Fredelig fredag, får fantastisk flad forældre frydefuld frem for først og fremmest at få forberedt ferie og fødselsdage.
Vi træner bogstaver. Vokaler er der styr på, så konsonanterne huserer for tiden. Otto har travlt med at lære. Han kan allerede læse små sætninger! Hvor skal mine unger dog ikke ende - i forhold til mine kundskaber i børnehaveklassen er de langt forud! I min erindring lærte vi forskel på grøn og rød mand, hvordan man biner snørebånd og den slags. Men i virkeligheden interesserer det mig ikke så meget hvor hurtigt de kan læse, hvor gode de er til matematik, hvor pænt de skriver. Alle de positive tilbagemeldinger på deres smittende humør, sociale overskud, trivsel og gode selvværd fylder langt mere. Jeg fatter ikke hvordan det lykkes - vi er så heldige, velsignede og måske også dygtige. Og så kan vi ligeså godt indrømme, at vi selvfølgelig bare har de bedste børn der findes!
De er afleveret alle mand. Regine og Otto nåede ikke bussen, og kom løbende næsten grådlabile hjem. Så istedet for en rolig morgen for mig og de små med bøger og brændeovnshygge, måtte vi hurtigt i tøjet, og afsted. Det passede mig i virkeligheden godt, for jeg havde lige ramt det røde felt, da jeg opdagede hvor meget mine 2 rollinger havde nået at tegne på mit gulv, mit, køkken, mine vægge, møblerne - med tusch. Nu sidder jeg mest og er glad for at jeg har nået at vaske det meste væk inden ø kommer hjem - eller rettere det der KAN vaskes væk. Han bliver ikke glad... Vi nåede da at bo her næsten 3 uger uden nogen havde tegnet på væggen. AARRRGGHH hvor irriterende!
Når den så er ude af systemet så er dagen jo egentlig ganske god. Jeg fik både tid til kaffe og snak i børnehaven, masser af krammere - også fra forskellige 1 meter høje venner og veninder. Nu er der så mange timer til vi ses igen, eftersom jeg er den heldige vinder af en aftenvagt og en dagvagt. Jeg er lidt træt på forhånd, men har heldigvis erfartet, at det altid føles tungere at skulle afsted på arbejde end at være der.
Vi ser ufatteligt frem til næste weekend hvor vi tager til Norge. Vi trænger! Længes! Glæder os! Der er ingen projekter, bare at være, komme ud og lege, finde god placering til dagens bålhygge, vafler hos oldemor påskefrokost med farmor og farfar, kusinesjov og den slags opbyggende ting. Mormor og Jens tager med - det samme skal spil og gode bøger. Det kan kun blive godt! Øyvind har fået tjekket bilen, og fået ord for at alle dens underlige lyde og bump ikke har nogen nævneværdig betydning... Så kan vi fint leve med at skydedøren ikke kan åbne, og vinduesviskerne danner gummivifte i vinden. Hvis den tilmed får lov at blive støvsuget og shinet lidt op, så tror jeg også Regine tør køre med...
Jeg har besluttet at nu gider jeg ikke rydde op i kasser og tage stilling til flere hylder og placeringer af dims før efter påske. Det giver lidt ro. Desuden tænker jeg på om vi overhovedet har brug for alt det der står ude i garagen. Egentlig håber jeg det ikke. Skal jeg være realistisk så bliver meget af det nok først kigget igennem når næste vinter kommer. Foråret lurer lige om hjørnet, og så trækker haven nok en del mere end at stå begravet i en mørk garage. Egernet springer rundt og graver ting op af jorden der endelig kan findes efter sneen er smeltet. Duerne flakser i træerne og solsorten hopper rundt og tager for sig af de brødkrummer ungerne lægger ud. Det er i min have!!!
Jeg må afsted efter et par fødselsdagsgaver - har ikke været i andet end byggemarkeder siden juleindkøbene! Så jeg ved at jeg kommer til at stå med følelsen af at se ganske lurvet og anno 2008 agtig ud. Jeg blevet så meget husejer at jeg til enhver tid vil prioritere et nyt brusehoved frem for nye cowboybukser. Parcelprinsesse...
God weekend til jer derude. Dem der efterspørger billeder kommer til at vente lidt. Ellers må i komme og besøge os - det vil vi så gerne!
fredag den 19. marts 2010
lørdag den 6. marts 2010
landing
Endelig. Selvom rækkerne af ting omkring mig der manlger landingsplads er enorm, kan tankerne på dem ikke overstige lettelsen over den mentale landing der er sket denne uge. Vi er endelig her, vores nye hjem, rammen om nuet fremtiden og et helt ualmindeligt liv for 6 der er deres helt egne, men allermest hinandens. Vi glæder os!
Der er mange ting der er blevet lovet, sagt eller usagt. Personligt har jeg 2 temaer der vender tilbage.
1. Jeg gør det ALDRIG igen. (missionshus rengøring, istandsættelse af hus, arbejde og 4 børn - den kombination kan faktisk ikke anbefales)
2. Mener jeg nogensinde igen at være træt, skal jeg blot ane og huske de sidste måneders totale udmattelse! Alt vil blegne.
Vi har knoklet, arbejdet, hoppet af glæde, raset af irritation, besluttet og bestemt. Benyttet os af et fantastisk frivillig korps, udskudt alt der ikke vedrørte hus, børn og dagligdags overlevelse. Nu er vi egentlig godt færdige med det. Altså i hovederne. For fysisk skulle jeg mene der er en ting eller to at gå i krig med... Men nu skal vi bo - og hygge os, invitere, sidde os to voksne ved brændeovnene. Tale om andet end håndværkere, armaturer, tidsfrister og regninger. Lade ungerne løbe ud og ind, op og ned, råbe og regere, ikke være i vejen.
Her er så lækkert, hyggeligt og mest af alt hjemligt. Der er stadig lidt honeymoon stemning over at være her, nye kroge der opdages, lysindfaldet gennem rummenes vinduer, udsigten, lydene duften og mulighederne!
Ovenpå et dramatisk opløb op til flytningen med gulve der knapt hvade tør lak på, var det en skøn dag i lørdags at opleve 11 friske mænd (og en enkelt kvinde) pendulere op og ned af trapperne, stå på trailerlæs ned af Larsensvej og læsse alt vores jordiske materiel af og ind. Hvad der tog dagevis at pakke ned tog 2 timer at transportere. Hvor lang tid mon det tager at pakke ud? Vores ledning til pc fandt vi i forgårs, Esthers vinterstøvler er endnu ikke dukket op. Til gengæld har vi fundet en del lånte sager der nu står klar til retmæssige ejermænd når vi ses.
Mandag morgen kom Ø ikke ud af sengen, havde fået et mega hold i ryggen. Jeg havde ferie og en klar forventning om at komme videre med kasser, hylder skabe og andet vigtigt, og om aftenen havde jeg mistet tålmodigheden, og vel egentlig også fået ret ondt af ham. Ihvertfald kom han op til vores lokale klinik rundt om hjørnet og fik knækket lidt led og muskler på plads. Med godter fra medicinskabet og rygøvelser foran en varm brændeovn er han vist klar igen. Så klar at han er taget til Prag på mande tur med David. Det er ham utroligt velundt ovenpå et par hårde måneder. Det lille skind har både tabt sig og haft syge dage. Men mon ikke lidt mandesnak og billige tjekkiske øl kan fylde energi kontoen lidt op. Mit eneste krav er at han kommer udhvilet hjem! 3 nætter uden børn der skal tisse, har drømme, bøvler rundt eller bare vil lægge under voksendyne synes jeg forpigter!
Jeg vil lave en stensikker landing i sengen om lidt. Med 3 velduftende unger der har varmet dynen op for mig.
H
Der er mange ting der er blevet lovet, sagt eller usagt. Personligt har jeg 2 temaer der vender tilbage.
1. Jeg gør det ALDRIG igen. (missionshus rengøring, istandsættelse af hus, arbejde og 4 børn - den kombination kan faktisk ikke anbefales)
2. Mener jeg nogensinde igen at være træt, skal jeg blot ane og huske de sidste måneders totale udmattelse! Alt vil blegne.
Vi har knoklet, arbejdet, hoppet af glæde, raset af irritation, besluttet og bestemt. Benyttet os af et fantastisk frivillig korps, udskudt alt der ikke vedrørte hus, børn og dagligdags overlevelse. Nu er vi egentlig godt færdige med det. Altså i hovederne. For fysisk skulle jeg mene der er en ting eller to at gå i krig med... Men nu skal vi bo - og hygge os, invitere, sidde os to voksne ved brændeovnene. Tale om andet end håndværkere, armaturer, tidsfrister og regninger. Lade ungerne løbe ud og ind, op og ned, råbe og regere, ikke være i vejen.
Her er så lækkert, hyggeligt og mest af alt hjemligt. Der er stadig lidt honeymoon stemning over at være her, nye kroge der opdages, lysindfaldet gennem rummenes vinduer, udsigten, lydene duften og mulighederne!
Ovenpå et dramatisk opløb op til flytningen med gulve der knapt hvade tør lak på, var det en skøn dag i lørdags at opleve 11 friske mænd (og en enkelt kvinde) pendulere op og ned af trapperne, stå på trailerlæs ned af Larsensvej og læsse alt vores jordiske materiel af og ind. Hvad der tog dagevis at pakke ned tog 2 timer at transportere. Hvor lang tid mon det tager at pakke ud? Vores ledning til pc fandt vi i forgårs, Esthers vinterstøvler er endnu ikke dukket op. Til gengæld har vi fundet en del lånte sager der nu står klar til retmæssige ejermænd når vi ses.
Mandag morgen kom Ø ikke ud af sengen, havde fået et mega hold i ryggen. Jeg havde ferie og en klar forventning om at komme videre med kasser, hylder skabe og andet vigtigt, og om aftenen havde jeg mistet tålmodigheden, og vel egentlig også fået ret ondt af ham. Ihvertfald kom han op til vores lokale klinik rundt om hjørnet og fik knækket lidt led og muskler på plads. Med godter fra medicinskabet og rygøvelser foran en varm brændeovn er han vist klar igen. Så klar at han er taget til Prag på mande tur med David. Det er ham utroligt velundt ovenpå et par hårde måneder. Det lille skind har både tabt sig og haft syge dage. Men mon ikke lidt mandesnak og billige tjekkiske øl kan fylde energi kontoen lidt op. Mit eneste krav er at han kommer udhvilet hjem! 3 nætter uden børn der skal tisse, har drømme, bøvler rundt eller bare vil lægge under voksendyne synes jeg forpigter!
Jeg vil lave en stensikker landing i sengen om lidt. Med 3 velduftende unger der har varmet dynen op for mig.
H
tirsdag den 2. februar 2010
Elsker at have udsigt til 2 fridage.
Elsker ikke at arbjede 12 timer aften og nat.
Elsker at ungerne har snefri.
Elsker ikke at der derfor skal skovles i morgen.
Elsker at blive banket i wii bowling af mine store unger.
Elsker ikke at min mindste har voldsomme drømme.
Elsker at tænke på hvor fint vores nye hus bliver.
Elsker ikke at tænke på hvordan alt her dog skal blive sorteret.
Elsker at det snart er fastelavn og kostumeopfindertid.
Elsker ikke at skulle arbejde når det fejres.
Elsker at mine børn har vinterrøde æblekinder.
Elsker ikke at Esthers støvler er for kolde.
Elsker at der findes så mange hjælpsomme mennesker.
Elsker ikke at jeg for tiden ikke er en af dem.
Elsker de 5 der sover ovenpå.
Elsker at jeg nu skal derop.
onsdag den 27. januar 2010
sammentræf
Tænk mens denne overskrift blev tastet ringer Alme skole og siger Regine er syg og skal hentes. Det er så 2. barn derude fra idag jeg henter... Eller det vil sige lidt efter ringer en sød forældre som også står med snotplaget barn og spørger om hun skal tage min med hjem. Kan man spørge om hun ikke alligevel skal smide sin foran tv og så ligeså godt kan huse et par stykker af mine? Fik jeg sagt vi er ved at være TRÆTTE af sygdom. Ovenpå en uge med snot og hoste i alt for store mængder samt elendige nætter er jeg ved at være temmelig lang i kødet. Og pleje af egen forkølelse får lige præcis den tid det tager at køre hjemmefra og til infektionsmedicinsk afdeling.
Tilmed startede en ellers fin morgen efter en fin aftenvagt med, at bilnøgler var væk og en planlagt smuttur med de små til børnehaven istedet blev en kamp med snemasserne. Netop nået frem, godt irriteret og gal i skralden over al den TID der gik ringer de fra Alme, 1. mand hentes med ørepine. Ingen bil og INGEN tid til den slags. Idag var min eneste alene arbejde i huset dag denne uge. Jeg havde glædet mig - ville gerne ordne mit fremtidige hjem lidt og nusse om det nu hvor det står uden vinduer - i snestorm! Håber den murer har fart på... Og at vinduerne kommer til tiden og -og -og.
Altså det er vist ikke for stor en indrømmelse at gøre og sige at vi er pressede. Og som følge deraf trætte. MEGA trætte. Ø og jeg møder hinanden i døren, jeg konstaterer at han ikke er blevet klippet i 2 måneder, at det ser underligt ud, dropper tanken om at det bliver anderledes foreløbigt. Håber at jeg ikke ser helt så underlig ud, haster videre. De vigtigste dessiner om status med børnene, huset og ting der helst skulle have været husket og gjort i går - altsammen på SMS.
Der er ikke en eneste god grund til at sætte sig og tjekke facebook og veninde blogs, men efter at have brugt tid og kræfter på at skrabe sne og opdage at de første m2 var dækket igen inden de sidste var ordnet - ja så smed jeg alt over bord. Sidder her indtil Mario er blevet fladmast på Wii og ungerne trænger til noget andet. Det bliver sikkert en film...
Tilmed startede en ellers fin morgen efter en fin aftenvagt med, at bilnøgler var væk og en planlagt smuttur med de små til børnehaven istedet blev en kamp med snemasserne. Netop nået frem, godt irriteret og gal i skralden over al den TID der gik ringer de fra Alme, 1. mand hentes med ørepine. Ingen bil og INGEN tid til den slags. Idag var min eneste alene arbejde i huset dag denne uge. Jeg havde glædet mig - ville gerne ordne mit fremtidige hjem lidt og nusse om det nu hvor det står uden vinduer - i snestorm! Håber den murer har fart på... Og at vinduerne kommer til tiden og -og -og.
Altså det er vist ikke for stor en indrømmelse at gøre og sige at vi er pressede. Og som følge deraf trætte. MEGA trætte. Ø og jeg møder hinanden i døren, jeg konstaterer at han ikke er blevet klippet i 2 måneder, at det ser underligt ud, dropper tanken om at det bliver anderledes foreløbigt. Håber at jeg ikke ser helt så underlig ud, haster videre. De vigtigste dessiner om status med børnene, huset og ting der helst skulle have været husket og gjort i går - altsammen på SMS.
Der er ikke en eneste god grund til at sætte sig og tjekke facebook og veninde blogs, men efter at have brugt tid og kræfter på at skrabe sne og opdage at de første m2 var dækket igen inden de sidste var ordnet - ja så smed jeg alt over bord. Sidder her indtil Mario er blevet fladmast på Wii og ungerne trænger til noget andet. Det bliver sikkert en film...
onsdag den 20. januar 2010
lokumssnak
Altså det er ganske bestemt ikke småting der vælter ind over disken her fortiden. Materielle udpluk som nye hårde hvidevarer, vvs regninger, en af hver fra hylderne i STARK. Det kan man glæde sig længe over. Dertil kommer alt det hyggelige såsom - grankusiner der fødes, børn der møder nye venner, voksne der nyder stille kaffetår. Alt det kedelige - børn der er syge, forældre der planlægger hjemmedage og skifter vagter ud, luseplager der ingen ende tager, vasketøj der aldrig når længere end tørresnoren. Almindeligheder.
Dagen idag kunne byde på væltede lokummer - overført og konkret betydning. Hvem havde for et par måneder siden regnet med at sygeplejersker rundt om i landet skulle diskutere fyringsrunder, være lidt i konkurrence, og se sig stavnsbundet til den afdeling de er på. Godt vi fik lånt de penge til hus i november! Ikke at jeg oplever at sidde yderst på taburetten, men det er bestemt ikke fordrende for et godt arbejdsmiljø at vi idag får stillet i udsigt at 3 fyres næste uge. Med belægning det sidste år på 115 % - vi kan ligeså godt lave noget mindre... Så er den spand tømt.
Og så er der alt det helt almindeligt ualmindelige hjemmekaos. Som når familien her på 6 tager et smut i Silvan en træt dag lige før spisetid. 2 skolebørn der leger fange og råbeleg, 2 mindre med hver deres vogn foran sig der forsøger at følge med. Ikke underligt at der ikke var en eneste sjæl i Silvan samtidig med os. Og når Esther så lige brillierer med at klovne rundt og lave sjov i sanitetsafdelignen så er der dømt et stort UPS. Således blev en "jeg tør stikke hovedet i toilettet" leg brat afbrudt da lokummet væltede og lå i fine knuste dele. Tak til de søde folk i Silvan for stor forståelse, overbærenhed og ikke mindst oprydning... Ungerne opførte sig faktisk eksemplarisk - ihvertfald de første 2 minutter efter. Som jeg sidder her nu fatter jeg ikke at vi nåede helskindet gennem Netto umiddelbart efter.
Jeg elsker det kaos - kan i øjeblikke tro at jeg helst var det foruden. Men det afføder altid sjov og ballade, larm og hurlumhej, brok og pjank. Det trækker tænder ud, tager og giver energi. Vores liv i en nøddeskal.
Og når man selv er fjollet nok til at lære ungerne at sige flatusafgang, så er lokumsringen ligesom sluttet!
Godnat
Dagen idag kunne byde på væltede lokummer - overført og konkret betydning. Hvem havde for et par måneder siden regnet med at sygeplejersker rundt om i landet skulle diskutere fyringsrunder, være lidt i konkurrence, og se sig stavnsbundet til den afdeling de er på. Godt vi fik lånt de penge til hus i november! Ikke at jeg oplever at sidde yderst på taburetten, men det er bestemt ikke fordrende for et godt arbejdsmiljø at vi idag får stillet i udsigt at 3 fyres næste uge. Med belægning det sidste år på 115 % - vi kan ligeså godt lave noget mindre... Så er den spand tømt.
Og så er der alt det helt almindeligt ualmindelige hjemmekaos. Som når familien her på 6 tager et smut i Silvan en træt dag lige før spisetid. 2 skolebørn der leger fange og råbeleg, 2 mindre med hver deres vogn foran sig der forsøger at følge med. Ikke underligt at der ikke var en eneste sjæl i Silvan samtidig med os. Og når Esther så lige brillierer med at klovne rundt og lave sjov i sanitetsafdelignen så er der dømt et stort UPS. Således blev en "jeg tør stikke hovedet i toilettet" leg brat afbrudt da lokummet væltede og lå i fine knuste dele. Tak til de søde folk i Silvan for stor forståelse, overbærenhed og ikke mindst oprydning... Ungerne opførte sig faktisk eksemplarisk - ihvertfald de første 2 minutter efter. Som jeg sidder her nu fatter jeg ikke at vi nåede helskindet gennem Netto umiddelbart efter.
Jeg elsker det kaos - kan i øjeblikke tro at jeg helst var det foruden. Men det afføder altid sjov og ballade, larm og hurlumhej, brok og pjank. Det trækker tænder ud, tager og giver energi. Vores liv i en nøddeskal.
Og når man selv er fjollet nok til at lære ungerne at sige flatusafgang, så er lokumsringen ligesom sluttet!
Godnat
torsdag den 7. januar 2010
månedens fridag - imorgen kører vi løs igen
Der er travlhed i den familie jeg bor i. Hvis man vil vide hvorfor kan man lægge vejen forbi vores kommende hjem. Måske der vil brede sig lidt chok over dets tilstand, da der på store arealer netop nu ser ganske ubeboeligt ud. Der er dog kun optimisme at spore her, nogle mener at der bare skal gøres lidt rent og fjernes malerbøtter fra gulvet. Jeg ville nu være glad hvis der fx kom et køkken. Men sådan afhænger alt af øjnene der ser.
Dagene er fyldt med alt muligt hus-agtigt, det er helt ufatteligt hvilken viden man pludselig får brug for at besidde - og tankevækkende hvor lidt man ved inden for andre fagområder end ens eget! Knofedt og fridage er der hårdt brug for, hjælpende hænder ligeså.
Men idag er den gået helt modsat for mig. Jeg hev Esther med til ren veninde hygge i Asserbo, en legekammerat for hende og en opløftende veninde formiddag til mig. Bagte boller og hentede de store tidligt, og overgav mig til konkurrence med WII og 2 hoppende unger. Aftenens grin var inspireret at desserten, det skal i lige se. Det går op for mig nu, at den nagende tanke om hvad jeg kunne have nået i huset idag slet ikke er værd at bruge kræfter på - vi flytter alligevel! Og så giver jeg den lidt ekstra gas i morgen på ENDNU en fridag.
Dagene er fyldt med alt muligt hus-agtigt, det er helt ufatteligt hvilken viden man pludselig får brug for at besidde - og tankevækkende hvor lidt man ved inden for andre fagområder end ens eget! Knofedt og fridage er der hårdt brug for, hjælpende hænder ligeså.
Men idag er den gået helt modsat for mig. Jeg hev Esther med til ren veninde hygge i Asserbo, en legekammerat for hende og en opløftende veninde formiddag til mig. Bagte boller og hentede de store tidligt, og overgav mig til konkurrence med WII og 2 hoppende unger. Aftenens grin var inspireret at desserten, det skal i lige se. Det går op for mig nu, at den nagende tanke om hvad jeg kunne have nået i huset idag slet ikke er værd at bruge kræfter på - vi flytter alligevel! Og så giver jeg den lidt ekstra gas i morgen på ENDNU en fridag.
Abonner på:
Opslag (Atom)