besøg af rokkebjørnen

Der findes altid mange overraskelser og ting man ikke lige havde set komme. Dagens morgengrin kommer her.

Denne lille bjørn har så formået at åbne et fint lille lyserødt skrin og æde alle Regines opsparede rokketænder! En enkelt er reddet...

Godt Nytår!

at vælge og vrage

det er nu engang sådan at visse ting ikke står til at ændre. Såsom at damer bliver sure på deres mænd. Dog er det sådan, at det ofte viser sig at være ganske let overkommelige ting en dame som jeg bliver sur over, og der kan tilmed indfinde sig en snert af skyldfølelese over at bebredelserne kun gik den ene vej... Dagen idag startede således her, men har mod ellers alle mine opstillede odds vist sig fra sin absolut bedste side. Og sådan er mange dage heldigvis. Bedst som man bestemt VED at det bliver det værste dag i damens minde, ja så sidder glæden over små dejlige ting dagen har bragt og fylder det meste af tankerne.
Så dagen idag endte godt. Igen kan jeg takke min mor for at rykke ud til et nødkald her hos mig, og redde flere af os på stregen. Det betød bla at frokosten ikke kun bestod af chokoladekiks eftersom det var det eneste hurtigt tilberedelige der var at spise her i huset inden hun kom. Jeg synes alle gode mødre burde have en medalje for deres indsats - min mor skulle have 2.
Nu er børnene puttet, alle 4 på en gang og Carl Jacob for første gang i sin egen seng. Det kunne nemt lade sig gøre, da de alle var temmelig lange under øjenene efter en julefest i missionshuset der sluttede kl 22. Esther lå og klarede bearbejdelsen af mødet med julemanden lige indtil hun sov. "se julemand, ikke farlig, har slikpose med!"
Så idag blev valgene - at tilkalde forstærkning, droppe oprydningen, overse alle beskidte næser og fingre.
Det vragede blev - tidlige sengetider, dårlig samvittighed, en nyvasket mor...Tillykke.
Jeg går og pusler med valg der opererer på den lidt større arena. Fx at jeg har fået tilsagn om at være kommet ind på diplomuddannelse til februar, deltids i Hillerød. Altså det vil jeg jo vildt gerne, og har virkelig brug for noget der står Hanne på. Jeg har vel egentlig besluttet mig for at gøre det da jeg synes så mange ting peger i retning af at det er et godt tidspunkt. På plussiden er hovedsageligt at jeg kommer igang med mit fag igen, og det vel at mærke med et mere teoretisk afsæt. Jeg håber det kan hjælpe mig i retning af hvad jeg gerne vil bruge de næste mange arbejsdsår på, min ryg har forlængst besluttet for mig, at det ikke bliver på en sengeafdeling. Derudover vil jeg nødig stå med endnu en barsel der slutter med sult efter et arbejde, voksenkontakt og udfordringer der rækker ud over de hjemlige - jeg ved det gør mig irritabel, utilfreds og træt. Men jeg har godt nok nogle tidsmæssige overvejelser at slåes med. Der skal nok omrokeres lidt på de huslige prioriteringer og ikke mindst en mand der kommer på hårdt arbejde...
Kunne jeg frit vælge og vrage, så ville jeg snuppe 2 timer mere i hvert døgn, en til at sove ud, en til at lave hyggelige ting med børnene, en efter en. Og når det ikke ser ud til lige at blive mulighederne for i aften, så vil jeg vælge at sige godnat.
Hanne

så blev det endelig jul

Og der er snart ikke flere dage at tælle ned! Vi er havnet godt og glædeligt i Skjern, her er godt at være og tiden går bestemt ikke langsomt når der er masser af børn og voksne i dejligt selskab med hinanden.
Jeg for min del nyder ufatteligt at have tid og luft til nogle af de små ting der gør at livet mærkes så værdifuldt. En middagssøvn med næsen i mindstemandends skaldede hovedbund, en god slåskamp på trampolinen hvor alle er forpustede af grin og iver, en gåtur hvor man kan nøjes med at være 2. Vi har kassevis af mad, gaver der bare venter på at blive pakket op, nyvaskede børn og en juleprædiken der er færdigforfattet. Så nu kan den 24. bare komme an. Lad julefreden sænke sig så vi på ny kan høre det glade budskab om Kristi komme og mindes om den sandhed vi fejrer. Det skal være mit ønske for os og alle jer.
Glædelig jul.

reddet af en p-tærte

Der er underskud på energikontoen. Ja faktisk føles det som om nogen har lagt et kæmpe drænrør ind. Jeg kan af en eller anden grund hver dag overbevise mig selv om hvor mange spændende og vigtige gøremål jeg liiige skal ordne når børnene er lagt i seng. Og selvsamme gøremål bliver helt og aldeles vingeskudt, ja nærmest kvalt i energiforladt smadret luft når tidspunktet endelig nåes. Det er mig en gåde, jeg må vel efterhånden opfatte mig selv som voksen, men stadig er jeg aldeles umoden på det område. Så nu sidder jeg her og havde forestillet mig at alt til juleferien ville være pakket ind, ned og vasketøjsbunkerne kunne ordnes mens jeg lige blev opdateret med nyhederne på DR. Desuden få skrevet et hyggeligt e-julebrev og startet på det sjal jeg lånte opskrift til i går. Hvad sker der - jeg sidder her, med kaffe og P tærter (de koster kun 50 for en kasse i netto denne uge!) Så er det er så godt at stikke lidt af ind i blog-land, linde lidt på ventilen til alt det indestængte som ingen rigtig gider høre på for længe ad gangen. Jeg får rent faktisk slappet godt af her ved tasterne, og selverkendelsen får lov at ramme. Jeg får ikke startet på noget som helst af det ovenstående. Skal jeg gøre mig forhåbning om noget bliver det, at kunne trække mig selv i gang og smøre de madpakker der helst skal klares inden dagen imorgen begynder. Jeg må tage p tærterne under armen, og lokke mig selv ud i køkkenet med dem. En smurt mad - grønt lys til 1 spist p-tærte...
Aftenerne er for tiden ganske afbrudte, Carl Jacob er i en periode hvor han helst sover hos nogen hele aftenen, og når han listes ned vågner han kort tid efter igen. Så de eventuelle gøremål der måske rent faktisk søsættes skal have en ganske kort varighed, eller man (i praksis mig!) altid være mere end effektiv for at nå det...
Ellers går jeg og glæder mig til juleferie. Jeg kunne godt lige have brugt lidt ferie inden juleferien, for pludselig er der så få dage tilbage inden vi skal afsted, så mange jeg gerne ville nå at se osv osv. Og selv om jeg er indehaver af verdens absolut bedste svigerfamilie, ja så er jeg altså ikke gammel nok endnu til ikke at savne julen sammen med dem der hele livet har været mine. Jeg håber der kan snige sig en familiedag ind mellem jul og nytår, en vanillekrans på postmosen hører nu engang højtiden til!
Børnene har haft travlt med at pakke gaver ind i aften. Esther har pakket en del af dem ud igen. Ellers har aftenen budt på ; et jesusbarn der blev badet i stearindryp vand, Otto der fik en bule på modsat side af hovedet - og "nu passer jeg sammen" for i børnehaven var der sandelig også et bord, og det stod for bulen der blev erhvervet tidligere på dagen. Esther nåede at spise et par gaffelfulde smør + give sig selv en ansigtsmaske af samme produkt. Endnu en vellykket ørkenrottejagt. Maskiner der vasker, brusere der kører, tasker der tømmes, mad der spises, ører der hører på 3 børn der alle har vigtige ting at fortælle.
En mor der er flad.
Så nu er der et at gøre. Glæde sig til dagen i morgen der inkluderer besøg af Dani og en aftenoverraskelse i selskab med Jane. Tage p-tærterne, og finde vej til køleskab og madkasser.
SES.

et dejligt liv

Dagene vender på mærkelig vis fuldstændig rundt, og bedst som man går rundt og stresser, lægger tidspressede planer og forsøger at nå mere idag end igår, så er det faktisk muligt at standse op. Det har været et fantastisk stop for mig de sidste dage.
Lørdag kørte jeg med min mor til Jylland, min kære gamle morfar havde kun de sidste dage tilbage. Det er som om tiden står stille når man sidder der og våger. Hvert sagt ord får en særlig betydning, og alle de gode tekster og salmer vi har sunget er totalt vækket til live for mig. At sidde der og lade stemningen og afskeden fylde det hele, har føltes så godt. Det gør mig trist at tænke på tiden herefter uden den mand som har betydet så meget for hele familien. Hele hans liv og virke har båret præg af en ufattelig livsklog, troende, kærlig og godt funderet mand. Han stod bogstavelig talt med fødderne godt plantet i den jydske hedemuld. En afsked der lettes utroligt af, at han var så afklaret, både med de jordiske ting der skulle afsluttes, kærlighedslivet, men særligt med den ro han kunne forlade verden til fordel for et bedre sted. Det er SÅ længe siden jeg sidst har oprigtigt tænkt over, og glædet mig over det himmelhåb vi har. Så det har været trosstyrkende og en øjenåbner for mig. At tro den Gud vi har på ordet, det er virkelig trøst!
Lille Carl Jacob fik lov at holde, smage på og mase sin oldefars slidte og knoglede hånd, og oldefar fik lov at mærke den bløde hud og dejlige energi et lille barn besidder. Et menneske der lige er startet på livet, et menneske der tager afsked med livet. Den situation vil jeg glæde mig over at fortælle Carl Jacob en dag han forstår dybden af det. Hvor smukt at ens ægtefælle gennem 61 år stadig kan sige - "er han ikke smuk, ikke en eneste rynke i panden" Tænk hun ser dem ikke - hun ser HAM! Det vil jeg tage med mig - det, sammen med masser af andre gode ord og tanker.

Og så er det så rart at komme hjem til den hjemlige ballade der bestemt ikke maner til ro og holden i hånd ret længe. Mor var ventet, og jeg tog imod alle de dejligheder der sprang mig i møde. Hvilken glæde at vide man hører til et sted. Så meget at man mødes ude i gården af et par stykker i nattøj og gummistøvler, hvor ord og knus er ved at snuble over hinanden i bar glæde.
Hjemturen kunne jeg godt have undværet. Lige syd for limfjorden sprang lydpotten af, 5 timers kørsel på motorvej uden giver en god hovedpine!

Om monstre og en mor der kan alt

Julen er over os, og det er da skønt. Jeg plejer at være en af dem der beklager sig over butikkernes alt for tidlige juleudsmykning, men i år synes jeg det lige passede til mig - sådan et par uger efter efterårsferien. Det må være tegn på at jeg glæder mig. Så vi har da også fået hængt pynt og julestads op, det meste fra julekassen er tømt ud. De (mange) ting jeg ikke synes skulle frem er kommet op på Regines værelse. Jeg fatter ikke helt hvordan hun har båret sig ad med at finde plads, for der var ikke en ledig cm2 i forvejen. Men smukt og hyggeligt er det, og når der så hver morgen er faste rutiner for hvem der tænder kalenderlys og åbner de forskellige kalendre, ja så bliver det næsten ikke bedre. Det skulle da lige være at der er nybagte småkager i hver en dåse, og at ens mor indtil videre ikke er mådeholden med at stille dem frem. At holde styr på hvornår de forskellige tv julekalendre starter er et projekt i sig selv, jeg har tænkt mig at det bliver denne måned fortroligheden med urets visere skal læres!
Regine er idag kørt med Wiberne til Skjern og får med garanti en skøn weekend med alle kusinerne. Hun glædede sig enormt og var til morgen totalt kureret for sin ellers slemme onsdagssyge, og helt i top til at komme afsted!
Otto har haft en kammerat med hjemme idag, det er sjovt som det er helt andre lege der kommer frem når det er drengene der huserer. Der er monstre der skal slåes ihjel. Det betyder en råben og hylen, fuld fart op og ned af trapperne, våben i alle størrelser der fægtes og skydes , med masser af slagsmål og "død" som resultat. Esther kunne de dog ikke få ram på, hun blev ellers udnævnt til kongemonsteret! Man føler sig ganske almægtig når de 5 årige på værelset har problemer med riddertøjet og Otto siger - "kom, vi spørger min mor, hun kan klare alt!" TAK!!!
Nu står den på 5 fridage til Øyvind og det er vist tiltrængt. For mig altså. De dage hvor han har fri, bliver hurtigt til de dage hvor jeg kan læne mig (lidt) tilbage. Mon ikke der hurtigt melder sig ting og almindelig travlhed alligevel, der er jo altid en bil, et missionshus og en lejlighed der trænger til rengøring. En kælder og et skur der skal ryddes, en grill der vist ikke behøver stå klar på terassen længere osv. Og så er der den altid vigtige kaffetår, der bliver samtalen endelig til mere end udveksling af informationer og logistiske aftaler. En god kaffetår kan skam redde både humør og ægteskab på disse kanter. Så måske vi tager 2 af dem i morgen. Det håber jeg...
Hanne

Lidt om de vigtige ting i livet...

Hun må have en god fornemmelse for hvad det kræver at blive en voksen kvinde. Multitasking, helst med et par børn på hver arm. At kæmpe det bedste man kan.

At blive i båden!

Hun er altid i gang, fuldstændig umulig at hamle op med, får alle til at hulke af grin. Råber og slår, pjatter og moser på for at få plads i denne her støjmassive familie.

Grimasser og sjove udryk, alle kneb gælder for at få andre til at grine. Stort drama når tingene ikke går som hendes planer tilsagde. Hjælpende hænder, tøj der konstant tages af og på, mad der findes frem. At stoppe op ved hver lille stykke julepynt og juletræskæder for at begejstres og nyde. Fylde mors indkøbsvogn med masser af umulige madvarer som jeg ikke engang tror jeg tør smage på, altimens der råbes HEJ til enhver der tør nærme sig. At sige farvel til pøllerne der skylles ud i toilettet. Lege prøverum med efterladt tøj - også de beskidte underbukser...

Alt bliver ordnet og undersøgt med en vigtighed som gjaldt det livet. Og det gør det jo på en måde også!

Her får hun lige sin helt egen spalteplads.

"Etter sove moars seng" Pappa ikke hjemme dag" Kom mor - sove nu" (fat det dog mor, jeg vil bare gerne sove sammen med dig)
Ottos Gormitier blev puttet til aften, " sååå, miti, sove der" "Etter vakse mitis hænder? OKEY" "miti dyne på" osv osv, den leg er det de færreste gormitier der har prøvet!

Hvis jeg en dag får tid og lejlighed vil jeg lave en antologi, fyldt med små beretninger om livet i en 2 årigs perspektiv, bare for at andre kan have det ligeså sjovt som jeg!