Ja der sker jo masser af ting man hver eneste dag fylder sine tanker og timer med. Alligevel har jeg fået mig lidt af en blokering for at komme rigtigt igang med at spekulere over mere eller mindre vigtige emner. Tiden står lidt stille i mit hoved, og alt bliver ligesom målt på hvor vigtigt det er i forhold til en babyfødsel. Hvor de fleste ting havner i bunken - senere!
Men nu tager vi så bare en dag imorgen og får sat skub i det hele. Øyvind til eksamen kl 9, på sygehuset derefter og få sat gang i moderens system. Derefter skyder vi ferien igang. Helt ærligt det lyder da egentlig som en ret godt dag i mine øjne. Så håber og ber vi bare om at alt må gå godt, og at en baby der lader vente på sig kun er udtryk for, at den har det godt.
Heldigvis er der mange hyggelige ting der foregår selvom min tid står lidt stille. Der har denne weekend været sommerfest med Regines klasse og igår en dejlig solskinsfyldt fødselsdag med Aske der fyldte 1 år. Øyvind og Otto har gjort gode kup på det lokale loppemarked, vaffeljernet har bagt hele eftermiddagen og Regine, som altid, leget løs med en veninde. Øyvind forbereder sig lige lidt til morgendagens prøvelse, det tager han nu ret afslappet. (kan egentlig ikke komme i tanke om noget i det hele taget han IKKE tager ret afslappet...)
Bamse og kylling synger for fuld musik her i stuen, og jeg biver budt op til dans. Dejlige unger.
Hanne
B
søndag den 22. juni 2008
onsdag den 18. juni 2008
kære barn
Kommer du?
Vil så gerne møde dig snart. Måske verden udenfor dine bløde vægge er stor og skræmmende, men her er også rart, spændende og fuld af dejlige ting som venter på at blive opdaget af dig!
Og så er vi 5 i huset der glæder sig til at byde dig velkommen og give dig masser af kærlighed og kys, larm og latter. Og alle de andre, venner og familie, de glæder sig faktisk også, det mærker vi på telefonopkaldende der er lidt hypiggere disse dage.
Du ved slet ikke hvad der venter dig, og vi ved det egentlig heller ikke. Men en ting er helt sikker - vi vil gøre alt for at passe på dig og give dig plads til at indtage vores hjerter.
Så kom du bare.
Hanne
Vil så gerne møde dig snart. Måske verden udenfor dine bløde vægge er stor og skræmmende, men her er også rart, spændende og fuld af dejlige ting som venter på at blive opdaget af dig!
Og så er vi 5 i huset der glæder sig til at byde dig velkommen og give dig masser af kærlighed og kys, larm og latter. Og alle de andre, venner og familie, de glæder sig faktisk også, det mærker vi på telefonopkaldende der er lidt hypiggere disse dage.
Du ved slet ikke hvad der venter dig, og vi ved det egentlig heller ikke. Men en ting er helt sikker - vi vil gøre alt for at passe på dig og give dig plads til at indtage vores hjerter.
Så kom du bare.
Hanne
fredag den 13. juni 2008
utålmodighedens indtog
Nu har still billedet stået længe nok, og her i huset er alle sådan set klar til at hilse jokeren velkommen. Øyvind har afleveret bacheloropgave og alle har fri i weekenden, kun med diverse sommerferieafslutninger som programpunkt. Så er der selvfølgelig farmor og farfar der kommer forbi - og nok håber lidt at det kunne blive et barselsbesøg.
Det er sådan et lidt underligt liv, at man hver dag ikke rigtigt har planer, og så vågner op og skal finde på noget fornuftigt at bruge tiden til. Det er lidt som en film der står på pause, man vil så gerne se næste scene, men kan ikke få den igang! Det er jo heldigvis ikke sådan at scenen bliver stående der - men det er netop en del af frustrationen, så kunne man jo bare smutte fra tv´et - næhh den starter igen, ingen ved bare hvornår!
Børnene spørger ikke så meget mere, de kontaterer bare at babyen er forsinket og synes det er lidt sjovt at her er noget de voksne ikke kan bestemme over. Hvilket jo i virkeligheden er en del, men i børnehøjde føles det nok mest som om voksne bestemmer og har kontrol over alting.
En daglig udfordring synes jeg, at give børnene en følelse af frihed og selvbestemmelse, samtidig med at lære hensynet til fælleskab og andre. Egentlig synes jeg det lykkes meget godt, måske er det en af fordelene ved at være en bunke i en familie, der ER ikke altid hænder, tid og plads til at alle kan få lige meget taletid og ligge i fars arm på sofaen, så man indretter sig, vurderer de enkelte situationer, og gør sine krav gældende når de er virkelig vigtige. Indimellem må der pustes på et knæ fra 1½ meters afstand fordi de voksne altså lige har en på puslebordet samtidig, men effekten er nok den samme, selvom man som voksen føler de optimale betingelser ikke lige er til stede.
Friheden, det er svært. Man er så bekymret og vil så gerne beskytte børnene fra alt muligt, samtidig med de helst skal opføre sig perfekt i samspillet med andre. Men indimellem kommer friheden helt af sig selv, det er ikke muligt at overvåge 3 børn konstant, hvilket jeg i virkeligheden tror er meget godt. Jeg har til fulde taget Erik Siigsgård til mig når han siger at børns frirum idag er så begrænset af voksne der holder øje og sætter spilleregler, at de aldrig får lov at mærke efter selv hvad der føles godt, rart og rigtigt. Det er der allerede en pædagog, skolelærer eller forældre der har fortalt og fortolket i situationen.
Jeg kan ihvertfald tydeligt huske hvordan nogle af de bedste timer i min barndom blev brugt. I skoven lige i baghaven (inden den rådne kommune solgte grunden til parceller), hvor der var høje træer der blev indrettet til en prærie med heste, og kanaler hvor der blev sendt postskibe afsted fra lejr til lejr. Og ikke eneste voksen der sad og lyttede eller sorterede i de ideer der opstod. En svimlende frihed!
Det er bare ufatteligt svært ikke at blande sig og forhøre sin 6 årige når hun har en hemmelig leg med veninden, og ens første tanke er, at det sikkert er noget ubehageligt, frækt, grænseoverskridende - på vippen til det skadelige for ens barn!
Kontrolfreak ? det er sikkert derfor utålmodigheden med den fødsel begynder at snige sig ind på mig.
Hanne
Det er sådan et lidt underligt liv, at man hver dag ikke rigtigt har planer, og så vågner op og skal finde på noget fornuftigt at bruge tiden til. Det er lidt som en film der står på pause, man vil så gerne se næste scene, men kan ikke få den igang! Det er jo heldigvis ikke sådan at scenen bliver stående der - men det er netop en del af frustrationen, så kunne man jo bare smutte fra tv´et - næhh den starter igen, ingen ved bare hvornår!
Børnene spørger ikke så meget mere, de kontaterer bare at babyen er forsinket og synes det er lidt sjovt at her er noget de voksne ikke kan bestemme over. Hvilket jo i virkeligheden er en del, men i børnehøjde føles det nok mest som om voksne bestemmer og har kontrol over alting.
En daglig udfordring synes jeg, at give børnene en følelse af frihed og selvbestemmelse, samtidig med at lære hensynet til fælleskab og andre. Egentlig synes jeg det lykkes meget godt, måske er det en af fordelene ved at være en bunke i en familie, der ER ikke altid hænder, tid og plads til at alle kan få lige meget taletid og ligge i fars arm på sofaen, så man indretter sig, vurderer de enkelte situationer, og gør sine krav gældende når de er virkelig vigtige. Indimellem må der pustes på et knæ fra 1½ meters afstand fordi de voksne altså lige har en på puslebordet samtidig, men effekten er nok den samme, selvom man som voksen føler de optimale betingelser ikke lige er til stede.
Friheden, det er svært. Man er så bekymret og vil så gerne beskytte børnene fra alt muligt, samtidig med de helst skal opføre sig perfekt i samspillet med andre. Men indimellem kommer friheden helt af sig selv, det er ikke muligt at overvåge 3 børn konstant, hvilket jeg i virkeligheden tror er meget godt. Jeg har til fulde taget Erik Siigsgård til mig når han siger at børns frirum idag er så begrænset af voksne der holder øje og sætter spilleregler, at de aldrig får lov at mærke efter selv hvad der føles godt, rart og rigtigt. Det er der allerede en pædagog, skolelærer eller forældre der har fortalt og fortolket i situationen.
Jeg kan ihvertfald tydeligt huske hvordan nogle af de bedste timer i min barndom blev brugt. I skoven lige i baghaven (inden den rådne kommune solgte grunden til parceller), hvor der var høje træer der blev indrettet til en prærie med heste, og kanaler hvor der blev sendt postskibe afsted fra lejr til lejr. Og ikke eneste voksen der sad og lyttede eller sorterede i de ideer der opstod. En svimlende frihed!
Det er bare ufatteligt svært ikke at blande sig og forhøre sin 6 årige når hun har en hemmelig leg med veninden, og ens første tanke er, at det sikkert er noget ubehageligt, frækt, grænseoverskridende - på vippen til det skadelige for ens barn!
Kontrolfreak ? det er sikkert derfor utålmodigheden med den fødsel begynder at snige sig ind på mig.
Hanne
mandag den 9. juni 2008
glæder mig
Den altoverskyggende følelse er selvfølgelig lige nu, at sidde med baby 4éren i armene, snuse dens hår og smile af alle de sære små bevægelser man på en særlig måde kan dvæle ved og undres over når mennesker er helt nye! Jeg glæder mig til at være klistret til stolen og gå i ammesymbiose, lade hele verden forsvinde for en tid og opleve de maksimalt 30 cm fra mig til baby være det eneste vigtige. Nyde at mine utallige vågne tidspunkter på natten ikke skyldes dårlig lejring eller toiletbeøg, men et lille menneske der gnøffer under dynen og vil have mad eller bare ligge lidt tættere. Glæder mig til at ligge på sofaen med et helt nyt lille menneske der med den fineste lille pusten ånder mig på halsen, mens vi begge bare slapper af. At opleve de første gange med alting sammen, det første måltid, nat, morgen, gåtur, bad osv. Det bliver så dejligt at promenere - jeg kan alt for godt huske fra de andre gange hvor meget man bare har lyst til at råbe til alle - se jeg er blevet MOR. (igen!!!) Jeg glæder mig vildt til at vise babyen frem, særligt for dens 3 søskende som hver dag vågner op og håber mormor er her, for så ved de der snart sker noget. Hele spændingen om hvordan barnet ser ud, har det, køn osv topper - og jeg har bare sådan lyst til at få den fødsel igang. Alle mine mærkelig drømme om en vissen livmoder, at jeg glemmer nogen af børnene, at hele køkkenet skal laves om for at få plads til opvaskemaskiner osv - dem har jeg vænnet mig til ikke at overtolke på. Istedet vil jeg bare sige - kom an, jeg er topmotiveret og håber det bliver snart. Min personlige nedtælling er hermed skudt igang!
Hanne
Hanne
lørdag den 7. juni 2008
et godt budskab
At vågne op til disse ord ;
Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
hvert kim og kryb
fra jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så højt som himlens lærker.
Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden, fuld af grøde.
Kom Jesus, snart
og gør det klart;
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.
Fra DDS nr 725, vers 2 og 5
Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
hvert kim og kryb
fra jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så højt som himlens lærker.
Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden, fuld af grøde.
Kom Jesus, snart
og gør det klart;
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.
Fra DDS nr 725, vers 2 og 5
fredag den 6. juni 2008
at være som man er
Endelig er der kommet ro i huset, de store har vænnet sig lidt for meget til sene sengetider de sidste dage, hyggeligt når de er oppe, men tiden for mig selv er temmelig begrænset. Tænk når de bliver teenagere...
Øyvind er taget på overnatnigstur med teenagerne, og pludselig er det som om maven gør sig helt anderledes bemærket... Men det er helt sikkert bare mine tanker der spiller ind, det ville da være lidt bøvlet hvis det akkurat skulle blive i nat baby melder sin ankomst. (håber ikke hans mobil, dvs min, for hans var væk.., går tør for strøm)
Dejlig tur på stranden idag med søster Gitte og alle børnene - pyha, der er efterhånden mange der skal pakkes håndklæde, kasketter, solcreme og vandunke til. En melon forsvinder hurtigt, og en nybagt kage ligeså!
Til aften havde jeg lovet børnene at vi kunne køre en tur til Gilleleje - en slushice var dagens store ønske. Så er det jeg sidder der, med 3 ganske uredte, sandfyldte børn, de 2 med et snotpanser fra næse til hage, og Regine med tøj og hår der ikke har fået nogen form for pleje efter nattens overnatning i kusinens telt. For ikke at overse min egen tilfældigt påklædte krop, og ligeså uredte frisure, og med en mave der bestemt ikke længere kan overses af nogen. Som vi sidder der på bænken i Gilleleje, med is og slush i banevis slår det mig. "de forbipasserende kan tænke 2 ting. Sikke en alenemor, 4 børn, svedte og fedtede fra top til tå, og så giver hun dem sukker kl 17.30 - hvilken aftensmad... ELLER, hvor sejt, overskudsagtigt og dejligt at få alle ungerne afsted og nyde sommeraftenen sammen, pyt med tidspunkt, udseende og fremtoning, livet er dejligt!" om det at Otto samlede flasker og glædede sig over de småpenge han tjente, ved jeg ikke helt om bidrager til at få den første eller anden opfattelse...
Min pointe er; vi var ikke tjekkede, velklædte og dem der udstrålede gastronomisk sundhed, men vi hyggede os, grinede af Esther der løb efter gråspurve, og Otto der kom til at puste istedet for suge i slushice - med et underligt kemifarvet brusebad til følge. Og som jeg sidder der er jeg superlykkelig og stolt over at kunne se igennem alt det jeg alt for ofte måler mig selv på - det ydre og andres indtryk af mig. Kunne ligefrem glæde mig over at aftensmaden skulle stå på havregryn! Og endda til alles tilfredshed...
Så er det jeg nu kan sidde og glæde mig lidt over at jeg rent faktisk ER blevet bedre til at geare ned, skære ind til benet med at prioritere, og indse at jeg HAR begrænsninger. Det er bestemt ikke altid lige lykkeligt at mærke mødet med muren, men jeg er blevet klogere, og bedre til at nyde nuet, ikke dømme mig selv og mit moderskab får hårdt, samt frem for alt at bekymre mig mindre. Jeg kan jo både se, høre og observere at de unger har det godt. Jeg ORKER ikke at man som mor altid skal klare det hele bedre. Hvorfor rammer det mig så hårdt hvis ungerne kommer afsted med en kedelig madpakke, glemte gummistøvler og kun 2 ud af 3 har fået solcreme på. Hvorimod jeg synes det flot af Ø hvis han bare får dem alle afsted og afleveret? Er mødre mere forpligtet på ungernes tandbørstning end fædrene? Jeg tror de fleste mødre føler det sådan - Øv, men det er virkelighedens verden. Min værste dommer er klart - MIG SELV.
Så er det godt med små remindere hvor man opdager - lige nu er jeg forpligtigelsesligeglad, og derfor GLAD.
Hanne
Øyvind er taget på overnatnigstur med teenagerne, og pludselig er det som om maven gør sig helt anderledes bemærket... Men det er helt sikkert bare mine tanker der spiller ind, det ville da være lidt bøvlet hvis det akkurat skulle blive i nat baby melder sin ankomst. (håber ikke hans mobil, dvs min, for hans var væk.., går tør for strøm)
Dejlig tur på stranden idag med søster Gitte og alle børnene - pyha, der er efterhånden mange der skal pakkes håndklæde, kasketter, solcreme og vandunke til. En melon forsvinder hurtigt, og en nybagt kage ligeså!
Til aften havde jeg lovet børnene at vi kunne køre en tur til Gilleleje - en slushice var dagens store ønske. Så er det jeg sidder der, med 3 ganske uredte, sandfyldte børn, de 2 med et snotpanser fra næse til hage, og Regine med tøj og hår der ikke har fået nogen form for pleje efter nattens overnatning i kusinens telt. For ikke at overse min egen tilfældigt påklædte krop, og ligeså uredte frisure, og med en mave der bestemt ikke længere kan overses af nogen. Som vi sidder der på bænken i Gilleleje, med is og slush i banevis slår det mig. "de forbipasserende kan tænke 2 ting. Sikke en alenemor, 4 børn, svedte og fedtede fra top til tå, og så giver hun dem sukker kl 17.30 - hvilken aftensmad... ELLER, hvor sejt, overskudsagtigt og dejligt at få alle ungerne afsted og nyde sommeraftenen sammen, pyt med tidspunkt, udseende og fremtoning, livet er dejligt!" om det at Otto samlede flasker og glædede sig over de småpenge han tjente, ved jeg ikke helt om bidrager til at få den første eller anden opfattelse...
Min pointe er; vi var ikke tjekkede, velklædte og dem der udstrålede gastronomisk sundhed, men vi hyggede os, grinede af Esther der løb efter gråspurve, og Otto der kom til at puste istedet for suge i slushice - med et underligt kemifarvet brusebad til følge. Og som jeg sidder der er jeg superlykkelig og stolt over at kunne se igennem alt det jeg alt for ofte måler mig selv på - det ydre og andres indtryk af mig. Kunne ligefrem glæde mig over at aftensmaden skulle stå på havregryn! Og endda til alles tilfredshed...
Så er det jeg nu kan sidde og glæde mig lidt over at jeg rent faktisk ER blevet bedre til at geare ned, skære ind til benet med at prioritere, og indse at jeg HAR begrænsninger. Det er bestemt ikke altid lige lykkeligt at mærke mødet med muren, men jeg er blevet klogere, og bedre til at nyde nuet, ikke dømme mig selv og mit moderskab får hårdt, samt frem for alt at bekymre mig mindre. Jeg kan jo både se, høre og observere at de unger har det godt. Jeg ORKER ikke at man som mor altid skal klare det hele bedre. Hvorfor rammer det mig så hårdt hvis ungerne kommer afsted med en kedelig madpakke, glemte gummistøvler og kun 2 ud af 3 har fået solcreme på. Hvorimod jeg synes det flot af Ø hvis han bare får dem alle afsted og afleveret? Er mødre mere forpligtet på ungernes tandbørstning end fædrene? Jeg tror de fleste mødre føler det sådan - Øv, men det er virkelighedens verden. Min værste dommer er klart - MIG SELV.
Så er det godt med små remindere hvor man opdager - lige nu er jeg forpligtigelsesligeglad, og derfor GLAD.
Hanne
mandag den 2. juni 2008
morgenmorsomheder
Et par sjove ting fra denne morgen : Vågner tidligt, opdager at Otto ligger helt tæt bagved mig, med det ene ben nede i mit trusseben - nærhed!
Min 83 årige nabo ringer på, og spørger i ramme alvor om jeg ikke er interesseret i et par af hendes skjorter der er blevet for små - GYS! Skrækkelige mønstre, faconer og stofkvaliteter (er det virkelig min tøjstil der er så rodet og uden klar stil - eller er hun ved at være blind??)
Esther der kommer gående med Ottos camouflagebukser og en baby hue på (kraftigt udvidet...) og spiller blokfløjte!
Øyvind der søvndrukken kommer op kl 6.15 og bliver spurgt af otto - "pappa hvorfor sov du så længe???"
Hov nu gik der lige 3 timer med - tja lidt besøg og avis, så resten af dagens tanker må blive nedfældet her en anden dag.
Hanne
Min 83 årige nabo ringer på, og spørger i ramme alvor om jeg ikke er interesseret i et par af hendes skjorter der er blevet for små - GYS! Skrækkelige mønstre, faconer og stofkvaliteter (er det virkelig min tøjstil der er så rodet og uden klar stil - eller er hun ved at være blind??)
Esther der kommer gående med Ottos camouflagebukser og en baby hue på (kraftigt udvidet...) og spiller blokfløjte!
Øyvind der søvndrukken kommer op kl 6.15 og bliver spurgt af otto - "pappa hvorfor sov du så længe???"
Hov nu gik der lige 3 timer med - tja lidt besøg og avis, så resten af dagens tanker må blive nedfældet her en anden dag.
Hanne
Abonner på:
Opslag (Atom)