Fredelig fredag, får fantastisk flad forældre frydefuld frem for først og fremmest at få forberedt ferie og fødselsdage.
Vi træner bogstaver. Vokaler er der styr på, så konsonanterne huserer for tiden. Otto har travlt med at lære. Han kan allerede læse små sætninger! Hvor skal mine unger dog ikke ende - i forhold til mine kundskaber i børnehaveklassen er de langt forud! I min erindring lærte vi forskel på grøn og rød mand, hvordan man biner snørebånd og den slags. Men i virkeligheden interesserer det mig ikke så meget hvor hurtigt de kan læse, hvor gode de er til matematik, hvor pænt de skriver. Alle de positive tilbagemeldinger på deres smittende humør, sociale overskud, trivsel og gode selvværd fylder langt mere. Jeg fatter ikke hvordan det lykkes - vi er så heldige, velsignede og måske også dygtige. Og så kan vi ligeså godt indrømme, at vi selvfølgelig bare har de bedste børn der findes!
De er afleveret alle mand. Regine og Otto nåede ikke bussen, og kom løbende næsten grådlabile hjem. Så istedet for en rolig morgen for mig og de små med bøger og brændeovnshygge, måtte vi hurtigt i tøjet, og afsted. Det passede mig i virkeligheden godt, for jeg havde lige ramt det røde felt, da jeg opdagede hvor meget mine 2 rollinger havde nået at tegne på mit gulv, mit, køkken, mine vægge, møblerne - med tusch. Nu sidder jeg mest og er glad for at jeg har nået at vaske det meste væk inden ø kommer hjem - eller rettere det der KAN vaskes væk. Han bliver ikke glad... Vi nåede da at bo her næsten 3 uger uden nogen havde tegnet på væggen. AARRRGGHH hvor irriterende!
Når den så er ude af systemet så er dagen jo egentlig ganske god. Jeg fik både tid til kaffe og snak i børnehaven, masser af krammere - også fra forskellige 1 meter høje venner og veninder. Nu er der så mange timer til vi ses igen, eftersom jeg er den heldige vinder af en aftenvagt og en dagvagt. Jeg er lidt træt på forhånd, men har heldigvis erfartet, at det altid føles tungere at skulle afsted på arbejde end at være der.
Vi ser ufatteligt frem til næste weekend hvor vi tager til Norge. Vi trænger! Længes! Glæder os! Der er ingen projekter, bare at være, komme ud og lege, finde god placering til dagens bålhygge, vafler hos oldemor påskefrokost med farmor og farfar, kusinesjov og den slags opbyggende ting. Mormor og Jens tager med - det samme skal spil og gode bøger. Det kan kun blive godt! Øyvind har fået tjekket bilen, og fået ord for at alle dens underlige lyde og bump ikke har nogen nævneværdig betydning... Så kan vi fint leve med at skydedøren ikke kan åbne, og vinduesviskerne danner gummivifte i vinden. Hvis den tilmed får lov at blive støvsuget og shinet lidt op, så tror jeg også Regine tør køre med...
Jeg har besluttet at nu gider jeg ikke rydde op i kasser og tage stilling til flere hylder og placeringer af dims før efter påske. Det giver lidt ro. Desuden tænker jeg på om vi overhovedet har brug for alt det der står ude i garagen. Egentlig håber jeg det ikke. Skal jeg være realistisk så bliver meget af det nok først kigget igennem når næste vinter kommer. Foråret lurer lige om hjørnet, og så trækker haven nok en del mere end at stå begravet i en mørk garage. Egernet springer rundt og graver ting op af jorden der endelig kan findes efter sneen er smeltet. Duerne flakser i træerne og solsorten hopper rundt og tager for sig af de brødkrummer ungerne lægger ud. Det er i min have!!!
Jeg må afsted efter et par fødselsdagsgaver - har ikke været i andet end byggemarkeder siden juleindkøbene! Så jeg ved at jeg kommer til at stå med følelsen af at se ganske lurvet og anno 2008 agtig ud. Jeg blevet så meget husejer at jeg til enhver tid vil prioritere et nyt brusehoved frem for nye cowboybukser. Parcelprinsesse...
God weekend til jer derude. Dem der efterspørger billeder kommer til at vente lidt. Ellers må i komme og besøge os - det vil vi så gerne!
3 kommentarer:
Sagen snart Larsen, som overskriften på jeres blok hedder "findes ikke mere."
HELDIGVIS gør den det.
Jeg bliver så glad, når jeg læser om alle jeres små genvordigheder på Larsensvej.
Sådan er det at være husejer.
Jeg taler af 33 års erfaring.
Men hvor er det skønt at have sin egen martrikel og må udfolde sig der uden at behøve at spørge.
God week-end vi ses. Kærligst mormor
fnis, og her opdager jeg så endnu engang forskellen på at have hus og lejlighed og måske også på at have 2 og 4 børn... I går da Aske for første gang gav sig til at tegne på væggen, stod der 2 forældre og bare så til, med slet skjult stolthed og et kærligt udtryk i øjnene. Jeg synes det var så sødt og fint og følte ingen trang til at standse hans leg ;o)
Halløj på Larsensvej.
Lyder som der er gang i den - glæder mig til at komme forbi og se jeres nye slot.
kh Connie
Send en kommentar