lørdag den 30. maj 2009


Carl Jacob the Ranger, med hans foretrukne gåvogn

En fantastisk måde at vågne på.
Posted by Picasa
Thea og Esther på tur.

Øyvind bliver nedkæmpet
De fantastiske 10
Afslutning med vikingerne efter et par ugers brobygning for de store børnehavebørn
Posted by Picasa

onsdag den 27. maj 2009

vi gearer ned

Otto og jeg hænger herjemme idag, det er vist ikke mere alvorligt end helt almindelig træthed. Efter en weekend med lejr og familiebesøg i jylland, fødselsdagsrarrangement og en lang dag i lejre forsøgscenter - er energien brugt og brændt af i går. Det var så lige på min fødselsdag, men i virkeligheden den klart bedste dag i denne uge at geare ned på. Eftersom familien var her mandag, og jeg er inviteret til koncert idag, var det slet ikke så tosset at gå i seng kl 21 på sin fødselsdag. Men nu er jeg jo også fyldt 34. Min mor kom og tog lidt fat så der både opstod hygge og sjov, lækker mad og overskud til godnathistorier. Med en let hovedpine og træthed i krop og tanke er det ganske svært at medvirke positivt til spændende tiltag for ungerne. Men jeg kom da igennem, Regine fik læst 30 sider i læsebogen, (vi var en anelse bagud...) og holdt humøret ved at læse højt for Otto og jeg, med oplæsning der var en blanding af at messe og rappe teksten. Det er unægtelig ikke hver dag lektierne klares under grin og pjank. Når det lykkes må man bare være glad og hænge på, hovepine eller ej. Den tidlige sengetid i aftes havde også lidt årsag i at 3 ud af mine 4 børn absolut ikke kunne overskue at sove i egen seng i går. Regine havde et par bekendelser der nagede hendes samvittighed, de skulle lige klares, og så savnede hun Pappa. Ind under hans dyne med hende.
Otto havde ondt i maven og kvalme, jeg så for mig hvor stort et areal opkast fra 2 meters højde kunne spredes over når han lænede sig ud over kanten af køjesengen. Igen ind under pappas dyne, med margrete skål og koldt vand.
Esther ville som de fleste andre aftenener bare ikke sove, jumsede rundt, mest udenfor sengen, for at hente alverdens spændende ting som hun mener er nødvendige for at sove. Forklaringer om at der ikke og plads til hende når der ligger et halvt børneværelse i tremmesengen, er ikke argumentation der bider på en 2 årig. Igen blev vores seng løsningen.
Eftersom Carl var den eneste der lå for sig selv, bidrog det til nattens mareridt, jeg drømte jeg havde sat mig i et tog og bare rejst afsted uden ham, jeg skulle opleve og kunne sagtens nå mine ærinder inden han vågnede. Selvfølgelig kom jeg så langt væk at jeg vidste han ville opdage mit svigt, være alene og uden nogen som helst der kunne tage sig af ham. GODT han vækkede mig ved midnat og dermed også kom ind under min dyne. Trygt for ham, godt for mig.
Der ER godt i vores seng. Særligt pga de 5 der ofte ligger der sammen med mig.
Nu er der er et hus at rydde, en mor der skal i bad, et par tasker at pakke når ungerne skal sove ude i aften. Derefter kun tilbage - at nyde en aften i selskab med manden, ham der er min og den bedste.
H

onsdag den 20. maj 2009

hverdagens små erkendelser

Idag fik jeg en lille øjenåbner der mindede mig om, at personlige refleksioner og værdier skal sættes i spil, og og lade sig udfordre, både i store og små henseender. At man indimellem skal trodse sin umiddelbare trang til at lade sit barn undgå det der er lidt svært eller fremmed, fordi det tjener et bedre formål.
Jeg stod på tilskuersiden da Otto spillede fodbold idag. Med Esther og Carl Jacob der nulrede rundt omkring, hyggede sig med kiks, de andre søskende, en bold og hvad der nu ellers gemmer sig i sådan en offentlig plæne. Nå men stor respekt og TAK til de frivillige fyre der orker at tage tørnen med sådan en håndfuld knægte uge efter uge. Med 15 drenge på 5-6 år er der en del opgaver at tage sig af, og det kræver sin mand at bevare både humør og spillerdisciplin. Sidstnævnte skal der vist stadig arbejdes en del på. Der står de 2 trænere, begge tydeligvis kommet direkte fra arbejde stadig med afklippede kansas på, og forsøger at lære energibomberne lidt om reglerne og spillets taktik. Jeg håber for dem at noget hænger ved, men det ses ikke endnu vil jeg sige. De løber i store fine flokke lige i hælene på hinanden efter bolden. Dem der ikke lige har fundet den vej, kigger på myrer, vinker til mødrene, råber "spil mig" fra en afstand ingen 6 årig er i stand til at skyde. Hver enkelt af de glade spillere tror mest af alt på sig selv. Det kan man heldigvis ikke tage fra dem, "jeg" er altid den bedste. Og det er jo egentlig fint, at tro på sig selv. Men det bliver samtidig så tydeligt, at med 15 store egoer der tonser rundt, bliver der diskussion om hver eneste dommerkendelse. Og hver eneste der ikke får ret, bliver så forurettet at enhver form for kommunikation ophører!
Og her er det jeg sidder og tænker - dette er en god øvelse, at møde modstand ganske konkret, og lære hvordan man kommer videre. Også uden en mor der står og stryger lillemanden med hårene og altid har en god forklaring parat. Nææ med en stor håndværker der råber godt igennem, ikke i den mest fintfølende pædagogiske stil, men med god gammeldags råstyrke. Livet er fuld af situationer og relationer hvor man skal lære at begå sig og bevare selvværdet trods en god potion kritik eller modstand. Og lidt dannelse og social træning skal man vist være i det virkelige liv for at lære. Så jeg vil glæde mig over, at min søn og mange andre, får et par timers motion og udfordringer med sig hver uge. Jeg selv ville formentlig tackle nogle ting en del anderledes, men vil samtidig håbe og tro, at netop forskellige udfordringer udvikler evnen til begå sig godt og få den indsigt der er nødvendig for at tackle alle livets mærkligheder.

Grand prix fylder en del her hos os, Brinck og Rybak er de hotte, og ungerne elsker at se dem på youtube. Nå men kunne ikke lade være at trække lidt på smilebåndet idag da Otto og Johanne sad og så den norske vinder sang og har en fin lille samtale kørende imens.
Johanne : "er det ham der vandt?
Otto: "ja, er han ikke go?"
Johanne : "han ligner en barbiemand, en ægte barbiemand"
Otto :" ov ja"
2 syngende damer kommer ind
Otto: "se , de er hans mor"
Stilhed
Otto : "ja man kan sagtens have 2"

Verden er underlig, fuld af levende barbier og drenge med flere mødre.

Godnat

tirsdag den 19. maj 2009

denne vej

Synes det meste vender denne vej for tiden. Gode ting bølger i fine mængder ind over os. Bare sådan helt hverdagsagtige sager som dejligt vejr og børn der cykler hele eftermiddagen, overskud og tid til at have gæster, kogebøger der endelig bliver læst og giver liv til nye smagsoplevelser, kældersager der bliver sorteret og genopdagelsen af gemte, og glemte skatte.
Der planlægges fester og overraskelser, ferieplaner og weekendture arrangeres.
En uge hvor svømmehallen er blevet besøgt hele 2 gange, lørdag fik jeg lov at tage afsted med de store, og vi nød alle 3 at have tid og uforstyrret mulighed for at lege på deres præmisser. Der lyder en endeløs tone af "se mig" og en stolt og glad mor der har tid og mulighed for at efterkomme deres behov for bekræftelse og beundring. Idag tog vi turen alle mand, og havde en af Regines venner med. Dejligt at boltre sig sammen, hvorefter en hvis mængde bananer og chokolade særligt gør gavn i sukkerkolde kroppe.
Den største og absolut mest nævneværdige gode ting er at Øyvind har et nyt job at møde op til efter sommerferien. Jeg må med stor stolthed sige, at han bare kan et og andet. Helt hvad det er synes jeg at være lidt for inhabil til at kunne beskrive. Men han er ansat i et nyt skoleprojekt her i kommunen, de gamle specialundervisningstilbud bliver nedlagt, og han skal sammen med et par andre lærere og pædagoger få et nyt (og bedre) tilbud op og stå. De andre med erfaring, år på bagen og formentlig noget længere cvér, Øyvind - ja han har åbnetbart glimret så meget at ham måtte de have med. Det ganske lykkelige ved det hele er så bestemt at han ikke længere har vagter, dvs fri i skoleferier, weekender og aftenerne hjemme! Det ender med at vi bliver helt almindelige, med tv avis kl 21 og aftenkaffe sammen i stuen hver dag. Vi er så glade og jeg må ud i det åbne space sige - Han er sej.
Der opdages nye muligeheder når man pludselig kan gå med en vogn foran sig - han trasker jublende rundt konstant den kære CJ. Esther pakker tasker og organiserer, der er ingen ende på de mærkelige sager der finder vej til hendes seng, dukkevogn og lommer. Til aften faldt hun i søvn med et kaninskind, et sanddyr formet som blæksprutte, en legoklods i et brilleetui og Malte - hendes foretrukne baby for tiden.
I morgen pakker vi sammen og tager en tur til jylland: Regine og Otto på lejr med farmor og farfar, resten af os vil nyde et par dage sammen med Heidi og Jens i Skjern. Det er ved at være en dejlig tradition!
Herfra ønskes en god forlænget weekend.
H

fredag den 15. maj 2009

køkkenmorads

Jeg har lige købt mig lidt tid. Åbnet et par køkkenskabe og lader den lille mosle rundt mens alt bliver tømt endevendt og måske lidt mere ridset end for 5 minutter siden. Nogen gange er det bare en nødvendighed. Jeg har (som alle andre kvinder) i mine unge dage undret mig over mødre der lod ungerne tømme deres pengepung, gnave i deres skindhandsker, nulre deres nøglebundt, hvorfor? kan de små ikke bare lave noget andet? Men her 4 børn senere er jeg blevet klogere. Der er mange ting man som mor får lært, en af dem er at principper ALTID står til at ændre. Ellers overlever man ikke! og køb af tid kan virke ganske befordrende på et godt humør, både for mor og børn. Så min pengepung ligger nu sammen med kopper, tupperware og rugbrødsforme i noget der nok skal bliver til mit køkken igen. Jeg gider bare ikke lige tænke på det nu - vil sidde lidt.
Min lille put ser ikke så godt ud. Han tog den lige ned af trappen i morges, endda med 2 voksne og kun ham hjemme. Man kan undre sig over at det er lige der det sker, hvem passer egentlig på hvem her? Nå men nu er han dekoreret med små hudafskrabninger både på panden, næsen, begge kinder og baghovedet. Behøver jeg sige at han nåede hele vejen ned? At dratte et par meter ned af trin, beklædt med kokostæppe slipper man ikke helt let over. Men han er ok, min samvittighed har det sikkert værre end hans små skrammer. Jeg trøster mig med at de andre har fået samme tur, ca 2 per barn, og så er de farefulde trin forstået. Håber der lige går lidt tid inden det sker for CJ igen... Men kvikke mand var så betænksom at trøste mig lidt, "han blev da i det mindste ikke beskidt" Lidt ros for fin rengøring, lidt trøst for ? - mindre vasketøj?
Om hans uheld på trappen eller de store hjørner han spiste af gæren idag er værst for hans helbred ved jeg ikke. Men tak til den venlige kassedame fordi hun gjorde mig opmærksom på at hun troede det vist var ham der havde taget en bid. Hvem ellers spørger jeg bare???
Nå men der er købt ind og ordnet her, for vi glæder os til besøg fra Nørrebronx, David, Marianne, Agnes og Emil.
Om lidt vælter det ind med fredagsglade børn, klar til fri og weekend. Så jeg vil lade de 5 minutters sofahygge være gået, og istedet prøve at finde kaffe og lækkerier frem.
God Weekend

tirsdag den 12. maj 2009

lokalområdets fornøjelser.





Det vrimler med dejlige lokale steder hvor man kan nyde og glæde sig. Her et par billeder fraårets første familiecykeltur. Når min lokale udsigt er smuk natur, vind i håret og glade let forpustede stemmer fra de 5 der er mine - så rammer et sus af lykke!
Dagen idag har været en af den slags hvor man hælder neskaffe i koppen, og det varme vand i dåsen m alt kaffen, for derefter at slå et æg ud i skraldespanden og putte skallerne i kagedejen... Lidt distret og i egne tanker det meste af dagen, den har været skøn!
Vi er ved at være hverdagsparate igen efter en bragende succes af en bededagsferie.
Vi lagede ud torsdag med det dejligste besøg af de fem fra Ryesgade, børn og voksne nød selskabet! Børnene kome i seng som var det nytårsaften, og det hel var bare fint fint, alle glade - faktisk også næste morgen, utroligt nok.
Øyvinds forældre tog turen hertil og gjorde weekenden ganske speciel for os alle. Ø og jeg var på gospel festival - lokalt! Så uendelig praktisk at vi kunne være med til det hele, gå hjem og sove og have morgener og måltider med familien. Så vi har sunget, trippet, danset, skrålet og brugt muskelgrupper vi ikke anede kunne blive ømme. Det har været en dejlig oplevelse, at få lov at synge og lære nyt, så meget at vi hører os selv og hinanden synge i søvne - både altstemmen og tenoren er der styr på her! At lade sig overmande af glæden ved at synge og bruge sin krop, og få fyldt lidt på den åndelige konto. En fantastisk gevinst har været at få mulighed for at lære så mange lokale at kende, fra forskellige sammenhænge. Da vi nåede til afslutningen af koncerten søndag eftermiddag var der ikke mere at give ud af, fedt at opleve sig selv sige - jeg må bare hjem og slappe af med mine 4 børn. Man KAN komme dertil hvor nye input bliver så anstrengende at hverdagens larm og kaos med 4 børn er den rene badeferie. Tjek her http://www.nordkysten.nu/?Id=9757
Ungerne har haft det fantastisk - ene og alene fordi farmor og farfar er fantastiske! Vi er så rige på betydningsfulde mennesker der tager sig af os og vores, det bliver aldrig en selvfølge!
Tilbage i det almindelige kan vi glæde os over ualmindeligheder som - Øyvinds nye job! Fra august er det slut med dobbeltvagter, kamp om julefri og alt det der. Han får sig et godt og spændende job i hverdagstimerne, med lige præcis den gruppe børn og det pædagogiske indhold han gerne vil. Taknemmelighed herfra!
Af andre ualmindeligheder kan nævnes, en snart et årig der lige har forsøgt sig med at holde balancen selv, en 2½ årig der har cyklet til børnehave og hjem på egne små ben. En temmelig snart skoleklar dreng der scorer mål til fodboldtræning, mod årgangen ældre! og så en 7 årig der er ved at drukne i veninder der vil lege - "der er altså alt for mange der vil lege med mig, jeg har slet ikke dage nok!".
Derudover en mor der lige disse dage er så glad for denne lille flække af en by. Hver dag vinker jeg til et utal af kendte mennesker, der ligesom jeg er i fuld gang med deres liv på dette lille sted. Og jeg bliver så glad at jeg går smilende afsted med barnevogn og hvad der ellers er af tilbehør. Jeg er ikke bare en tilfældig som nogen skal stå i kø bagefter, eller gå udenom på fortovet, men derimod en man vinker til - og smiler til. Alt efter tidpunktet på dagen kan jeg næsten regne ud hvem der er chance for at møde, for vi har hver især vores mere eller mindre faste ruter. Og så kan jeg få en snak med forskellige om lidt af hvert, for det meste kort, da de fleste har børn der utålmodigt trækker en i bukserne, en bolledej der står og hæver, eller et arbejde der skal passes!
Men alle de små lokale input og oplevelser får trygheden til at vokse og samhørigheden med forskellige mennesker ligeså.
Jeg er på den rigtige plet.
H