tirsdag den 16. september 2008

Der er en første gang for alting

Kan man være skoletræt inden efterårsferien i 1. klasse? Jeg kan ihvertfald konstatere at Regine er lidt mere tyndhudet for tiden end normalt, og hver morgen kæmper hun lidt for at komme ud af døren i godt humør. Det går fint med det faglige, men at der er lektier, faste mødetider, nye lærere og konstante krav er vist med til, at hun lige for tiden er træt. Oveni det er hun jo en lille pige med et ganske stort hjerte for andre, og alle de andres problemer og småkonflikter ryger usorteret ind i hendes reflektionsverden. Helst vil hun løse det hele, og alle skal være gode venner. Når bedstevennerne så oveni det, indimellem vælger at lege med en anden er hovedet på sømmet slået på. Hun grubler og spekulerer, føler sig ganske enkelt usikker på alle de der regler og ugennemsigtige systemer der er ude i den store verden. Hun er super forvent, mangler aldrig nogen at lege med, men hvis hendes udkårne ikke lige mener det samme bliver hun usikker og forstår ikke helt mekanismerne. At nogen børn så tager MØG irriterende virkemidler i brug for at udtrykke sig er da VILDT irriterende. Der er altså stadig børn der rækker tunge, højlydt råber gennem skolegården, "vi er ikke venner mere fordi" forklaret med et eller andet mærkeligt argument osv. Mange af tingene er elementer hun ikke forstår, eller ikke selv bruger. Ikke at Regine altid er perfekt overfor andre, men hun forsøger på udebane altid at være forsigtig og please lidt. At hun herhjemme indimellem så raser ud, må vi nok tage med sindsro, og faktisk foregår det på et helt acceptabelt niveau. Vi får os mange snakke om følelser, forskellige grænser i forskellige familier, at man nogen gange taler over sig, at man godt kan blive sur på sine venner osv osv. Det er spændende, pludselig står man med ens eget barn der har brug for at tale om oplevelser og følelser jeg kan huske fra min egen skoletid. Nogen gange kan jeg få den der fornemmelse af, at det er mig der står midt i skolegården og bliver ked af det, uden at vide hvad der skal siges eller gøres. Jeg synes en af de største udfordringer består i at hjælpe hende til at finde hendes måde at tackle det på. Jeg har jo lyst til at presse hende ud i at tage fat om konflikten med det samme, sæt de andre til vægs med disse ord... osv, gør som mor ville gøre - men det går bare ligesom ikke. Hun er 7 år, skal ikke bære hele ansvaret for at problemerne løser sig, men samtidig jo heller ikke blive mast undervejs. PYYHA , jeg håber vi klarer det! Det er så dejligt at Ø har taget den pædagoguddannelse. I situationer som denne kan jeg mærke han har klart mere input og mening end tidligere. Derudover kan han også huske hvordan det var og være 7 år, og stå der og føle, det hele brænder sammen.
Heldigvis fylder det jo langt fra det hele. Hun sidder i bilen idag og siger - "hvis det tager 4 år at blive sygeplejerske som dig mor, så gider jeg ikke det." hvad vil du så gerne lave Regine. "måske bare cirkusartist" Hvorefter hun holder en pause og spørger "hvorlang tid tager det at læse til en der gør rent for folk?" Så behøver du vist ikke læse noget siger jeg "ok, så er det det jeg vil!"
Hun går udelukkende i skole for at lege - håber det snart trænger ind at man faktisk KAN bruge det man lærer til noget.
Det er sandelig en stor pige jeg har, hun er så sød og frisk, hopper konstant rundt og øver sig på vejrmøller og stå på hovedet. Hun er blevet helt hårdhudet indeni hænderne fordi vores ophæng til gyngen bliver brugt som gymnastringe. Igår hængte hun mit vasketøj op, og idag lavede hun madpandekager (med en del hjælp...)
Der er meget man skal lære...
Det var lige tankerne for nu.
Godnat til alle derude.

2 kommentarer:

Hanne sagde ...

og så er hun forresten kun 6 år.

Falkemor sagde ...

ha ha ha det var også det jeg studsede over da jeg læste indlægget - især da du skrev det mere end 1 gang... Ja jeg ville så ikke nævne det, da jeg tænkte at det nok bare skyldtes en mor-til-fire-træt-mor ;o)