En Wengelsk update

Den sidste tirsdag i min orlov. Tavlen i gangen er fyldt ud med opgaver og gøremål der gerne skulle gøres denne uge, følelsen af at hele livet er anderledes når jeg starter arbejder, har et godt tag i mig, og jeg kan næsten bilde mig ind at der intet andet bliver tid til. Og det ved jeg jo der gør, men kroppen glemmer, og 1½ års hverdagsform er svær at forestille sig anderledes. Underligt med alle de opstartsforsøg vi har været igennem. Så på den ene side synes jeg der skal ordnes en hel masse, omvendt er det jo også med at nyde og IKKE stresse afsted før nødvendigt. Ungerne er afleveret og det i sig selv er beviset på at tiden som hjemmegående rinder ud. Mærkeligt at sidde her efter den første dag hvor Esther var trist og bestemt mente hun skulle holde fri. Eller i det mindste bare starte i skole... Men når jeg nu i al hemmelighed for hende har aftalt en fri og hyggedag hos mormor i morgen, og en fridag fredag, så er det for kontinuitetens skyld bedst at komme i børnehave. Set i lyset af at jeg sidder her og afventer effekt af et par pamoler og jeg ikke har tænkt at hamle op med teatertur til biblioteket og udesjov med 15 andre børn, så tror jeg hendes dag bliver bedre der end her. Ihvertfald et par timer...
Skal jeg være helt ærlig så glæder jeg mig. Sikkert af flere årsager, men jeg kan godt gå og blive lidt mentalt flad af at være i et vakuum hvor alle de andre nu har deres, og jeg mest bare sætter det hele på skinner, aftørrer, afrydder, pakker ud og ind, transporterer osv. Når fornemmelsen af at de hver i sær trives i deres hverdagscirkler, så åbner der sig en lille mulighed for at jeg kan få et hjørne der er mit, og hvor mordelen får lov at være en del blandt mange andre livsdele. Jeg ser frem til at få kolleger, ansvar, faglige input og lov til at brokke mig ligeså meget over systemet som alle de andre... Jeg glæder mig derimod SLET ikke til at få nattevagter, drikke dårlig maskinkaffe og skulle smøre madpakke nr 6 hver aften. Vi har endnu ikke tjek på hvordan morgenerne når jeg møder tidligt skal fungere, eller hvordan Carl egentlig vil reagere uden en mor han kan komme ind til om natten osv. Men jeg vælger i denne omgang at udvise stor tillid til Ø´s metode når nyt skal igang, at tage det som det kommer, ikke for store planer eller stressseancer. Og jeg må medgive ham - det virker meget godt indtil videre.
De små ting er vigtige at glæde sig over, her kommer der lidt som vi havde på vores aftensnak program i går.
- vi skal have en wii (hvilket for børnene SLET ikke er en lille ting) Når farmand får bonus må det smitte lidt af på os alle, den kommer i dag!
- Esther har smidt bleen og lært at falde i søvn i sin køje uden store scener. Vi har afluret krigsteknikker, hvordan man går ind m fuld styrke for derefter langsomt at trække tropperne tilbage når området er sikret og trygt. Så nu er en voksen der trisser rundt til de forskellige senge nok til at sikre en god nat .
- Otto trives i skolen. Han synes det er lidt underligt at der er SÅ mange skoledage, men drager glad afsted. Han føler sig tryg og tilfreds, skænker det ikke en tanke, at han kunne ende hvor som helst når han slet ikke kigger ud af vinduet under busturen, for at orientere sig om hvornår han skal af. Godt der står en mor og vinker ham ud eller en søster der trækker ham afsted.
- Øyvind er VIRKELIG kommet på arbejde. De har forskellige opstartsproblemer og overvejelser i den forbindelse, men han er super glad for kolleger og børn. Han har virkelig brug for alt sit overskud og tålmod, desuden ingen pauser i løbet af dagen, så når han kommer hjem er han bestemt godt brugt.
- Carl Jacob siger siger NEJ, hvilket er et vigtigt ord at kunne når man har en 2 årig søster i hælende konstant. De har deres små sammenstød hver dag, men er også begyndt at kunne finde en leg sammen. Han kan selv mosle op og ned af trapperne, finde sko frem og stå forventningsfuld hver gang vi skal afsted. En af de fantastisk praktiske ting er at han er blevet god til at spise selv med både ske og gaffel.
- Regine har mest travlt med alle sine venner. Det er vist ikke for meget at sige at hun er en temmelig eftertragtet ven i skolen. Vi prøver konstant at finde en god balance mellem besøg og afslapning hjemme. Lektierne når hun som regel i skolen, så det er mest frilæsning hun skal herhjemme. Det er til gengæld heller ikke hendes yndlingsbeskæftigelse. På en måde er det måske også svært at forstå, at når man nu kan læse, hvorfor så øve sig mere?
Nu har kemien gjort sin virkning og hovedpinen er væk. Det bliver vist startskuddet til at komme igang med det 1 meter høje ukrudtplanter bag missionshuset. Men jeg må være ærlig og indrømme - det er ikke fordi jeg gider og resultatet er en af den slags ting som andre KUN bemærker når det IKKE er gjort. Bortset fra Ø - så han bliver trukket derom senere så han kan klappe mig lidt på skulderen...