Så er der afgang

Imorgen - det bliver en god dag. Der er ihvertfald store forventninger her hos os. Vi drager alle 6 mod Norge, og skal bruge et par uger i vores hytte. (dvs dette er sidste ferie hvor den endnu ikke står i vores navn) Og vi glæder os. Regine og Otto har fået oplæst huskeseddelen flere gange, Otto sågar skrevet sit eget navn på. (for at være sikker på at komme med?! Desuden en af de første gange han har skrevet eller tegnet noget som helst!) De har hjulpet med at slæbe ting fra huset til tagboks og bagagerum, der nu er proppet med alt lige fra riskiks og brødblandinger, til myggebalsam og historien om "Kaj der siger hej". Esther har gået ud og ind af bilen, mens hun har sagt "MED", så hun er vist helt klar over at der sker spændende ting snart. I det hele taget er der noget ganske specielt over disse pakkedage. På den ene side emmer hele huset af ferie, spænding, noget nyt der skal til at ske. Og samtidig har jeg flere gange været ved at tage den ene og banke den anden med. Det er ufatteligt svært at pakke mens man passer 4 børn! Det jeg lige har lagt i fine bunker bliver smidt ned fordi der skal leges cirkus i tribbelsengen, eller det smarte badetøj bliver fisket op af tasken fordi det lige skal tjekkes om det nu er ligeså flot som sidst det blev brugt.
Godt at min mor kom os til hjælp idag og klarede diverse måltider, bleskift og blødende faldtraumer.
Carl har sovet stort set hele dagen, og nu til aften holder han så lidt fest. Spiser og møffer rundt konstant, nøjagtig som de skriver i bøgerne. Jeg har kun pakket tøj ned i str 3 mdr til ham, han er så sandelig en kraft-Carl!
Hvorfor er det altid dagen før afrejse at man kommer i tanke om en masse småting der lige skal ordnes; skattepapirer, girokort, biblioteksbøger, arrangering af dåb osv. Måske er det bare en del af hele balladen, at vi ustrukturerede og afslapningsglade mennesker også skal mærke lidt stress en gang imellem. Det er heldigvis hurtigt overstået, for jeg ved lige præcis hvilken rolig og behagelig stemning der indtræffer når vi onsdag lander under de store fyrretræer, med udsigt til fiskene der springer nede i søen.
Herfra skal der ønskes en god ferie til alle jer.
Hanne og CO

lidt update må der til

Det er bestemt ikke tiden foran skærmen der fylder tiden disse dage, og det er nu også dejligt nok. Alligevel er det da lidt kritisk ikke at have nedfældet et eneste ord i 14 dage - og det selvom det har været dage med masser af tanker og oplevelser, bestemt ikke en af de stille perioder...
Og måske netop derfor er der ikke blevet tid til at blogge fra min side. De første 14 dage efter fødslen af ens barn (vel og mærke den 4.!!) er ikke noget jeg bare lige kan skrive et par bevingede ord om, og så er den klaret.
Hver dag er der jo nye oplevelser og tanker at gøre sig om det lille menneske vi har fået lov at dele familieskab med. Meget har jo sat og nedfældet sig i min bevidsthed. Alligevel popper der stadig tanker op om ufatteligheden af dette menneskes eksistens, tilblivelse, væsen og fremtid. Det er så godt at man bruger mange timer på at sidde der om amme, med alt hvad deraf følger af pleje... For det er ofte der følelser og tanker om den dybere mening med alting gør deres indtog, og så har man tid og ro, samt et lille menneske til at sørge for man rent faktsik bliver siddende og nyder øjeblikket.
Og en nydelse værd, det er han. Den lille mand. Kasket-Carl, knirke-Carl, klumpen, kong Carlos, og hvad han nu ellers har fået af kælenavne . Spiser, sover, prutter, sidder på arm, siger små sjove lyde, brummer og laver ansigter. Jeg har aldrig hørt eller haft et barn der hikkede så meget som ham, omkring 15-20 runder per døgn! Det generer ham lidt, og så er det med at komme op og hænge over en skulder.
Jeg synes han er fantastisk heldig at være den 4. i rækken af skønne børn. De er alle sammen så glade for ham, og viser det på hver deres måde. Det er simpelthen ikke for at prale eller virke super - agtig, men de andre er altså ikke jaluox. Det bliver jeg tit spurgt om, og enten er vi meget fladpandede hvad de føleleser angår, eller også er vores børn bare ukompliceret glade for familieskabet - også selvom det er en lillebror der tager ekstra tid og hænder fra forældrene. Heldigvis fylder det nok ikke helt så meget for dem med en ekstra søskende som for mig med et ekstra barn. De har ihvertfald alle 3 en evne til at leve livet fuldstændigt som før, med kammerater, småskænderier, leg og snak.
Fødsel og den første barselstid må jeg vist sige er gået utroligt godt. Set i bakspejlet har det været perfekt at Carl først blev født da Øyvind var færdig med eksamen. En lille baby, oveni alt det der følger med i ansvaret for en families trivsel, er da noget af en udfordring. Da er det godt at være 2 om at dele opgaver, opvask, overblik og nattesøvn imellem sig!
Så er det vist ammetid, og det skal jo passes med stor akkuratesse.
God aften derude.
Hanne