søndag den 19. april 2009

gråt er flot

Så er der endnu en god og programfyldt weekend der tager sin afslutning, om ca 30 liniers tid når jeg slukker og lukker, tilmed egne øjne. Børnene vågner på skift, så jeg løber på loftet hver 5 minut - dette bliver en hurtigt nedfældet weekend update.
Der har være klassefest i Regines klasse, jeg var arrangør, og lad mig sige det som det er - festen tog mange gange længere at afholde end planlægningen. Og så kan man være så heldig at 89 mennesker møder op, i godt humør og skaber en ganske skøn og rar aften i selskab med hinanden. Regine fik klaret skuespil og optræden som grå mus - godt at vi ikke længere skal snakke om de sommerfugle maven boblede af en uge op til. Og det pga 2 liniers replik... Men en tåre værd var det - og god underholdning!
Igår var der arbejdsdag ved missionshuset, der blev ordnet så vi forhåbentlig får en græsplæne til sommer. (og lidt mere arbejde...)
Ellers var der kandidatfest for Marianne - og hvilken fest, lækker mad og god location, masser af hyggelige mennesker. Vel hjemme havde både Ø og jeg en følelse af at havde besvaret det samme spørgsmål 30 gange hver "4 børn - hvordan klarer i det? Har i det godt? " med stemmer der afventende udstrålede let medlidenhed, bekymring og beundring. Vi føler os jo ikke særligt specielle, sådan ser der bare ud hos os, og JA vi har det da godt! Omend ikke i stand til at konsultere helt så mange fancy tøjforretninger (og heller ikke råd!) men dog - synes vi selv ret præcentable (Tak til Dani og Kim der blev gift for 4 år siden - det tøj vi købte dertil er stadig det smarteste vi har!) Og kan vi ikke udstråle tjekkethed og styr på alle snotnæser og fedtede chokoladefingre, så tager vi det med. Vores 4 var uden tvivl de lækreste tilstedeværende! Selv synes vi det gik forrygende med at få snakket med folk, faktisk tror jeg det er et fedt om man har 1 eller 4 med - man render fra bordet konstant... Sådan så det ihvertfald ud fra min plads!
Idag har vi nydt en lang og fredelig søndag morgen, droppede gudstjenesten og tog den med ro herhjemme. Istedet fik jeg en bunke søde damer og børn med i skoven og nyde både sol og anemoner. Vel hjemme i gården stod den på leg, asfaltknæ, kaffe, vafler, latter og politisk vigtige emner!
Imorgen kan jeg ikke udsætte opgaveskrivning længere. De næste 2 uger må jeg hellere tage mig sammen og undgå alt for mange overspringshandlinger. Håber på at en fantastisk problemstilling og indfaldsvinkel dumper ned på mit bord i nat.
Og så har jeg forresten besluttet at grå skal være min yndlingfarve - det er nemlig det mit hår er ved at være temmelig mange steder, og så kan jeg ligeså godt sætte pris på hver enkelt nyt strå jeg opdager. For øvrigt kender jeg kun en - mig selv, som i en alder af 33 har flere grå hår end sin mor. Flot ikke?

onsdag den 15. april 2009

efter ferie følger forår





Vi har været væk. Så langt at alt det hverdagsagtige ikke nåede med. Og hvor har det været godt for os alle. Ingen lektier eller vasketøjsbunker, ingen travle morgener eller bestemte sengetider. Børn og voksne har igen nydt vores eget sted og alt det velbehag det giver os at være der. Vi har nydt selskabet af Mormor alle dagene. Det er 7. år hun er med på påskeferie, vi bilder os ind det må være fordi hun kan lide det. En del opvask og andre praktiske ting får hun lov at varetage - det havde været en arbejdsom ferie for hende. Vi siger TAK. Heldigvis er det der fylder mest jo alle de gode ture i naturen, hyggelige timer og ikke mindst måltider! Som Regine siger - "hvor er det heldigt for os at mormor gider være sammen med os i Norge"
De 5 fra kagerup kom og holdt ferie med os i 3 dage. Det blev til 12 mand ialt, der var godt fyldt omkring bordet og i alle sengene. Men vi nød det, og både børn og voksne fik masser af kvalitetstid...
Nu har hverdagen meldt sig og vi skal alle lige finde det rigtige gear. Der følger altid lidt nedtrykthed ovenpå en god ferie, den skal vi have has på. Det føles lidt som om man suges ind i en lille bitte kasse når man forlader den store barske natur med fjelde, sne og overvældende smukke udsigter, og så skal bevæge sig ad kedelige motorveje for at lande lige midt i alle de opgaver man ikke nåde at forholde sig til inden ferien.
Så er det god at det hjemlige er fyldt med gode og dejlige dage man kan forvente sig en masse af! Vi lagde ud med en solrig tirsdag hvor vi nuldrede rundt i haven og nød vores tulipaner og andre små naturoverraskelser der skulle opdages. Skal jeg fremhæve en god ting ved at påskeferien er slut, er det bestemt, at det altid er forår når vi kommer hjem!



der kunne tilføjes et læs mere...
















torsdag den 2. april 2009

"denne verden er et super sted"

Det absolut eneste der kan holde min trætte krop og hjerne igang mere af denne dag, bliver lidt helt almindelig tænkeskrivning her. Det blev (igen) en dag uden pauser - fra morgen til aften fuld tryk på, og alligevel sidder jeg og tænker over hvad jeg egentlig nåede idag. Men jeg tror på at jeg har gjort forskel, måske er der ikke helt så langt i mål hvad angår pakning til ferie, og alt det andet praktiske der skal ordnes op til sådan en begivenhed. Ungerne har haft en god dag, og jeg fik lige klaret en godnathistorie og hyggesnak med tålmodighed og humør i behold indtil alle 4 var i drømmeland. Og det er vel det vigtigste, at børnene oplever sig elsket, får gode rammer og en mor der gør hvad hun kan.
Til aften fik vi fejret og skrålet til "kom ud" fra "der var engang en dreng der fik en lillesøster med vinger"
Kom ud, kom med, denne verden er et super sted,
kom nu bare ud og leg, vi har nemlig også plads til dig!
Idag blev den sang særligt relevant da vi fik en lille ny fætter i nat. Hans og Linette blev forældre - lige der midt på køkkengulvet, sådan kan det gå, en baby der slår alle rekorder, hvad jeg kender til, i at "smutte ud".
http://www.tvsyd.dk/ung-mor-f%C3%B8dte-p%C3%A5-k%C3%B8kkengulv Er han ikke lækker - en lille nougat baby2.
Sejt af de 2 nybagte forældre. Velkommen til vores nye fætter - Marco.

Bjergene af ting der venter på en plads i taskerne vokser sig store. Jeg er lige i epicentret af feriestresset. De sidste dage inden vi skal afsted kunne jeg godt springe over. Det er et ufatteligt arbejde at få styr på det hele, og af en eller anden grund opdager jeg altid en dags tids før afrejse at nogen mangler strømper, solbriller eller andet svært tilgængeligt i denne by. Dertil kommer at alle skal være nyskurede, klippede på både hår og negle, have gjort rent på værelset og finde akkurat de dimser frem som bliver nødvendige de næste 10 dage. Omend dette er et tilbagevendene scenarie, så kommer det altid bag på mig hvor lang tid det tager. Denne gang har jeg glæde af både Esther der pakker ud og prøver alles tøj og sko, samt Carl Jacob der stolt bestiger alle tasker og bunker, samt er i "tømmealder". Dvs alle kasser, hylder og skuffer er interessante indtil indholdet er taget ud - derefter videre til den næste...
Han er så glad og stolt - det samme er jeg. Synes han med lynfart er blevet istand til så mange ting. Min lille baby med de 3 tænder, står og råber, hiver alt ned fra bordet, klapper og griner savl og snot spredes. MMMMM Han er lige til at spise! Det bedste tidpunkt på dagen for tiden er efter frokost, når alle er afsted og Carl og jeg ligger os til rette og nyder stilheden med en ammetår og fjollerier på den store pude. Der er symbiosen intakt...
Nå men tilbage til feriegearet. Om et døgns tid har jeg tænkt mig at være færdig - inden da håber jeg min mand er kommet hjem fra døgnvagt og står spritfrisk til at klare det sidste. Og så smækker jeg døren til hverdagsrummet hårdt i og holder ferie.
Kom med masser af sne, skiture, hyttehyggerier og knus!
"Denne verden er et super sted"
God påske.