Mandag formiddag, der er sendt forskellige hold afsted, senest Regine der møder kl 10. Vi nyder begge den time mandag morgen hvor vi med sikkerhed ved at vi kun har hinanden. Idag gik tiden med at finde en bred elastiksnor som Regine kunne huske sad på liggeunderlaget da vi var på telttur i sommers. Den mente hun passede perfekt til håret når hun nu imorgen skal til håndbold igen. Det tidskrævende bestod i at jeg ingen som helst anelse havde om hvor de liggeunderlag var røget hen efter sommerferiens afslutning. Under alle omstændigheder igen et bevis på at mine børn virkelig ikke er krævende. En elastiksnor fra et liggeunderlag, hun overvejer ikke engang at plage om at komme i en sportsbutik. Igår måtte Øyvind og jeg da også slå en latter op da samtalen faldt på om Otto også ville gå til håndbold sammen med Regine. Hvortil den kvikke 7 årige siger - "jamen hvem skal så have skoene på?" og ja, de deler et par indendørs sko... Vores liv i en nøddeskal. Men intet mangler vi, bare denne weekend er der havnet 3 sække med tøj fra søde mennekser der betænker vores børn. Vi elsker genbrug, og deres tidligere ejermænd. Skulle man benytte lejligheden til at efterlyse en badedragt i str 140?
Dagen idag skal bruges på noget af det værste jeg ved - oprydning af papirer. Alt det der skal følges op på, findes penge til, og sorteres. ADR! Det bedste tidpunkt er der hvor man dumper en bunke i papirkurven og et splitsekund når at tænke - nu er jeg færdig. Lige indtil postkassen tømmes næste gang, eller børnenes tasker sorteres...
En af de sedler jeg til morgen har haft det lidt besynderligt med er børnehavepasning i uge 7. For Øyvind og jeg har hoppet ud i at arrangere en ferie for ham og mig, Regine og Otto. Det betyder at de små skal blive herhjemme. Jeg glæder mig nu, men i lang tid har det mest været en beslutning Øyvind tog, og jeg fulgte med på. Vil jo helst opleve det hele, være sammen med alle, give hver enkelt fuld opmærksomhed... Men som tiden går er mine bekymringer svundet gevaldigt, det bliver fantastisk og helt anderledes for os at have fokus på bare os fire. De små får selskab af de skønneste bedsteforældre og jeg er ikke i tvivl om at det er fantastiske hænder at være i. Overvejelserne har været mange, ville vi være bedre forældre ved at blive hjemme, tage alle afsted, ingen afsted? Vi giver dette en chance og tror på at alle får det godt, beslutningen er taget og så får følelserne altid mere ro på. Det betyder skiferie i 6 dage, slalom, spilleaftener og hygge på de stores og voksnes måde.
Samtidig betyder det, at vi for første gang i Øyvinds og min fælles historie, ikke tager til Norge i påsken. Vi kommer nok til at få lidt ondt i maven når dagene nærmer sig, men hytten er lejet ud og der er ingen vej tilbage... Og når så den beslutning er taget, så er det faktisk også fint for mig. Orker egentlig ikke rigtigt alle de vanter, flyverdragter, pulke, ski og stave, madpakker og bålgrej + 1000 øvrige dimser vi altid skal huske på hver gang hytten forlades i påskeferien. For første gang mærker jeg lidt betydningen af det mine kolleger siger når de med målløst blik og undrende øjne siger - langrend? med fire små børn? det er da alt for meget arbejde... Vi har heldigvis fået masser af snesjov herhjemme indtil nu og så kan påsken vel fejres på andre måder end i Norge? Måske, vi får se.
Ikke mere blogskriveri og overspringssnak, jeg må igang med bunkerne som lovet.
