onsdag den 17. december 2008

reddet af en p-tærte

Der er underskud på energikontoen. Ja faktisk føles det som om nogen har lagt et kæmpe drænrør ind. Jeg kan af en eller anden grund hver dag overbevise mig selv om hvor mange spændende og vigtige gøremål jeg liiige skal ordne når børnene er lagt i seng. Og selvsamme gøremål bliver helt og aldeles vingeskudt, ja nærmest kvalt i energiforladt smadret luft når tidspunktet endelig nåes. Det er mig en gåde, jeg må vel efterhånden opfatte mig selv som voksen, men stadig er jeg aldeles umoden på det område. Så nu sidder jeg her og havde forestillet mig at alt til juleferien ville være pakket ind, ned og vasketøjsbunkerne kunne ordnes mens jeg lige blev opdateret med nyhederne på DR. Desuden få skrevet et hyggeligt e-julebrev og startet på det sjal jeg lånte opskrift til i går. Hvad sker der - jeg sidder her, med kaffe og P tærter (de koster kun 50 for en kasse i netto denne uge!) Så er det er så godt at stikke lidt af ind i blog-land, linde lidt på ventilen til alt det indestængte som ingen rigtig gider høre på for længe ad gangen. Jeg får rent faktisk slappet godt af her ved tasterne, og selverkendelsen får lov at ramme. Jeg får ikke startet på noget som helst af det ovenstående. Skal jeg gøre mig forhåbning om noget bliver det, at kunne trække mig selv i gang og smøre de madpakker der helst skal klares inden dagen imorgen begynder. Jeg må tage p tærterne under armen, og lokke mig selv ud i køkkenet med dem. En smurt mad - grønt lys til 1 spist p-tærte...
Aftenerne er for tiden ganske afbrudte, Carl Jacob er i en periode hvor han helst sover hos nogen hele aftenen, og når han listes ned vågner han kort tid efter igen. Så de eventuelle gøremål der måske rent faktisk søsættes skal have en ganske kort varighed, eller man (i praksis mig!) altid være mere end effektiv for at nå det...
Ellers går jeg og glæder mig til juleferie. Jeg kunne godt lige have brugt lidt ferie inden juleferien, for pludselig er der så få dage tilbage inden vi skal afsted, så mange jeg gerne ville nå at se osv osv. Og selv om jeg er indehaver af verdens absolut bedste svigerfamilie, ja så er jeg altså ikke gammel nok endnu til ikke at savne julen sammen med dem der hele livet har været mine. Jeg håber der kan snige sig en familiedag ind mellem jul og nytår, en vanillekrans på postmosen hører nu engang højtiden til!
Børnene har haft travlt med at pakke gaver ind i aften. Esther har pakket en del af dem ud igen. Ellers har aftenen budt på ; et jesusbarn der blev badet i stearindryp vand, Otto der fik en bule på modsat side af hovedet - og "nu passer jeg sammen" for i børnehaven var der sandelig også et bord, og det stod for bulen der blev erhvervet tidligere på dagen. Esther nåede at spise et par gaffelfulde smør + give sig selv en ansigtsmaske af samme produkt. Endnu en vellykket ørkenrottejagt. Maskiner der vasker, brusere der kører, tasker der tømmes, mad der spises, ører der hører på 3 børn der alle har vigtige ting at fortælle.
En mor der er flad.
Så nu er der et at gøre. Glæde sig til dagen i morgen der inkluderer besøg af Dani og en aftenoverraskelse i selskab med Jane. Tage p-tærterne, og finde vej til køleskab og madkasser.
SES.

Ingen kommentarer: