Idag fik jeg en lille øjenåbner der mindede mig om, at personlige refleksioner og værdier skal sættes i spil, og og lade sig udfordre, både i store og små henseender. At man indimellem skal trodse sin umiddelbare trang til at lade sit barn undgå det der er lidt svært eller fremmed, fordi det tjener et bedre formål.
Jeg stod på tilskuersiden da Otto spillede fodbold idag. Med Esther og Carl Jacob der nulrede rundt omkring, hyggede sig med kiks, de andre søskende, en bold og hvad der nu ellers gemmer sig i sådan en offentlig plæne. Nå men stor respekt og TAK til de frivillige fyre der orker at tage tørnen med sådan en håndfuld knægte uge efter uge. Med 15 drenge på 5-6 år er der en del opgaver at tage sig af, og det kræver sin mand at bevare både humør og spillerdisciplin. Sidstnævnte skal der vist stadig arbejdes en del på. Der står de 2 trænere, begge tydeligvis kommet direkte fra arbejde stadig med afklippede kansas på, og forsøger at lære energibomberne lidt om reglerne og spillets taktik. Jeg håber for dem at noget hænger ved, men det ses ikke endnu vil jeg sige. De løber i store fine flokke lige i hælene på hinanden efter bolden. Dem der ikke lige har fundet den vej, kigger på myrer, vinker til mødrene, råber "spil mig" fra en afstand ingen 6 årig er i stand til at skyde. Hver enkelt af de glade spillere tror mest af alt på sig selv. Det kan man heldigvis ikke tage fra dem, "jeg" er altid den bedste. Og det er jo egentlig fint, at tro på sig selv. Men det bliver samtidig så tydeligt, at med 15 store egoer der tonser rundt, bliver der diskussion om hver eneste dommerkendelse. Og hver eneste der ikke får ret, bliver så forurettet at enhver form for kommunikation ophører!
Og her er det jeg sidder og tænker - dette er en god øvelse, at møde modstand ganske konkret, og lære hvordan man kommer videre. Også uden en mor der står og stryger lillemanden med hårene og altid har en god forklaring parat. Nææ med en stor håndværker der råber godt igennem, ikke i den mest fintfølende pædagogiske stil, men med god gammeldags råstyrke. Livet er fuld af situationer og relationer hvor man skal lære at begå sig og bevare selvværdet trods en god potion kritik eller modstand. Og lidt dannelse og social træning skal man vist være i det virkelige liv for at lære. Så jeg vil glæde mig over, at min søn og mange andre, får et par timers motion og udfordringer med sig hver uge. Jeg selv ville formentlig tackle nogle ting en del anderledes, men vil samtidig håbe og tro, at netop forskellige udfordringer udvikler evnen til begå sig godt og få den indsigt der er nødvendig for at tackle alle livets mærkligheder.
Grand prix fylder en del her hos os, Brinck og Rybak er de hotte, og ungerne elsker at se dem på youtube. Nå men kunne ikke lade være at trække lidt på smilebåndet idag da Otto og Johanne sad og så den norske vinder sang og har en fin lille samtale kørende imens.
Johanne : "er det ham der vandt?
Otto: "ja, er han ikke go?"
Johanne : "han ligner en barbiemand, en ægte barbiemand"
Otto :" ov ja"
2 syngende damer kommer ind
Otto: "se , de er hans mor"
Stilhed
Otto : "ja man kan sagtens have 2"
Verden er underlig, fuld af levende barbier og drenge med flere mødre.
Godnat
1 kommentar:
Hvor er han egentlig klog den søde Otto, for 2 mødre kan man jo sagtens ha', hvilket jeg bl.a. blev gjort opmærksom på den anden dag...
jeg: "hvem bor så hjemme hos dig?"
barn: "det gør min mor"
jeg: "og hvad hedder hun?"
barn: "hun hedder ..."
jeg: "hvem bor mere hjemme hos dig?"
barn: "det gør ... (et andet pigenavn)"
jeg: "og hvem er så det?"
barn: "det er min anden mor"
Så jo søde Hanne, den er god nok, ham Otto har forstået ett og andet ;o)
Send en kommentar