blemand, træmand, drømmeland

Drømme er der altid nok af. Nogle her drømmer om rejser til de varme lande, nogle drømmer om en kattekilling. En drømmer om at få Malou med hjem i morgen, en anden om at vinde i fastelavns konkurencen på skolen. En drømmer om at spille wii hele dagen i morgen. Hver ting til sin tid. Skulle jeg vælge for dagen i morgen ville det nok blive den med de varme lande... Samtalen om det affødte følgende ordveksling.

Regine; "måske vil jeg ikke flyve, jeg er bange for at falde ned"'

Otto; "Hallo Regine, det kan du ikke, du sidder jo i et fly..."

Eftermiddagens projekt var fastelavnsboller, efterfulgt af catwalk hvor morgendagens kostumer skulle afprøves. Vi kan i år præsentere en sygeplejerske, en motorcyklist, en bjørn og en 4 årig der stadig ikke har besluttet om hun skal være en prinsesse, en leopard, lynet Mc Quenn, eller en blemand...

Øyvind har imorgen tænkt sig at gå i krig med det 50 år gamle grantræ der tager soltimer fra alle vores naboer og drysser med gran så tagrenderne konstant er overfyldte. Aldeles upraktisk at han har taget sig en fridag, inviteret en proffessionel træfælder, og så tager en tur på skadestuen her til aften fordi 80 kg egenvægt lander på venstre hånd under dagens fodboldkamp... Han har dog varslet stor arbejdssomhed i morgen alligevel, han har tjekket der er pamol i skabet, og når det er konstateret at intet er brækket, så er det bare med at pakke klynken væk!

Vi har fået et par mærkbare hverdagsforandringer.

Den røde toyota er væk. Det er et sært tab, ingen vinker længere når vi kommer kørende i en anonym sort bil som kan indeholde hvem som helst, pludselig generer skrald og rod fordi der ikke er store kroge og hjørner at sparke det hen i. Men vi er da glade for en større driftsikkerhed og savnet af udefinerbare klonkelyde er til at overse.

Vi har indført 2 dages skærmfri om ugen. Jeg var ved at blive skør af at forholde mig til om nogen måtte se film, nogen spille pc, nogen spille wii, og i virkeligheden føle at jeg altid sagde ja eller nej af de forkerte grunde. Så nu prøver vi lige en anden metode, det betyder at jeg slet ikke behøver blive spurgt. Indtil videre er det fantastisk set med mine øjne. Nye muligheder, ideer og lege opstår, og frustrationerne fra de store er virkelig små. Der er et par legekammerater som synes vi er sære og ved hvilke dage de ikke skal komme fremover.

En stor del af øvelsen består nu i at de voksne også skal lade tasterne være! En sidegevinst har vist sig, at vi begge kommer tidligere i seng, ihvertfald 2 dage om ugen...

Drømmeland; here we come.