Ser jeg lige kort tilbage på den sidste uges tid er det den absolut mest dækkende overskrift for et blogindlæg. Synes efterhånden jeg er ved at være træt af at forholde mig til medikamenter og behandlinger som jeg troede jeg var på barsel fra!
Esther er godt ovre sine skoldkopper, kun et par tørre og kedeligt udseende knopper gemmer sig stadig i hovedbunden. Hvad der har slået hovedet på sømmet de sidste dage er, at hendes infektion ved øjet har bølget frem og tilbage og først nu tør jeg for alvor tro på at der er bedring i sigte.
Jeg har været så sindsygt frustreret og mentalt træt efter dage med travle læger der ikke havde tid til at se hende, diverse receptpligtig medicin og salver udstukket (synes jeg )mere eller mindre tilfældigt. Og mest af alt er jeg sur på mig selv over at jeg ikke bare drønede ind på mit arbejde i sidste uge, så de læger jeg kender og har tillid til lige kunne kigge på hende og beslutte en behandling. Tænk at en pige med en infektionsmedicinsk sygeplejerske til mor skal igennem alt det bøvl!
Under hyl og skrig, gråd og til sidst tilnærmelsesvis resignation har hun fået penicillin af værste smagskarakter, dryppet øjne, blevet vasket og smurt på bedste beskub. Men hvor er det dog uendelig hårdt at skulle påføre hende det ene ubehag efter det andet. Jeg har simpelthen været grædefærdig og sneget mig til meget af det mens hun sov for at undgå de anklagende, skuffede og helt uforstående blikke hun har sendt mig. Det har bare ramt mig så mange gange hvor ufatteligt tilgivende og tillidsfulde børn er når det kommer til deres forældre, for hver eneste gang er den tryggeste favn dog stadig min. TAK!
Jeg har været glad for at min svigermor har taget sig af en del af det sure plejemæssige igår og idag, det går i virkeligheden bedre for os alle tror jeg.
Nu er det så ved at være tid at få smidt de sidste overlevende bakterier ud, så jeg sætter alt ind på fucidinsalven og håber!!!
Chokoladekagen er i ovnen, ungerne på legepladsen med farfar og farmor som har været her siden torsdag. Hvor er det dog skønt at se hvordan børn og bedsteforældre kan nyde hinandens selskab og skabe unikke relationer. Godt at bedsteforældre holder af deres børnebørn, for de får ikke meget fred til at sove længe eller til morgenkaffen og avislæsningen her. Vi tager afsked med dem idag, men ungerne glæder sig allerede til om 3 uger hvor de skal på bedsteforældrecamp på mørkholt.
Til sidst roser til min dejlige mand for en virkelig flot nyanlagt terrasse. Jeg har været gnaven og trist over udsigten til hele sommeren, at sidde enten på asfalt eller mudret jord med et skævt havebord og en havestol der sank igennem. Men nu er der de fineste fliser og jeg kan sidde tørskoet. TAK! Lidt ømhed i ryg og arme følger med, men jeg tror han har nydt det, og har da også afsat lidt tid undervejs til pauser med kolde øl og snak med forbipasserende.
God søndag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar