torsdag den 31. marts 2011

landvindinger

Lige om lidt er min mindste dreng en børnehave dreng. Imorgen skal vi hænge jakken og tasken et andet sted, følges med Esther hele vejen og dagen, og sige farvel til en tryg og rolig tid i vuggestuen. Carl er klar, Esther er topklar - jeg er, om ikke andet så med på den. Man siger jo hele tiden lidt farvel til perioder i livet, og nogle dage bliver det lidt mere mærkbart. Som når man bager småkager til vuggestuen som farvel. Smider tremmesengen ud fordi mindste manden nu sover i overkøje. Når man forærer slynger og andet bæregrej til små nus og deres mødre som har brug for en tæt og god start. Når en 2 årig selv tager alt tøjet på, og vil cykle uden støttehjul som sine søskende. Der opdager jeg hvad jeg jo egentlig godt ved - jeg har ingen baby mere. og det er helt ok, faktisk så ok at vi glæder os lidt over det. For vi er egentlig ret glade for at alle kan nulre rundt i haven uden nogen tager turen ud foran en bil. Eller at mange serviceydelser pludselig kan klares af den der ønsker servicen! Vand i koppen, støvlerne på, ind i bilen og den slags. Når man er 6 mand som alle har 1000+ ting man synes er vigtigt hver dag - så er det faktisk fint for de voksne når en del kan klares af den der har behovet ! Og heldigvis er der stadig masser af små mennesker her der gerne vil ligge i ske, have godnathistorier, sidde på skødet og have forældrene til hjælp og til at kigge på at hvad de foretager sig. Så der er lidt tab af baby men stor gevinst i form af 4 der trives, udvikler sig og fylder nøjagtigt ligeså meget som altid - nu bare på en anderledes måde. Men MOR med stort er man jo altid. Og det kom da også til at afgøre en ellers fantasisk chance for nyt job med tilhørende efteruddannelse forleden. Jeg måtte bare følge min mavefornemmelse og sige nej, men skulle helt dertil hvor jeg rent faktisk fik det tilbudt før jeg kunne mærke at det var forkert, det er ikke tiden til at bruge mere tid væk fra min familie. Jeg er mor, med et arbejde. Vil ikke være mor med en karriere. Sådan må det være. Har også altid været den med det evige 9 tal i skolen, hvorfor skulle jeg pludselig stræbe efter mere. Jeg har mine 13ére herhjemme og dem må jeg passe på. Men processen er god - man bliver lidt klogere på sig selv og de valg og prioriteringer man må tage. Både af hensyn til sig selv, familien og de værdier man ønsker at stræbe efter. Der røg den chance - men jeg står kun tilbage med lettelse over at jeg snød den! Og midt i det hele dukker så andre muligheder op, som at fx vores hytte er så godt som solgt. Jeg tør næsten ikke skrive det - for tænk hvis det nu bragte uheld... Men sådan noget tror jeg jo alligevel ikke på, så hermed - HURRA. Vi tror på det lykkes og vi er glade. Masser af praktiske ting skal jo falde på plads, men vi føler os heldige og lettede over at være så langt med det.

fredag den 25. marts 2011

nattejægeren

Endnu en nat på arbejde - synes efterhånden godt der måtte være flere raske kolleger på én gang... Nå men det er altid værst når man skal ud af døren, alle andre sover og putter sig under dynen, ligger fredfyldte og parate til det lille kys man kan snige sig til i mørket uden nogen vågner.

I går var særlig hård - nattevagter hvor man ikke har et ledigt minut trækker tænder ud! Eller måske trækker det nærmere ømme hofter ud. Mine hofter er ikke altid lige vilde med at løbe rundt så mange timer i træk, og efter en dag på shoppetur m Øyvind og de små, fodbold i haven med Otto og alle de almindelige kilometer fra vaskemaskine til en der har brug for hjælp - så bliver det lidt sejt når man nærmer sig de 24 timer siden benene sidst lå under dynen. Og når man knokler rundt for at redde hist og klare pist - så er det ikke der chefen får høje karakterer for at have besluttet at kollegaen skal afspadsere fra kl 04 om morgenen for at det passer med normtid. Nå men træt og utålmodig efter at komme hjem havner jeg selvfølgelig lige uden for hospitalet bag en karavane af Benneweis vogne, 40 km i timen, deres destination ender lige forbi mit hus... What a cirkus - What a luck!
Det synes ihvertfald børnene, som senere på dagen fik set elefanter på den lokale eng. Jubelen var vakt da vi nemt lod os overtale til at slå smut forbi billetsalget. Så imorgen står den på cirkusforestilling. Sidst vi var afsted græd Regine sig gennem det meste - det var alt for spændende og også uhyggeligt med knivkastende sortklædte mænd og høj musik. Børnene har listet sig over og kigge ind af teltdugen et par gange, jeg føler mig hensat til en Ole Lund Kirkegaard historie - der optræder der også altid en søvnig by hvor intet sker, med mennesker der nulrer med hver deres humørsvingninger - men som pludselig får besøg af karavaner af spændende oplevelser. De kommer nærmest rullende ind i garagen!
Øyvind og venlig gravemaskinekammerat skal i morgen en gang for alle få vores hul til trampolinen gjort færdig - nu er der vist ikke nogen børn der længere kan holdes hen med at der måske kommer sne og vi derfor vil vente... Jeg gætter på der skal hoppes i weekenden!
Jeg har tænkt mig at hoppe med, ikke så meget på trampolinen, men springe over der hvor det er nemmest når det kommer til huslige gøremål. Det eneste jeg nok ikke slipper udenom er at stryge en skjorte eller to inden fest på søndag. Med mindre jeg selvfølgelig vil se igennem fingre med Øyvinds metode som altid består i blot at stryge de to forsykker på hver side af knapperne - andet ser man jo ikke...

Om lidt står den på søvn og varmepude til mig. + pasning af Esther der var syg i går, hun får lov at fornøje sig med at se på gravemaskine... Måske en mormor kan lokkes herop. Og når Esther denne morgen spørger "; mor skal du på nattejagt igen"? Så bliver det et nej - det eneste nat jeg skal jagte bliver de timer der ligger foran med dejlige drømme. God dag derude.

H

lørdag den 12. marts 2011

Hr og fru fladmast

Jeg har købt nye løbesko. Eller faktisk forelskede jeg mig bare på stedet.


Så NIKE må vente lidt. De kan alligevel heller ikke bruges når man skal til fester. Jeg mangler bare at finde kjolen der passer til, de her er altså bare så... - WOW jeg bliver så danseklar!
En dejlig fredagsshoppetur med de to små med konditorbesøg og ture på rulletrappen - faktisk nåede vi i forbavsende få butikker. De var mest interesserede i hvorfor alle talte mærkeligt (svensk) hvordan gademusikanten kunne spille på guitar og tromme på en gang, om det ikke gjorde ondt på de fasaner der hang med hovedet nedad hos slagteren. Der er mange spændende ting at opdage når man endelig kommer til byen...

Der er håndbold i tv og her er der 3 mod en i valg af aftenaktivitet. Så jeg lader mig underholde med Blogs og andet godt mens råb i baggrunden giver mig adækvat viden om Danmarks håndboldformåen.
Arbejdsweekender er ikke de tidspunkter jeg elsker mit arbejde mest. Altså det er jo godt med gode kolleger, fjollerier og mærkelige oplevelser man altid får med når man kommer helt tæt - næsten for tæt indimellem, på folk. Men det er ikke til stor glæde når jeg tager afsted fra alle dem der har fri herhjemme, og først dukker op 8 timer senere.
Idag var dog alligevel lidt særlig eftersom jeg i morges forlod Øyvind med hekseskud, døset af medicin, med ansvaret for de vigtigste jeg har. Han har kravlet rundt hele dagen idag, det er ikke klogt at løfte et billardbord... Derfor har den også stået på pleje af kvæstet mand i eftermiddag og aften, varmepuder, madras foran tv, mad der bliver lavet og ryddet af, børn der puttes, en kone der fikser det hele - mens far ligger der og ynker sig! Og så nyder han det ikke en gang - han må ha ondt. Ok så - Stakkel. Jeg overvejer om man kan melde mands første sygedag i morgen - hvem skal ellers passe mine børn? På den anden side har de idag hygget sig godt med at alt foregik i kravlehøjde...
Der er lige kommet medicin forsyninger fra gode venner, der sammen med min beholdning sikkert kan få en forpint mand gennem et par timers børnepasning.

Så nu er jeg egetlig temmelig mast og træt - berettiget hvis jeg selv skal sige det. Og en ting er helt sikkert, min tvivl om hvorvidt mine nye løbesko er for dyre og unødvendige er toltalt forsvundet - de må være dagens plaster til mig. Samtidig kan de på nuværende tidspunkt få en fleeceklædt fladmast person som mig til at tro på at der er håb for bedre stil.




mandag den 7. marts 2011

weekendpics










































Tilsæt en håndfuld legekammerater, voksenvenner, gode måtider, forårsfornemmelser, kager, lange morgener og dejlig gudstjeneste. En mastodont gran der er nedlagt, arbejde til mange timer fremover... løbeture, fodboldkampe, avis og stikkefornøjelser. Gode dage.

torsdag den 3. marts 2011

blemand, træmand, drømmeland

Drømme er der altid nok af. Nogle her drømmer om rejser til de varme lande, nogle drømmer om en kattekilling. En drømmer om at få Malou med hjem i morgen, en anden om at vinde i fastelavns konkurencen på skolen. En drømmer om at spille wii hele dagen i morgen. Hver ting til sin tid. Skulle jeg vælge for dagen i morgen ville det nok blive den med de varme lande... Samtalen om det affødte følgende ordveksling.
Regine; "måske vil jeg ikke flyve, jeg er bange for at falde ned"'
Otto; "Hallo Regine, det kan du ikke, du sidder jo i et fly..."
Eftermiddagens projekt var fastelavnsboller, efterfulgt af catwalk hvor morgendagens kostumer skulle afprøves. Vi kan i år præsentere en sygeplejerske, en motorcyklist, en bjørn og en 4 årig der stadig ikke har besluttet om hun skal være en prinsesse, en leopard, lynet Mc Quenn, eller en blemand...
Øyvind har imorgen tænkt sig at gå i krig med det 50 år gamle grantræ der tager soltimer fra alle vores naboer og drysser med gran så tagrenderne konstant er overfyldte. Aldeles upraktisk at han har taget sig en fridag, inviteret en proffessionel træfælder, og så tager en tur på skadestuen her til aften fordi 80 kg egenvægt lander på venstre hånd under dagens fodboldkamp... Han har dog varslet stor arbejdssomhed i morgen alligevel, han har tjekket der er pamol i skabet, og når det er konstateret at intet er brækket, så er det bare med at pakke klynken væk!
Vi har fået et par mærkbare hverdagsforandringer.
Den røde toyota er væk. Det er et sært tab, ingen vinker længere når vi kommer kørende i en anonym sort bil som kan indeholde hvem som helst, pludselig generer skrald og rod fordi der ikke er store kroge og hjørner at sparke det hen i. Men vi er da glade for en større driftsikkerhed og savnet af udefinerbare klonkelyde er til at overse.
Vi har indført 2 dages skærmfri om ugen. Jeg var ved at blive skør af at forholde mig til om nogen måtte se film, nogen spille pc, nogen spille wii, og i virkeligheden føle at jeg altid sagde ja eller nej af de forkerte grunde. Så nu prøver vi lige en anden metode, det betyder at jeg slet ikke behøver blive spurgt. Indtil videre er det fantastisk set med mine øjne. Nye muligheder, ideer og lege opstår, og frustrationerne fra de store er virkelig små. Der er et par legekammerater som synes vi er sære og ved hvilke dage de ikke skal komme fremover.
En stor del af øvelsen består nu i at de voksne også skal lade tasterne være! En sidegevinst har vist sig, at vi begge kommer tidligere i seng, ihvertfald 2 dage om ugen...
Drømmeland; here we come.