikampen i Norge - underlig fornemmelse at sidde et sted i verden som jeg under ingen omstændigheder ville kunne udpege på et kort. Skal vist lige forbi google maps...
H

søndag den 13. februar 2011

skitur # 1

Midt mellem børn der spiller og voksne der drikker kaffe kan jeg birage med en hilsen herfra vores skiferie i det høje nord. Jeg har meldt mig ud af trivial - slået af mine børn fordi jeg de første runder ikke kunne svare på et eneste spørgsmål. Måske fordi det hedder Trivial Disney - jeg har ikke set nok animations- og tegnefilm for nyligt...
Lige nu føler jeg mig kørt godt og grundigt over af en skibakke eller to. Der er en del muskelgrupper jeg får lov at bemærke mere end jeg er vant til. Når dagene på ski er gået falder de fleste af os omkuld og trætheden er overvældende. Jeg har de første to dage allederede sovet hvad jeg plejer på en uge derhjemme tror jeg. Og det er bestemt ikke en dårlig ting - at få sovet ud. En af de succeskriterier for ferien jeg havde stillet op inden udrejse.
Dagene går med masser af skiløb i det flotteste frost vejr, med høj sol og fin sne. Regine og Otto har forlængst lært at køre på slalom, og idag kørte de hurtigere end mig på alle bakker. For en mor der stadig anser sig selv for at være klart over middel hvad talent for sport angår, så er det lidt af en nedtur. Altså fedt de er gode, surt jeg ikke er så god som mine tanker om mig selv mener jeg er...
Men det er fantastisk, vi nyder fart, sjov, grin og pjank, spil, varme bade og sene sengetider.
Hver aften er vi på skype med dem derhjemme. Det redder min ferie at se deres små ansigter og høre dem fortælle om hvor meget de hygger sig med farmor og farfar. Det var liiige før jeg trak mig fra denne tur dagene op til vi skulle afsted, jeg havde så ondt i tanker, følelser og kroppen over at skulle undvære og efterlade. Men jeg slapper helt af med det nu, efter lidt tårer i entreeen derhjemme, og bussen på vej, så gik det hurtigt over. Nu tager vi nogle oplevelser i grupper, fælles familieture skal der nok blive flere af også. Regine og Otto nyder det, og for os gamle er det ren svir hvad praktiske opgaver angår. Der er mærkbart færre ting at huske, hjælpe med og holde øje med!
Den første bog er læst, og jeg ærgrer mig over kun at have en tilbage, man bliver overrasket over hvor meget fritid der findes i verden - og lige nu også i min. Den har jeg tænkt mig at nyde, særligt når jeg med stor sindsro kan tænke på at mine to små har andre gode lår at putte tæerne mellem når de sover i nat. Tak for bedsteforældre - de er en velsignelse for alle generationer...
H

mandag den 24. januar 2011

eftermiddagssysler


Carl på rov, 5 minutters alene tid, og så har han klaret eftermiddagssnack...
Dagen er gået i sofaen. med strikketøj og film, en feberhed Otto, og masser af te.
Vi tog os selvfølgelig også lige en lur - det slog mig at det måske bliver den sidste fælles middagssøvn med min ældste søn... Det er ikke noget han gør det så meget i mere!
Huset er fuldt igen, svømmepiger er kommet over den værste sukkerkolde kropsfornemmelse, Esther har forbundet dukken så den med garanti ikke får problemer med sit brok, Carl og Øyvind ordner lidt i vennernes hus.
Tilbage står en blomkålssuppe der vist ikke laver sig selv.

mandag den 17. januar 2011

om genbrug og nye beslutninger

Mandag formiddag, der er sendt forskellige hold afsted, senest Regine der møder kl 10. Vi nyder begge den time mandag morgen hvor vi med sikkerhed ved at vi kun har hinanden. Idag gik tiden med at finde en bred elastiksnor som Regine kunne huske sad på liggeunderlaget da vi var på telttur i sommers. Den mente hun passede perfekt til håret når hun nu imorgen skal til håndbold igen. Det tidskrævende bestod i at jeg ingen som helst anelse havde om hvor de liggeunderlag var røget hen efter sommerferiens afslutning. Under alle omstændigheder igen et bevis på at mine børn virkelig ikke er krævende. En elastiksnor fra et liggeunderlag, hun overvejer ikke engang at plage om at komme i en sportsbutik. Igår måtte Øyvind og jeg da også slå en latter op da samtalen faldt på om Otto også ville gå til håndbold sammen med Regine. Hvortil den kvikke 7 årige siger - "jamen hvem skal så have skoene på?" og ja, de deler et par indendørs sko... Vores liv i en nøddeskal. Men intet mangler vi, bare denne weekend er der havnet 3 sække med tøj fra søde mennekser der betænker vores børn. Vi elsker genbrug, og deres tidligere ejermænd. Skulle man benytte lejligheden til at efterlyse en badedragt i str 140?
Dagen idag skal bruges på noget af det værste jeg ved - oprydning af papirer. Alt det der skal følges op på, findes penge til, og sorteres. ADR! Det bedste tidpunkt er der hvor man dumper en bunke i papirkurven og et splitsekund når at tænke - nu er jeg færdig. Lige indtil postkassen tømmes næste gang, eller børnenes tasker sorteres...
En af de sedler jeg til morgen har haft det lidt besynderligt med er børnehavepasning i uge 7. For Øyvind og jeg har hoppet ud i at arrangere en ferie for ham og mig, Regine og Otto. Det betyder at de små skal blive herhjemme. Jeg glæder mig nu, men i lang tid har det mest været en beslutning Øyvind tog, og jeg fulgte med på. Vil jo helst opleve det hele, være sammen med alle, give hver enkelt fuld opmærksomhed... Men som tiden går er mine bekymringer svundet gevaldigt, det bliver fantastisk og helt anderledes for os at have fokus på bare os fire. De små får selskab af de skønneste bedsteforældre og jeg er ikke i tvivl om at det er fantastiske hænder at være i. Overvejelserne har været mange, ville vi være bedre forældre ved at blive hjemme, tage alle afsted, ingen afsted? Vi giver dette en chance og tror på at alle får det godt, beslutningen er taget og så får følelserne altid mere ro på. Det betyder skiferie i 6 dage, slalom, spilleaftener og hygge på de stores og voksnes måde.
Samtidig betyder det, at vi for første gang i Øyvinds og min fælles historie, ikke tager til Norge i påsken. Vi kommer nok til at få lidt ondt i maven når dagene nærmer sig, men hytten er lejet ud og der er ingen vej tilbage... Og når så den beslutning er taget, så er det faktisk også fint for mig. Orker egentlig ikke rigtigt alle de vanter, flyverdragter, pulke, ski og stave, madpakker og bålgrej + 1000 øvrige dimser vi altid skal huske på hver gang hytten forlades i påskeferien. For første gang mærker jeg lidt betydningen af det mine kolleger siger når de med målløst blik og undrende øjne siger - langrend? med fire små børn? det er da alt for meget arbejde... Vi har heldigvis fået masser af snesjov herhjemme indtil nu og så kan påsken vel fejres på andre måder end i Norge? Måske, vi får se.
Ikke mere blogskriveri og overspringssnak, jeg må igang med bunkerne som lovet.

onsdag den 5. januar 2011

UP - DATE

Udsigt - 3 dage med fri.
Indset - jeg vil slappe af
Observeret - ikke flere skoldkopper
Forstået - det nye år er startet og ferien forbi
Misforstået - min strikkeopskrift, så antal knapper på cardigan nu må fordobles.
Overvejet - om man kan løbe i snevejr
Besluttet - det skal jeg ikke.
Taget til efterretning - vores bil skal skrottes om lidt
Erklæret - det bliver den først når en ny står klar
Efterrationaliseret - vi har igen haft en fantasisk jul og nytår.
Forventer - en masse!
Håber - at alle får et godt år
Konstaterer - sådan er det ikke
Ønsker - at kunne bidrage med noget til andre.
Gider ikke - bekymre mig
Tager let på - rod, ballade, bagateller
Sammenfatter - vi har det godt
Konkluderer - jeg er taknemmelig.

Godt nytår.