tirsdag den 23. juni 2009

i anledning af dagen




- må der trods allerede for sen sengetid et lille indlæg til. For idag er det jo Carl Jacobs fødselsdag. Og her får i ham i billedudgave - endnu dejligere er han i virkeligheden.
Det blev en rolig dag, med leg og hygge herhjemme: mest af alt blev gaven fra mormor brugt flittigt af alle 4 unger. Og i følge Otto kan der være 7 børn i bassinet - så i er velkomne...
Til aften var vi til sankt hans (og fødselsdagsfest) hos lokale folk fra kirken.
Jeg er stolt af at jeg selv til barn nummer 4 overholder en af de få løfter jeg har afgivet - at børnenes billedalbum skal være opdateret til hver fødselsdag.
I et års fødselsdagsgave får man som nummer 4 her i hytten så udtalt praktiske ting. Det blev til et nyt barnevognshjul (egerne var knækket) En redningsvest (som egentlig passer Esther bedst, men vi har en lille i norge) og et nyt stort badekar. Derudover masser af strømper og tøj efter en aften på lagersalg hos Græsteds eneste - og snart forsvundne børnetøjbiks. Jeg ved han føler sig glad og elsket uanset der ikke stod flotte pangfarvede garager med larmende biler parat.
Nu ligger der en håndfuld mennesker og sover en etage længere oppe. Jeg er en heldig starut - godt vi er havnet i samme balje.
Godnat.

mandag den 15. juni 2009

kreative indfald en lørdag formiddag





Den første er en typisk Øyvind - behøver jeg nævne at han glæder sig til at komme op til sin hytte snart?
Bolsjer er Regines og mit værk, det nye sukkertermometer fungerede perfekt!
Og når man nu er langt fra butikker der kan gøre mor lidt mere spændende at se på, så kan livet ovenpå en genbrug inspirere til egne assesorize kreationer.


lørdag den 13. juni 2009

mission complete

Dette er en ventet stund! Synes det har været en både god og hård dag. Nu er vi endelig der hvor det bliver min tur til at trække dynen op om næsen og lade tankerne få ro. Det er som nogle dage bare er pauseløse, endeløse køer af ting og behov der skal klares, jeg kan føle mig konstant bagud! og ligemeget hvor meget der nåes, så hænger jeg stadig kun lige i med neglene. Det ene øjeblik er jeg ved at besvime over hvor stor kærligheden til de 4 rollinger er, og ønsker bare at lade tiden stå så nuet kan bevares. Det næste øjeblik er jeg ved at eksplodere over alle de kommanduser der efterspørger noget mere, hurtigere og ikke-for-en-ophængt-mor-mulige ting. Sådan en dag har det været idag. Masser af ros, sjov, opmuntring, fjolleri, kærtegn og gode oplevelser. Godt blandet med grænser der trækkes, skuldre der sidder anspændt under øreflippen, rammer der genopfriskes, børn der opdrages. Det er bare sådan at når Ø drager afsted på arbejde, og det sidste der sker inden han smutter er 500 perler der spreder sig over hele lejligheden, så er jeg på forhånd træt af udsigten til døgnvagt alene. Man kan vælge at grine eller græde. Jeg lod være med at føle noget som helst, men gik igang med at feje. Men for at feje skal gulvet ryddes, og for at rydde gulvet skal der tages stilling til hvor tingene skal hen, og for at få tid til dette må de sultne passificeres, og for at dette kan lade sig gøre skal en 1 årig kravle og gå gal dreng spændes i sin stol, og en 2 årig hjælpe freak overbevises om, at rottemad og perler ikke skal i samme dåse og, og, og. Der er jo aldrig noget man bare kan gøre - uden det foregår samtidig med en bunke af andre ting!
Og sådan går dagene, med en blanding af ture til biblotek og på hyldeblomstjagt, en barnevogn der er optaget af børn der sover skiftevis, fodbold i haven, nybagte boller i sultne maver, veninder der overnatter, vasketøj, telefonsamtaler og alt det andet almindelige som ikke tæller på CVét.
Man kan undre sig over at midt i det hele er lykken at finde. Jeg kan hverken gribe eller begribe den, men den erfares den på forunderligvis hver eneste dag. Og som jeg sidder her på slutten af dagen, så føles det ganske rart at sige "missionen fuldført".
Godnat

onsdag den 10. juni 2009

rød og hvid

Så er der malet badeværelse. I erkendelse af at vi nok kommer til at bo her en del tid endnu, så fandt jeg grundrens og pensler frem. Det betyder at forskellige spor forsvinder bag den hvide farve, fx Esthers Airbrush bag døren og de ganske fint (itu)skårede stykker glasvæv Otto skulle ordne i nederste hjørne bag vasketøjskurven. Jeg satser på at gøre mit værk færdig i morgen aften, det er selvsagt temmelig besværligt at male eller satse på ren tør maling med ungerne om benene.
Desuden har jeg idag købt mig et par træningssko. Nu har jeg besluttet det må være tid til at lære at bevæge sig på høje hæle. Det er aldrig for sent at lære! Det blev da (heldigvis) også bemærket i løbet af dagen at jeg var fin/smart/anderledes... at jeg så i øvrigt havde malerpletter de fleste steder bidrog til at skævvride billedet lidt. Men det passer nok fint til mig. Det ville helt ærligt være pinligt at komme til at ligne en ejendomsmægler alt for meget. Nu går jeg rundt herhjemme og tripper, til Regines stolthed - for rigtige damer har jo høje hæle. Og når de så tilmed er røde... Min plan er at det skal fungere til min mors 60 års dag.
Øyvind er lige kommet hjem. Han bevæger sig ellers mest udenfor huset for tiden. Med et arbejde der skal passes og et nyt der skal startes op samtidig så er der ikke ret mange flere timer at bruge. Vi savner ham herhjemme, men med udsigt til helt anderledes vilkår efter sommerferien så æder vi hvad som helst!
Jeg smutter derfor nu, lidt snak og kaffe kan der være brug for mellem 2 voksne, kaffeduften er allerede på vej herind. Jeg er den der er smuttet.

Men forresten - det mest rødhvide flageberettigede i denne uge må da nævnes her. Carl Jacob går! Tager egne små skridt på stive ben, men totalt glad i låget og selvfed! Det er fantastisk at se, selvom jeg ved han kan, så er det med lige stor overraskelse og spænding jeg oplever det hver gang han slipper og går fremad. Det virker som om han har det på samme måde!

søndag den 7. juni 2009

jeg smiler endnu

Esther går rundt med håndklæde viklet rundt om sig efter et bad.
Siger for sig selv - "nu skal jeg ha´Jesus´ jakke af".

tirsdag den 2. juni 2009

fra forår til sommer

Jeg kunne ønske at mit kamera havde været mere i brug denne weekend, eller måske bare konstant kørende, for vi har haft det så dejligt.
Så hvad der ikke kan fornemmes på de næste billeder er ; hyggeligt besøg hos Dani, Kim og Aske, sjov med vand i haven, besøg af Anja med børn - også en vi først møder til november...
Vi har set 2 far til fire film, til Regine og Ottos store fornøjelse, sene sengetider hver dag!
Vi har grillet i haven, spist med badetøj på, ladet bunkerne vokse indendørs uden at bekymre sig. I går nød vi en lang dag hos Jane, Peter og Katinka. Vores halvårlige arbejdsdag havde perfekte rammer. Specielt fordi mændende skulle arbejde og damer og børn hygge... Så vi var på stranden og alle i vandet - næsten som på Mallorca ifølge Regine. Jeg husker nu vandet som lidt varmere dernede - men det var skønt! Mændene fik hevet mærkelige ting op af jorden og ordnet hele forhaven.
En pinse som denne minder mig om hvorfor forår ubetinget er den bedste årstid. Masser af små ferier, fantastisk vejr, hyggelige timer med hinanden og dejlige venskaber der plejes. Blomster der springer ud og fylder luften med duft og haven med ynde. Børn der dufter af let brunet sommerhud og lysnet hår fyldt med sand og andre ting der vidner om aktivt udeliv. Voksne der lægger planer for det næste år, en sommerferie og er fulde af forventning til alt det nye der kommer. Og så er der alt det praktiske som pludselig er så meget mindre besværligt fordi tøjet ikke behøver komme på i samme antal lag!
Kom bare an med mere sommervejr og fritid - det bliver vi ikke trætte af.

Posted by Picasa



Posted by Picasa