mandag den 14. februar 2011

skitur # 2




Sådan ser vi ud - fotografen nåede at tage billedet inden han (Ø ) styrtede og slog sin tommelfinger så han nu har brug for hjælp til lynlåse og den slags...
Idag har turene været af kortere varighed, det har sneet og været koldt det meste af dagen, godt vi bor så tæt på liften at man nemt kan køre hjem og få varmen, kakao og massage af stive tæer, inden det igen går løs på bakkerne.
Til aften hotdogs over bål, jeg fortrak dog hurtigt da jeg synes det blev koldt og havde børn der var godt igang med at nedlægge teenagere i sneen. Egentlig er man jo lidt udenfor når man som jeg ikke gider at vælte mig i sneen med kamp og vaskere, kan konstatere at der til tider er ting jeg virkelig er glad for andre tager på sig. Det er øjeblikke som dem jeg opdager, at årene er gået og mageligheden fået mere plads. En sårbar lænd, en kuldskær hud og andre ældningstegn bliver afgørende faktor for, at valget som tilskuer til kalaset er let. Ligesom jeg har fået en anden oplevelse af fart. Det er vel en 18 års tid siden jeg sidst var på slalomski, der erindrer jeg ikke at have angst for fart, det har jeg åbenbart fået i mellemtiden. Skal vare mig for ikke at hæmme mine 2 sprudlende skibørn der tager den med fuld gas nedad, imens jeg lidt mere forsigtigt følger efter. Idag fik jeg heldigvis skruet lidt op for farten da jeg ikke ville se mig helt ydmyget på de røde pister sammen med 4 andre vokne. Jeg kan endnu - skal bare slå tankerne fra om alt der kan gå galt...
Derhjemme bliver vinduerne vasket og tagrenderne renset, de små passet på fortrinlig vis, og der er ingen triste miner der. Carl er øjensynligt helt upåvirket af at vi har været væk et par dage, han har ikke så meget tid til at sidde og kigge på os når vi mødes på skype. Esther har lidt mere og fortælle, og der spores lidt længsel i blikket, men med stor stolthed omkring alt det de klarer og hygger sig med derhjemme. Savner dem, fingerkys via webcam er ikke helt det samme som følelsen af den varme hud på deres kinder...
Kærlige hilsener fra Skeikampen i Norge - underlig fornemmelse at sidde et sted i verden som jeg under ingen omstændigheder ville kunne udpege på et kort. Skal vist lige forbi google maps...
H

søndag den 13. februar 2011

skitur # 1

Midt mellem børn der spiller og voksne der drikker kaffe kan jeg birage med en hilsen herfra vores skiferie i det høje nord. Jeg har meldt mig ud af trivial - slået af mine børn fordi jeg de første runder ikke kunne svare på et eneste spørgsmål. Måske fordi det hedder Trivial Disney - jeg har ikke set nok animations- og tegnefilm for nyligt...
Lige nu føler jeg mig kørt godt og grundigt over af en skibakke eller to. Der er en del muskelgrupper jeg får lov at bemærke mere end jeg er vant til. Når dagene på ski er gået falder de fleste af os omkuld og trætheden er overvældende. Jeg har de første to dage allederede sovet hvad jeg plejer på en uge derhjemme tror jeg. Og det er bestemt ikke en dårlig ting - at få sovet ud. En af de succeskriterier for ferien jeg havde stillet op inden udrejse.
Dagene går med masser af skiløb i det flotteste frost vejr, med høj sol og fin sne. Regine og Otto har forlængst lært at køre på slalom, og idag kørte de hurtigere end mig på alle bakker. For en mor der stadig anser sig selv for at være klart over middel hvad talent for sport angår, så er det lidt af en nedtur. Altså fedt de er gode, surt jeg ikke er så god som mine tanker om mig selv mener jeg er...
Men det er fantastisk, vi nyder fart, sjov, grin og pjank, spil, varme bade og sene sengetider.
Hver aften er vi på skype med dem derhjemme. Det redder min ferie at se deres små ansigter og høre dem fortælle om hvor meget de hygger sig med farmor og farfar. Det var liiige før jeg trak mig fra denne tur dagene op til vi skulle afsted, jeg havde så ondt i tanker, følelser og kroppen over at skulle undvære og efterlade. Men jeg slapper helt af med det nu, efter lidt tårer i entreeen derhjemme, og bussen på vej, så gik det hurtigt over. Nu tager vi nogle oplevelser i grupper, fælles familieture skal der nok blive flere af også. Regine og Otto nyder det, og for os gamle er det ren svir hvad praktiske opgaver angår. Der er mærkbart færre ting at huske, hjælpe med og holde øje med!
Den første bog er læst, og jeg ærgrer mig over kun at have en tilbage, man bliver overrasket over hvor meget fritid der findes i verden - og lige nu også i min. Den har jeg tænkt mig at nyde, særligt når jeg med stor sindsro kan tænke på at mine to små har andre gode lår at putte tæerne mellem når de sover i nat. Tak for bedsteforældre - de er en velsignelse for alle generationer...
H

mandag den 24. januar 2011

eftermiddagssysler


Carl på rov, 5 minutters alene tid, og så har han klaret eftermiddagssnack...
Dagen er gået i sofaen. med strikketøj og film, en feberhed Otto, og masser af te.
Vi tog os selvfølgelig også lige en lur - det slog mig at det måske bliver den sidste fælles middagssøvn med min ældste søn... Det er ikke noget han gør det så meget i mere!
Huset er fuldt igen, svømmepiger er kommet over den værste sukkerkolde kropsfornemmelse, Esther har forbundet dukken så den med garanti ikke får problemer med sit brok, Carl og Øyvind ordner lidt i vennernes hus.
Tilbage står en blomkålssuppe der vist ikke laver sig selv.

mandag den 17. januar 2011

om genbrug og nye beslutninger

Mandag formiddag, der er sendt forskellige hold afsted, senest Regine der møder kl 10. Vi nyder begge den time mandag morgen hvor vi med sikkerhed ved at vi kun har hinanden. Idag gik tiden med at finde en bred elastiksnor som Regine kunne huske sad på liggeunderlaget da vi var på telttur i sommers. Den mente hun passede perfekt til håret når hun nu imorgen skal til håndbold igen. Det tidskrævende bestod i at jeg ingen som helst anelse havde om hvor de liggeunderlag var røget hen efter sommerferiens afslutning. Under alle omstændigheder igen et bevis på at mine børn virkelig ikke er krævende. En elastiksnor fra et liggeunderlag, hun overvejer ikke engang at plage om at komme i en sportsbutik. Igår måtte Øyvind og jeg da også slå en latter op da samtalen faldt på om Otto også ville gå til håndbold sammen med Regine. Hvortil den kvikke 7 årige siger - "jamen hvem skal så have skoene på?" og ja, de deler et par indendørs sko... Vores liv i en nøddeskal. Men intet mangler vi, bare denne weekend er der havnet 3 sække med tøj fra søde mennekser der betænker vores børn. Vi elsker genbrug, og deres tidligere ejermænd. Skulle man benytte lejligheden til at efterlyse en badedragt i str 140?
Dagen idag skal bruges på noget af det værste jeg ved - oprydning af papirer. Alt det der skal følges op på, findes penge til, og sorteres. ADR! Det bedste tidpunkt er der hvor man dumper en bunke i papirkurven og et splitsekund når at tænke - nu er jeg færdig. Lige indtil postkassen tømmes næste gang, eller børnenes tasker sorteres...
En af de sedler jeg til morgen har haft det lidt besynderligt med er børnehavepasning i uge 7. For Øyvind og jeg har hoppet ud i at arrangere en ferie for ham og mig, Regine og Otto. Det betyder at de små skal blive herhjemme. Jeg glæder mig nu, men i lang tid har det mest været en beslutning Øyvind tog, og jeg fulgte med på. Vil jo helst opleve det hele, være sammen med alle, give hver enkelt fuld opmærksomhed... Men som tiden går er mine bekymringer svundet gevaldigt, det bliver fantastisk og helt anderledes for os at have fokus på bare os fire. De små får selskab af de skønneste bedsteforældre og jeg er ikke i tvivl om at det er fantastiske hænder at være i. Overvejelserne har været mange, ville vi være bedre forældre ved at blive hjemme, tage alle afsted, ingen afsted? Vi giver dette en chance og tror på at alle får det godt, beslutningen er taget og så får følelserne altid mere ro på. Det betyder skiferie i 6 dage, slalom, spilleaftener og hygge på de stores og voksnes måde.
Samtidig betyder det, at vi for første gang i Øyvinds og min fælles historie, ikke tager til Norge i påsken. Vi kommer nok til at få lidt ondt i maven når dagene nærmer sig, men hytten er lejet ud og der er ingen vej tilbage... Og når så den beslutning er taget, så er det faktisk også fint for mig. Orker egentlig ikke rigtigt alle de vanter, flyverdragter, pulke, ski og stave, madpakker og bålgrej + 1000 øvrige dimser vi altid skal huske på hver gang hytten forlades i påskeferien. For første gang mærker jeg lidt betydningen af det mine kolleger siger når de med målløst blik og undrende øjne siger - langrend? med fire små børn? det er da alt for meget arbejde... Vi har heldigvis fået masser af snesjov herhjemme indtil nu og så kan påsken vel fejres på andre måder end i Norge? Måske, vi får se.
Ikke mere blogskriveri og overspringssnak, jeg må igang med bunkerne som lovet.

onsdag den 5. januar 2011

UP - DATE

Udsigt - 3 dage med fri.
Indset - jeg vil slappe af
Observeret - ikke flere skoldkopper
Forstået - det nye år er startet og ferien forbi
Misforstået - min strikkeopskrift, så antal knapper på cardigan nu må fordobles.
Overvejet - om man kan løbe i snevejr
Besluttet - det skal jeg ikke.
Taget til efterretning - vores bil skal skrottes om lidt
Erklæret - det bliver den først når en ny står klar
Efterrationaliseret - vi har igen haft en fantasisk jul og nytår.
Forventer - en masse!
Håber - at alle får et godt år
Konstaterer - sådan er det ikke
Ønsker - at kunne bidrage med noget til andre.
Gider ikke - bekymre mig
Tager let på - rod, ballade, bagateller
Sammenfatter - vi har det godt
Konkluderer - jeg er taknemmelig.

Godt nytår.

fredag den 17. december 2010

Dagen er - temmelig hvid!

Hvordan der kan ligge 5 cm sne på en tørresnor går over min forstand...


Så er børnene endelig kommet afsted. Havde det ikke været fordi det er sidste dag inden juleferien, og alt hvad dermed følger af hygge i børnehave og afsked med gode kammerater, så havde jeg gerne blevet indendøre et par timer endnu. Sneen er faldet i store mængder, og morgenen er blevet brugt på at nyde hvor smukt det ser ud, og til at grave os fri... Desuden er der jo alle vores små forpigtigelser, foderpladsen til egern og alle fuglene må ordnes, kaninernes vand optøes og skiftes, brænde bæres ind, fortovet skrabes og saltes. Altsammen opgaver der passer fint til en rolig morgen i selskab med mine to små.
Juleforberedelserne er godt igang, jeg har ordnet værelser og talt dyner så vores gæster kan indfinde sig. Og det glæder vi os til - Onkel Hans og Linette med drengene og Farmor og Farfar. De kommer med en fuld bil, og trailer - så der skal helst være en krog eller to til rådighed tror jeg...
Julekager er der i dåserne, vi får sikkert brug for at bage lidt flere for det svinder i dem, sært. Gaverne er købt, næsten ihvertfald. Jeg satser på at de 5 der går på juleferie idag får styr på resten. Ligeledes med rengøringen...
Aftenerne i denne uge har været i selskab med børnene og håndbold. De store glæder sig til weekend, for så må man være oppe længere end bare til 1. halvleg. Jeg nyder mest at sidde der og høre på alle deres sjove spørgsmål og kommentarer, mange af dem umulige at svare på. Den ellers stille Otto giver den fuld gas når der er sport på programmet. Han flyver rundt i stuen, imiterer målmand og stregsspiller. Altsammen mens han snakker konstant! Regine taler om hvem der er pænest, hvem der kommer fra hvilken by, kan ikke vælge hvem der er hendes yndlingsspiller. Jeg sidder med hovedet begravet i mit strikketøj (igang med 2. sweater til mig selv!) og mumler lidt imens. Når sjældent at kigge op i det sekund det seje sker, og så får Otto chancen for igen at forklare... Imens er der ild i ovnen og the på bordet. Dejlige vinteraftener.
Vi begynder dog at glæde os til Øyvind indfinder sig lidt mere. Han har været afsted alle aftener i denne uge, der er altid tryk på op til ferier når man arbejder på skole. Til gengæld har han ferie nu indtil det nye år er skudt ind - det kan man kun misunde ham.
I aften tager vi til hver vores julefrokost og kusine Emilie med veninde kommer og passer. Det bliver vist noget med at fikse en let aftensmad mens håret bliver sat, og så komme tilpas beregnet for sent... Børnene glæder sig meget! Jeg må sige det føles godt at nå dertil, at en sådan ordning ikke bibringer med nogen form for nervøsitet eller tanke om hvorvidt det nu går.
Et par kommentarer fra denne morgen :
Regine og Otto diskuterer håndbold, Regine : "Helt ærligt Otto, hvorfor skal de have sådan en lang bane, de bruger jo ikke alt det i midten. Hvis den var kortere behøvede de ikke løbe så meget!"
Vi taler om hvem man elsker, Otto : "Mor jeg kan bedst li´dig om dagen, og Pappa om natten, for han er varmest og du er surest om natten"
Carl - med lange fine sætninger med udeladelse af diverse konsonanter; "Jeg gal ned i børnehave og lege med Liam i pudeummet. Vi gal lave en ruddebane"
God hvid weekend derude.

tirsdag den 7. december 2010

dagen er grøn

Endnu en dag med store grin og skøre indfald på arbejdet. Endnu en dag med fantastiske kolleger. Endnu en dag med irritation over hvor trægt og besværligt andre faggrupper kan gøre det for en. Endnu en dag hvor man må lade situationsetikken råde og lempe reglerne for at komme patienterne i møde. Alt i alt - en almindelig arbejdsdag.
Jeg har det faktisk fint med jobbet for tiden. En dag om ugen er der projektdag, hvor jeg sidder med en gruppe og laver patientforløbsbeskrivelser. Fint med tid til fordybelse og kvalitetetsudvikling. De øvrige dage fyldt med travlhed, munterhed og alvor. Tanker om at skulle en hel masse andet er lagt væk for tiden. Jeg trives hvor jeg er, vil ikke investere en masse energi der ikke kommer mine 5 herhjemme tilgode. Jeg er god til det job jeg har - det er vel fint!?
Det tæller bestemt også i regnskabet at min nuværende jobsituation er i så rolig en fase, at jeg faktisk tager mig selv i at have mere overskud herhjemme. Når rugbrødsarbejdet i det daglige er gjort er jeg ikke fuldstændig flad - overraskende for mig selv... Men kan konstatere at vi for tiden spiser god aftensmad, får lavet lektier med børnene, læser godnat historier og får afleveret bøger på bibliotek til tiden...Børnene er glade, de små har næsten ikke sammenstød og vi læser avis! Vi begynder at tale om hvordan vi også pludselig sidder som 50 årige og tænker tilbage på den bedste tid i livet hvor børnene endnu var små. Som Øyvind siger da han idag samler bunken af bøger spredt i hele stuen " selvom det bliver kedeligt kan jeg godt glæde mig lidt alligevel"
Brændeovnshygge, lækkert vintervejr, plads til armbevægelser indendørs gør mine vintermåneder langt mindre mørke. Der kunne godt være et par timer mere at gøre med om dagen, og min tandlæge måtte godt være billigere, men alt i alt er der rimeligt grønt her hos os.
Jeg vil fortrække til dybet under vores seng, for at finde gaverne der skal hænge klar til børnene når de vågner i morgen. For første gang en pakkekalender alle dage i december, det er blevet til en del brugt gavepapir... Imorgen må det blive den sæk med lækre nødder og en fin orange nøddeknækker der er mit seneste kup fra Røde Kors biksen. Om det er mig eller dem der synes det er mest hyggeligt med pakkekalender ved jeg ikke. Men succes, det er det...
Godnat H