onsdag den 16. november 2011

frigear

Der er frost i min have, fine hvide knitrende froststjerner der ligger som et sart hvidt tæppe ovenpå alt det der for blot uger siden var grønt. Jeg elsker at følge med i de små forandinger der sker når årstiderne skifter og jeg kan mærke at en lille del af naturen rykker tæt ind i min varme stue. Jeg kan ikke helt beslutte om jeg idag skal nyde frost og kulde fra den varme plads, eller utålmodigt vente på at solen får lidt magt så mine fingre kan klare at gå i lag med stengærdet der skal gøres færdigt. Indimellem mærker jeg for alvor landmandsblodet i årerne, fornøjelsen ved at bruge sine krop så man segner om aftenen, at de ømme arme efter slæb med tunge sten giver sin egen tilfredshed over at være nået et par meter længere. Det er synlige fremskridt der er til at forstå, ukompliceret arbejde hvor tankerne får lov at flyde mens man fornøjeligt ser til at sten og jord flytter plads, de nye placeringer fykder mig underligt nok med tanken om at hver sten har sit eget "liv" og nu starter et nyt kapitel. At jeg har en lille indflydelse på noget der ikke forgår, at der ligger en lang historie før og efter det nu jeg står midt i. Lidt for mange metaforer der måske - men der er bare noget rart ved det simple, fysiske og grove som giver en masse godt til mit sind! Jord under neglene og frisk luft har en evne til at blæse mine irritationer langt væk. Måske jeg efter hånden har forklaret hvorfor det nok ender med jeg går ud lige om lidt.
Herinde er der bestemt ellers meget der trænger til at skifte plads - tror ikke der er en eneste af de 250 m2 hvor der ikke ligger ting som oprindeligt er tænkt til at ligge et andet sted! En weekend med arbejde og derefter 2 travle dage med arbejde og pasning af syge børn på skift, det kan ligesom tydeligt ses når man kommer til det punkt hvor der er overskud til at lukke øjnene op og se efter. Manner hvor man har lyst til et par overspring der. Men idag er alle afsted, Esther og Carl havde jeg egentlig tænkt kunne være hjemme endnu en dag, men Carl var klar og i tøjet kl 6.30 og skulle ud til børnehaven. Esther sov længe og nåede akkurat i tøjet inden de ringede og undrede sig over hun ikke var kommet da det var den store teatertursdag til KBH idag. ARRGGH, madpakker, morgenmad, pakning af tasker, transport til børnehave - præcis 7 minutter! Det må være rekord. Hun var vist også en anelse rundforvirret da jeg trak huen ned over hendes hoved, kyssede farvel og kastede den næsten glemte madpakke i hendes taske, i det øjeblik døren smækkede bag 15 glade unger. Så meget for den rolige morgen! Min undskyldning med at vi ikke hjavde været der i denne uge og ikke set opslag fik mig vist ikke til at fremstå helt tjekket, " Der var ikke noget opslag, I har fået mail om turen 3 gange de sidste 2 måneder..." Godt man ikke hænger sig for meget i detaljer her!
Nu kan jeg så sidde og glæde mig over udsigten til 13 fridage. Mange arbejdsdage i oktober skal afspadseres, og en uges ferie oveni - det er da helt i orden!
Der er nogen der ønsker sig tur i svømmehal og vafler om eftermiddagen hvilket jeg vist godt kan nå på den tid. Jeg håber på at få plantet en hæk, bage julekager, læse min krimi, spille med børnene, holde mig vågen til en film eller andet helt almindeligt. Måske mit rastløse jeg får trang til at købe 20 liter maling og gå igang med loftet i stuen, jeg er åben for impulsive input.
God dag derude.
H

Ingen kommentarer: