mandag den 29. september 2008

vinder i powershopping

Poserne flyder, de fleste er tømte for nyindkøbte ting der er lagt frem, til side eller hvad de nu er. For Regine og Otto har planlagt i detaljer hvilke dele der skal på og med imorgen. Vi har været afsted og købt vinterequipment, og det bliver til en del kan jeg så fortælle. Jeg tror aldrig Regine og Otto har prøvet at blive slæbt så hurtigt ind i butikker, finde frem, vælge og ud igen. Jeg tror vi har slået en del rekorder idag. Med en mor der har let hovedpine, og en 3 måneders baby der sover hos mormor med farmand som vagt - så går det stærkt! "Kom så går vi" blev der sagt en del gange, hvortil Regine stiller sig op midt på gågaden, gør honnør og siger "javel skipper" Det grinede vi alle 3 en del af... Otto ligger det meste af tiden på gulvet i butikkerne, kører op og ned med elevatorer eller rulletrapper, "kan du ikke bare købe for mig mor" (mænd starter i en tidlig alder med den slags undvigemanøvrer) (og jeg, med mine østrogen øjne, fatter ikke at en elevator mellem kælder og 1. kan være sjovere end en hel butik med TØJ?)
Jeg kan så glæde mig over at komme hjem med ting til nedsat pris, trods det at der ingen steder er udsalg. Glæden ved at købe noget kineser crap i en tigerbutik vil blive husket længe. Ottos favorit er en kæmpekuglepen, på størrelse med hans arm! (hvem finder dog på at producere sådan en??) Regine fik fyldt lidt op af diverse paillet pengepunge, tørklæde m glimmer og andet dims.
Hjem til mormor, amme, drikke kaffe, fat i en stærk god klump chokolade til hovedpinen og afsted med hold 2. (Øyvind, Esther og Carl Jacob) Vi havde (heldigvis) glemt en klapvogn, og det blev lidt koldt i viklen uden trøje - også glemt - så vi fik kun freventeret få butikker og indkøbt en lille vinterdragt til Carl. Esther der løber rundt, hilser goddag til alle kunder og råber diverse koder, både forståelige og temmeligt rodede. Hun var bare en rigtig glad 2 årig, der fik smilene frem - fantastisk med et godt humør og al den positive respons det afføder.
Det bidrog til dagens komik at Esther kort før vi skulle hjem havde hygget sig med nogle tusser og mormors stol... Der var kommet lidt flere kulører på. Da hun ser mig i døren kigger hun op, siger "sådan" sætter proppen på og går lige forbi mig ud...
En dag som idag må være det nærmeste en hverdag kommer på en weekenddag, kun Regine har været afsted, 4 timer i skole og derefter alle mand til Hillerød. Dejligt med en Mormor der har maden på bordet når man kommer, hygger om børn og voksne, åbner rødvin en mandag. Det er sandelig heldigt med et godt pitstop sted når der står powershopping på programmet.
Selvudnævnt vinder i powershopping - Hanne

onsdag den 24. september 2008

Se ham lige...


Se lige min skat, min Carlemand, carl kludder, lille Ca. Med smil og savl, husets næste charmør.
Han skulle lige glæde andre end mig idag.

tirsdag den 23. september 2008

En ualmindelig hverdag

Det har været en af de helt dejlige hverdage, hvor vi har set stort på lektier, tandbørstning og oprydning. Carl Jacob og jeg har nydt formiddagen hos Dani og Aske, vi fulgtes ad til ZOO hvor vi mødtes med Øyvind og ungerne. Dejligt vejr, dejligt selskab! En sand fornøjelse at se Esther og Aske traske afsted i samme bredstående gang, med hinanden i hånden.
På hjemvejen slog vi et smut indenom Jens der er flyttet til Nørrebro. Menuen stod på lækker lokal thai take away. Dagens bedste kompliment bestod i min bror der siger ; Jeg synes det er godt gået at komme her på impulsivt besøg med 4 børn. Tak for det, for det synes jeg egentlig også selv. Det blev for mig et lille bevis på, at vi vist er ved bevæge os lidt på afstand af sommerens hårde måneder, hvor overskud og impulsivitet ikke har præget billedet. Og tænker jeg mig lidt om kan jeg bestemt mærke, at der er mere overskud nu end for 14 dage siden, og dermed bedre stemning og humør her generelt. Det er en god konstatering at nå frem til.
Hanne

mandag den 22. september 2008

morgenmylder

Så er der ved at være ro herhjemme, Carl Jacob tager sig en formiddagslur, Øyvind er taget på arbejde og de 3 andre er kommet afsted. Regine måtte køres da vi pludselig midt i morgenmylderet opdager at klokken forlængst er passeret det tidspunkt hvor bussen kører. Hjem, sidde lidt, snakke lidt, ordne en masse, fuld fart igen, ingen har husket at det er idag der er fotografering i børnehuset, og vi bliver ringet op af pædagogerne, alle sidder bænket og venter på os... Lad mig sige det på denne måde - hverken Esther eller Otto kommer til at se nystrøgne ud på det billede. Nu har jeg så endelig fået mine kontaktlinser på, 3 timer efter jeg er stået op. Indimellem fatter jeg ikke hvor tiden bliver af, jeg kan bare konstatere, at der er ufattelige mængder af rugbrødsarbejde her, og det tager tid!
Vi har haft en ganske skøn weekend. Jeg ved ikke hvem der kom mest træt hjem fredag, Regine havde haft 2 idrætsdage og Otto været på 3 dages koloni. Så vi nød at have mormor her, almindelig fredagshygge med god mad og fjernsyn.
Vi har i min fars familie en god tradition for at mødes hvert andet år, og i lørdags mødte vi så hos min mor. Det blev en skøn oplevelse for alle, masser af børn at lege med, og voksne relationer der skulle næres med snak og latter. Vi nød det alle mand, selvom jeg var lige ved at flippe ud om morgenen ved tanken om alt det der skulle være styr på, og som bestemt ikke var det, 1 time før afgang. Regntøj, mad, dyner, rulleskøjter, osv osv, det føles indimellem som om man pakker til en hel ferie hver gang vi skal afsted. Der er altså mange par sko at have styr på, og af en eller anden grund tror alle her hos os, at moderen er den der liiiige ved hvor man har smidt den ene strømpe, højre sko, sin regnfrakke, albuebestytteren - jeg kunne fortsætte...
Resultatet var dog, at alle kom glade ud af døren, med det meste i taskerne, undtaget 20 flutes der skulle fortæres til aftensmaden. Jeg fik for en gang skyld sat mit hår så jeg var helt fornøjet med resultatet, opdagede dog desværre at mit tøjvalg var lidt sjovt sammensat, og at jeg var kommet afsted iført limegrønne crocs. Som min fætter sagde - det er sådan vi kender dig Hanne...
Igår var der høstgudstjeneste i kirken, en virkelig festlig højmesse. Jeg elsker høstsalmerne, de er præget af så stor taknemmelighed til Ham som giver os så meget. Jeg sidder der og bliver så glad indeni over hvor mange gode gaver og opgaver jeg har fået betroet. Livet mærkes virkelig når man sidder med de store eksitentielle tanker, og der pludselig er en der hvisker "mor hvor skal jeg sætte min bussemand?" Efterfølgende var der fest med den helt store kirkefrokost, og massivt fremmøde. Der er en stor flok børn i alle aldre så vores unger drøner rundt og føler sig som verdens heldigste fordi man må sidde ved børnebordet, selv tage lige hvad man vil fra buffetten, og der er ingen voksne pegefingre undervejs. Esther nulrer rundt med de store piger, de nyder hendes påfund og grin, man kan sagtens være venner trods 10 års forskel. Carl Jacob er der stor rift om, og han går fra arm til arm.
Og når alle har været spredt og haft travlt med at nyde diverse selskaber, så er det allerbedste næsten når vi søndag eftermiddag alle lander i stuen, helt nede i gear. Otto der mener han lærer Carl Jacob at knipse, Esther der danser og vander blomster samt mange andre vigtige småsysler. Kaffetår, spil og gåtur - en rigtig familien danmark søndag. Den er fuldendt når der kommer hjemmebagt æblekage på bordet. Man føler sig (endelig) som en stereotyp, og nyder det vildt!!!
Nu står den på madplan og Netto tur. God mandag.
Hanne

søndag den 21. september 2008

tirsdag den 16. september 2008

Der er en første gang for alting

Kan man være skoletræt inden efterårsferien i 1. klasse? Jeg kan ihvertfald konstatere at Regine er lidt mere tyndhudet for tiden end normalt, og hver morgen kæmper hun lidt for at komme ud af døren i godt humør. Det går fint med det faglige, men at der er lektier, faste mødetider, nye lærere og konstante krav er vist med til, at hun lige for tiden er træt. Oveni det er hun jo en lille pige med et ganske stort hjerte for andre, og alle de andres problemer og småkonflikter ryger usorteret ind i hendes reflektionsverden. Helst vil hun løse det hele, og alle skal være gode venner. Når bedstevennerne så oveni det, indimellem vælger at lege med en anden er hovedet på sømmet slået på. Hun grubler og spekulerer, føler sig ganske enkelt usikker på alle de der regler og ugennemsigtige systemer der er ude i den store verden. Hun er super forvent, mangler aldrig nogen at lege med, men hvis hendes udkårne ikke lige mener det samme bliver hun usikker og forstår ikke helt mekanismerne. At nogen børn så tager MØG irriterende virkemidler i brug for at udtrykke sig er da VILDT irriterende. Der er altså stadig børn der rækker tunge, højlydt råber gennem skolegården, "vi er ikke venner mere fordi" forklaret med et eller andet mærkeligt argument osv. Mange af tingene er elementer hun ikke forstår, eller ikke selv bruger. Ikke at Regine altid er perfekt overfor andre, men hun forsøger på udebane altid at være forsigtig og please lidt. At hun herhjemme indimellem så raser ud, må vi nok tage med sindsro, og faktisk foregår det på et helt acceptabelt niveau. Vi får os mange snakke om følelser, forskellige grænser i forskellige familier, at man nogen gange taler over sig, at man godt kan blive sur på sine venner osv osv. Det er spændende, pludselig står man med ens eget barn der har brug for at tale om oplevelser og følelser jeg kan huske fra min egen skoletid. Nogen gange kan jeg få den der fornemmelse af, at det er mig der står midt i skolegården og bliver ked af det, uden at vide hvad der skal siges eller gøres. Jeg synes en af de største udfordringer består i at hjælpe hende til at finde hendes måde at tackle det på. Jeg har jo lyst til at presse hende ud i at tage fat om konflikten med det samme, sæt de andre til vægs med disse ord... osv, gør som mor ville gøre - men det går bare ligesom ikke. Hun er 7 år, skal ikke bære hele ansvaret for at problemerne løser sig, men samtidig jo heller ikke blive mast undervejs. PYYHA , jeg håber vi klarer det! Det er så dejligt at Ø har taget den pædagoguddannelse. I situationer som denne kan jeg mærke han har klart mere input og mening end tidligere. Derudover kan han også huske hvordan det var og være 7 år, og stå der og føle, det hele brænder sammen.
Heldigvis fylder det jo langt fra det hele. Hun sidder i bilen idag og siger - "hvis det tager 4 år at blive sygeplejerske som dig mor, så gider jeg ikke det." hvad vil du så gerne lave Regine. "måske bare cirkusartist" Hvorefter hun holder en pause og spørger "hvorlang tid tager det at læse til en der gør rent for folk?" Så behøver du vist ikke læse noget siger jeg "ok, så er det det jeg vil!"
Hun går udelukkende i skole for at lege - håber det snart trænger ind at man faktisk KAN bruge det man lærer til noget.
Det er sandelig en stor pige jeg har, hun er så sød og frisk, hopper konstant rundt og øver sig på vejrmøller og stå på hovedet. Hun er blevet helt hårdhudet indeni hænderne fordi vores ophæng til gyngen bliver brugt som gymnastringe. Igår hængte hun mit vasketøj op, og idag lavede hun madpandekager (med en del hjælp...)
Der er meget man skal lære...
Det var lige tankerne for nu.
Godnat til alle derude.

fredag den 12. september 2008

der er så dejligt på landet

En af dagens gode oplevelser skal lige have lidt spalteplads her. Jeg tog mig sammen efter aftensmaden og lagde an til en løbetur. Der efterhånden god tradition for at en af børnene tager med, idag blev det Esthers tur. Det var en lektion i både natur og teknik, nærmest lige udenfor døren (for det er jo ikke sååå langt igen jeg løber...)
Vi så en traktor der arbejdede i marken og et tog på vej til Hillerød. Derudover et par gamle veterantog der var ved at ankomme og blive klargjort til weekendens veteranklub træf. Et par marker med heste og køer, en mariehøne der lander på Esthers hånd, en svalerede og masser af fugle, der i blandt en kæmpe flok skader der skræppende fløj over os. En smuk måne på aftenhimlen og den kolde efterårsluft der bebuder at nu er sommeren slut.
Sandelig om vi ikke også lige nød en lille gastronomisk oplevelse, modne mirabeller der blev fyldt i vores lommer. Masser af små hverdagsting, som gennem børneøjne, og ind imellem mine, bliver så ufatteligt værdifulde og spændende. Alt i alt en skøn lille tur, 3 kvarter i den frie natur kan i sandhed være lærerige, opløftende og ikke mindst intense!
Så kære byboere, i har så meget vi savner og misunder jer for, men vi landtosser har altså noget at kompensere med, og jeg vil aldrig bytte tilbage. Turen idag blev lige en påmindelse for mig.
God weekend.