det´ sørme - det´ snart...

Snart er det december og vi er så klar! Fine juleting er blevet kreeret idag. Indimellem kan så meget held indtræffe, at alt lukker ned, børnene får uventet fri, snefri. For når skolen ligger længere ude end byen der befinder sig i udkantsdanmeark, så kører busserne ikke en dag som denne hvor sne og is giver enhver store udfordringer. Og det betyder i alt sin enkelthed, lukket for skolen. Så istedet for at ærgre mig over at alt julepynt og stads ikke nåede at komme frem 1. søndag i advent, så kunne jeg istedet glæde mig over at dagen idag havde masser af timer til at lave kager, trylledej og hyggeligheder hjemme.

Tjaa

"Mor hvorfor har snemanden halstørklæde på - kan han fryse?"
"Har vi mange penge? Hvorfor køber vi så ikke noget mere? "
"Hvad sker der hvis fodboldspillere bliver trætte og lægger sig ned på banen?"
"Hvor gammel skal man være i vores familie før man må gå med mascara?"
Tjaa, tjoo, måskeee, altså det kommer jo an på... almindelig store ting at forholde sig til en morgen som denne, hvor strømmen af spørgsmål og behov allerede står i række inden man får slået øjnene rigtigt op. Heldigvis er der også de lette "synes du min tegning er flot?" Må jeg komme tidligt hjem fra skole?" "Ha nogen budder!" (sutter...) Bedst som selvmelidenheden over at skulle forlade min seng efter alt for få timer, ovenpå en 16 timers arbejsdag i går, så kan mine 4 morgenernergiske børn få sat skub i denne trætte mor, så der efter kort tid ingen erindring er om dynens varme og ro, der altid er en hemmelig længsel efter. B mennesker har trange kår her, og det er vi helt tilfredse med.
Idag slipper jeg nok ikke udenom at tage en runde i huset og sortere hvad der findes på gulvet så det lander nogenlunde hvor det bør; i skraldespand, legekasser, skoletasker, vasketøjskurve, skuffer og skabe. En mor er ligesom den eneste der helt kan afgøre hvor alting passer bedst - sært...
Om nogle timer har jeg tænkt at iføre mig lidt smart tøj, en taske med bikini og dims der kan pynte en mor på tur. Jeg er inviteret til fødselsdag hos en herlig veninde, vi er nøje udvalgt, for kriteriet er, at man er mor til 4 børn. For som hun siger, "vi er dem der trænger mest til at komme ud og afsted, føle os og attraktive og lækre. Og så skal vi altså ikke bruge vores tid på at høre på beklagelser fra nogen der ikke ved hvad det vil sige VIRKELIG at navigere i kaos..."
Så den står på forkælelse med svømmehal, massage og restaurent og "kend din krop" i Mungo park teater. Den røde løbestift bliver vist nød til at komme frem når vi skal med på den revolutionære bølge. Jeg er så klar!
Arbejdsfri weekend kan jeg såmænd også gå og se frem til, den står på julemarked på Alme skole, så der er bagt boller, sorteret legetøj, solgt lodsedler i rigelige mængder. Jeg skal stå i vaffelbod sammen med Otto, mon jernene kan følge med så der overhovedet er noget at sælge af? Kender ingen som ham der kan volfe vafler. Eller mad for den sags skyld. Drengen spiser stadig som et dyr, foretrækker kotelleter i hele deres størrelse, måske spiddet på gaflen, men helst bare i hånden. Havregrynen skovles ind, rugbrødsmadderne knækkes sammen på midten og alt proppes ind. Jeg nyder at se ham spise. Det overskrider grænserne for de gode manerer, og bevæger sig på kanten af noget urmenneskeagtigt. På en sød måde. Han nyder det.
Min store dreng - der er godt igang med at knække læsekoden, forstår sig bedre på fodboldregler end mig, som er i konstant bevægelse og sparker og brillierer med alt der ligger på gulvet, og som stadig kommer hver nat og fletter sine lange arme og ben ind mellem vores. Min Mor siger han er så smuk en dreng - jeg kan kun samtykke...
Inden jeg fortaber mig i egne børn vil jeg sige god weekend derude. Jeg sætter nøglen i toyotaen og kører til planteskolen. En 4 børns mor med 2000 m2 grund må kunne bruge gavekort derfra, voksenhænder til en havearbejdsdag i maj + en frokost efter endt gravearbejde...

Om jeg gider?

Det kan i lige tro jeg gør - 8 fridage forude er bestemt værd at godte sig over. Et par hårde arbejdsdage er klaret, med lige præcis den blanding af sjov og alvor, travlhed og morskab jeg synes giver arbejdslivet mening. For et par timer siden tog Ø til Tjekkiet, vi afleverede ham sammen med 30 fjantede teenagere ved bussen på efterskolen. Det bliver med garanti en god oplevelse. For mig er det "hele ugen alene frygten" værd, at se ham tage glad afsted, let om hjertet og med positive forventninger. Sådan var hans indstilling til arbejdsliv ikke for et år siden. Ungerne var mest optagede af den seje dobbeltdækker bus, at man kunne tisse ombord, og de skulle køre hele natten. Og point til chaufføren der trak colaer til de små frem fra handskerummet.
Otto tilkendegav ved aftenputningen at det var godt det ikke var mor der skulle afsted. Det kunne ikke helt besvares uddybende, men blikket i hans øjne, og det undrende fjæs mit "hvorfor"afstedkom, fortalte - at en mor selvfølgelig ikke rejser en uge til Tjekkeiet vel! Det er jo klart! Og jeg er da også godt tilfreds med udsigten til at blive hjemme med 4 af mine 5 yndlings. Jeg hverken kan, vil eller får lejlighed til at rejse alene væk i den afstand fra væggene her, og godt det samme. For trods min aktive deltagelse i debatten på arbejdet idag om, hvorvidt familielivet er svært, ansvaret tyngende, bekymringerne store og ungdommen absolut forbi - så ramte grundstemningen ikke rigtig mig. Den slags tanker banker på, får rum en tid, men forsvinder hurtigt uden de store dramatiske seancer. Enten er jeg ufattelig heldig med det der er mit, eller også har jeg til min mands held en elendig hukommelse...
Nok begge dele.
Så jeg gider godt - specielt med udsigt til denne uges muligheder!

Nattens journalcitat

Midt i lange journaler der skal læses, forståes og handles ud fra kommer der små passager hvor man må trække på smilebåndet, for der er mange måder at sige tingene på.

"patienten har en tæt relation til fedtholdige måltider"