et dejligt liv

Dagene vender på mærkelig vis fuldstændig rundt, og bedst som man går rundt og stresser, lægger tidspressede planer og forsøger at nå mere idag end igår, så er det faktisk muligt at standse op. Det har været et fantastisk stop for mig de sidste dage.
Lørdag kørte jeg med min mor til Jylland, min kære gamle morfar havde kun de sidste dage tilbage. Det er som om tiden står stille når man sidder der og våger. Hvert sagt ord får en særlig betydning, og alle de gode tekster og salmer vi har sunget er totalt vækket til live for mig. At sidde der og lade stemningen og afskeden fylde det hele, har føltes så godt. Det gør mig trist at tænke på tiden herefter uden den mand som har betydet så meget for hele familien. Hele hans liv og virke har båret præg af en ufattelig livsklog, troende, kærlig og godt funderet mand. Han stod bogstavelig talt med fødderne godt plantet i den jydske hedemuld. En afsked der lettes utroligt af, at han var så afklaret, både med de jordiske ting der skulle afsluttes, kærlighedslivet, men særligt med den ro han kunne forlade verden til fordel for et bedre sted. Det er SÅ længe siden jeg sidst har oprigtigt tænkt over, og glædet mig over det himmelhåb vi har. Så det har været trosstyrkende og en øjenåbner for mig. At tro den Gud vi har på ordet, det er virkelig trøst!
Lille Carl Jacob fik lov at holde, smage på og mase sin oldefars slidte og knoglede hånd, og oldefar fik lov at mærke den bløde hud og dejlige energi et lille barn besidder. Et menneske der lige er startet på livet, et menneske der tager afsked med livet. Den situation vil jeg glæde mig over at fortælle Carl Jacob en dag han forstår dybden af det. Hvor smukt at ens ægtefælle gennem 61 år stadig kan sige - "er han ikke smuk, ikke en eneste rynke i panden" Tænk hun ser dem ikke - hun ser HAM! Det vil jeg tage med mig - det, sammen med masser af andre gode ord og tanker.

Og så er det så rart at komme hjem til den hjemlige ballade der bestemt ikke maner til ro og holden i hånd ret længe. Mor var ventet, og jeg tog imod alle de dejligheder der sprang mig i møde. Hvilken glæde at vide man hører til et sted. Så meget at man mødes ude i gården af et par stykker i nattøj og gummistøvler, hvor ord og knus er ved at snuble over hinanden i bar glæde.
Hjemturen kunne jeg godt have undværet. Lige syd for limfjorden sprang lydpotten af, 5 timers kørsel på motorvej uden giver en god hovedpine!