onsdag den 16. april 2008

vi er dejligt mange

Jeg konstaterede idag at vi simpelthen bare ER mange. Når man har klippet 30 fingernegle og ligeså mange på små buttede tæer, lagt 4 vasketøjsbunker sammen, hvoraf den ene kun indeholdt farvede underbukser, når trappen er umulig af forcere pga støvler og tasker efter en god dag, og haft 3 baljer igang for at alle børn kan komme i bad samtidig - så mærker jeg det! Derudover lykkeligt at kunne konstatere jeg for 4. gang er i uge 33 og har et livligt menneske der snart viser sine 10 fingre og tæer! Hovedet på sømmet er så lige at ens 4-årige siger da jeg putter ham ; "mor jeg vil gerne sove ved dig i nat, vil du spærre en plads til mig?"!!!
Det lyder næsten som om der er kø ved fodenden hver nat. Sådan kan det faktisk også til tider føles. Når jeg endelig har fået mig lagt til rette med diverse puder til støtte, kommer der en eller anden med små kolde tæer der skal puttes mellem mine lår, eller en der vender sig og ikke overholder soveretningen, dvs placerer ben og numse oveni de andre el lign. Jeg kender hver enkelts åndedræt og natlyde så godt, at jeg med med usvigelig sikkerhed kan fornemme hvem der vender sig næste gang, eller hvornår næste suk kommer. Det er helt fantastisk. Eneste overraskelse kunne være at vide hvordan jeg selv sover, og lyder, men det tror jeg faktisk ikke nogen i denne familie kan svare mig på. Min vurdering er at jeg bruger en del mere vågentid om natten end nogen anden her på adressen...
Måske sover man ikke altid lige tungt og længe, men det er ufatteligt fællesskabsdannende at have en familieseng - man bliver ihvertfald aldrig ensom under min dyne!
Disse dage glæder jeg mig fantastisk til at joker babyen kommer. (den fylder nemlig også en del i de natlige opvågninger) Af forskellige grunde selvfølgelig, men lige nu fylder det en del at jeg faktisk tror det bliver nemmere, synes denne slidte og værkende krop har så mange irriterende begrænsninger, at jeg klart mener en baby i viklen eller tungt sovende i en lift må være meget mindre fysisk belastende. Derudover bliver det jo bare helt vildt sjovt og fantastisk at se hvilken slothwengel variation der viser sig at indtage os denne gang.
Her i huset rammer konflikten ikke, og husets sygeplejerske fortsætter ufortrødent sit daglige arbejde - dont worry!
Hanne

Ingen kommentarer: