landvindinger

Lige om lidt er min mindste dreng en børnehave dreng. Imorgen skal vi hænge jakken og tasken et andet sted, følges med Esther hele vejen og dagen, og sige farvel til en tryg og rolig tid i vuggestuen. Carl er klar, Esther er topklar - jeg er, om ikke andet så med på den. Man siger jo hele tiden lidt farvel til perioder i livet, og nogle dage bliver det lidt mere mærkbart. Som når man bager småkager til vuggestuen som farvel. Smider tremmesengen ud fordi mindste manden nu sover i overkøje. Når man forærer slynger og andet bæregrej til små nus og deres mødre som har brug for en tæt og god start. Når en 2 årig selv tager alt tøjet på, og vil cykle uden støttehjul som sine søskende. Der opdager jeg hvad jeg jo egentlig godt ved - jeg har ingen baby mere. og det er helt ok, faktisk så ok at vi glæder os lidt over det. For vi er egentlig ret glade for at alle kan nulre rundt i haven uden nogen tager turen ud foran en bil. Eller at mange serviceydelser pludselig kan klares af den der ønsker servicen! Vand i koppen, støvlerne på, ind i bilen og den slags. Når man er 6 mand som alle har 1000+ ting man synes er vigtigt hver dag - så er det faktisk fint for de voksne når en del kan klares af den der har behovet ! Og heldigvis er der stadig masser af små mennesker her der gerne vil ligge i ske, have godnathistorier, sidde på skødet og have forældrene til hjælp og til at kigge på at hvad de foretager sig. Så der er lidt tab af baby men stor gevinst i form af 4 der trives, udvikler sig og fylder nøjagtigt ligeså meget som altid - nu bare på en anderledes måde. Men MOR med stort er man jo altid. Og det kom da også til at afgøre en ellers fantasisk chance for nyt job med tilhørende efteruddannelse forleden. Jeg måtte bare følge min mavefornemmelse og sige nej, men skulle helt dertil hvor jeg rent faktisk fik det tilbudt før jeg kunne mærke at det var forkert, det er ikke tiden til at bruge mere tid væk fra min familie. Jeg er mor, med et arbejde. Vil ikke være mor med en karriere. Sådan må det være. Har også altid været den med det evige 9 tal i skolen, hvorfor skulle jeg pludselig stræbe efter mere. Jeg har mine 13ére herhjemme og dem må jeg passe på. Men processen er god - man bliver lidt klogere på sig selv og de valg og prioriteringer man må tage. Både af hensyn til sig selv, familien og de værdier man ønsker at stræbe efter. Der røg den chance - men jeg står kun tilbage med lettelse over at jeg snød den! Og midt i det hele dukker så andre muligheder op, som at fx vores hytte er så godt som solgt. Jeg tør næsten ikke skrive det - for tænk hvis det nu bragte uheld... Men sådan noget tror jeg jo alligevel ikke på, så hermed - HURRA. Vi tror på det lykkes og vi er glade. Masser af praktiske ting skal jo falde på plads, men vi føler os heldige og lettede over at være så langt med det.