torsdag den 4. december 2008

Om monstre og en mor der kan alt

Julen er over os, og det er da skønt. Jeg plejer at være en af dem der beklager sig over butikkernes alt for tidlige juleudsmykning, men i år synes jeg det lige passede til mig - sådan et par uger efter efterårsferien. Det må være tegn på at jeg glæder mig. Så vi har da også fået hængt pynt og julestads op, det meste fra julekassen er tømt ud. De (mange) ting jeg ikke synes skulle frem er kommet op på Regines værelse. Jeg fatter ikke helt hvordan hun har båret sig ad med at finde plads, for der var ikke en ledig cm2 i forvejen. Men smukt og hyggeligt er det, og når der så hver morgen er faste rutiner for hvem der tænder kalenderlys og åbner de forskellige kalendre, ja så bliver det næsten ikke bedre. Det skulle da lige være at der er nybagte småkager i hver en dåse, og at ens mor indtil videre ikke er mådeholden med at stille dem frem. At holde styr på hvornår de forskellige tv julekalendre starter er et projekt i sig selv, jeg har tænkt mig at det bliver denne måned fortroligheden med urets visere skal læres!
Regine er idag kørt med Wiberne til Skjern og får med garanti en skøn weekend med alle kusinerne. Hun glædede sig enormt og var til morgen totalt kureret for sin ellers slemme onsdagssyge, og helt i top til at komme afsted!
Otto har haft en kammerat med hjemme idag, det er sjovt som det er helt andre lege der kommer frem når det er drengene der huserer. Der er monstre der skal slåes ihjel. Det betyder en råben og hylen, fuld fart op og ned af trapperne, våben i alle størrelser der fægtes og skydes , med masser af slagsmål og "død" som resultat. Esther kunne de dog ikke få ram på, hun blev ellers udnævnt til kongemonsteret! Man føler sig ganske almægtig når de 5 årige på værelset har problemer med riddertøjet og Otto siger - "kom, vi spørger min mor, hun kan klare alt!" TAK!!!
Nu står den på 5 fridage til Øyvind og det er vist tiltrængt. For mig altså. De dage hvor han har fri, bliver hurtigt til de dage hvor jeg kan læne mig (lidt) tilbage. Mon ikke der hurtigt melder sig ting og almindelig travlhed alligevel, der er jo altid en bil, et missionshus og en lejlighed der trænger til rengøring. En kælder og et skur der skal ryddes, en grill der vist ikke behøver stå klar på terassen længere osv. Og så er der den altid vigtige kaffetår, der bliver samtalen endelig til mere end udveksling af informationer og logistiske aftaler. En god kaffetår kan skam redde både humør og ægteskab på disse kanter. Så måske vi tager 2 af dem i morgen. Det håber jeg...
Hanne

Ingen kommentarer: