om rod og andre vigtige ting.

Ind i mellem falder der komplimenter som jeg kan leve længe på og tage frem når lejligheden passer. For noget tid siden havde jeg besøg af onkel Jørgen, og trods 1 times oprydning inden han kom indrømmer jeg gerne at hjemmet ikke var blæst for rod. Nå men som sædvanligt kommer hans kommentar : "jeg ved ikke hvad det ligner - det er jo som Jerusalems ødelæggelse" Lidt ret havde han nok. Men her kommer så det der afgjorde sagen om hvorvidt rod altid er et onde. Anja var på besøg samme dag, og kommer ind ad døren, sætter sig og udbryder " det er altid så inspirerende at være her hos jer. Man kan se der er gang i noget" Og ja præcis! Alt der lå og flød havde jo en historie, var havnet der af en årsag - og ikke fundet sin plads pga vigtigere gøremål. Så når rodet indimellem er kilde til enorm irritation og stress (for man kan altså ikke finde noget som helst når det roder - uanset hvor inspirerende det så ser ud...) så minder jeg lige mig selv om, at rod og aktivitet hænger sammen og som regel er mere inspirerende end upersonlige boligmagasin lignende stuer.
Der fik jeg vist argumenteret mig hen til lige der hvor jeg ønskede mig - at forblive i behagelig position og ikke røre en finger mere idag.
For det helt utrolige kan ind i mellem indtræffe - at alle børnene er så trætte at kl 19 ikke er for sent at hælde dem under dynen. Det er hermed sket og de sover. Det kan betale sig at køre hårdt på en hel dag, med kammerater og ingen middagssøvn, og på ganske fredelig vis putte ungerne og selvtilfreds med det hele, se frem til en aften i ens eget, gode, selskab.
Synes måske jeg burde ringe, skrive og få talt med nogle af alle de vigtige og dejlige mennesker jeg kender. Men der er for mange aftener hvor jeg ikke orker mere kontakt og forholden mig til noget som helst. Hvor trætheden værker i ben og tanker, skuldrene skal tvinges ned og tempoet ligeså. Så jeg lader være med at yde mere idag, heller ikke selvom det kunne skabe glæde, nærver måske ligefrem være vigtigt.
Og midt i trætheden kan det være så ganske befriende at lade et par tanker flyde ud gennem fingerene og havne lige her. For lige om lidt begynder jeg at kredse mig ind på alt det der skal ordnes inden i morgen. Indkøbslister, ferielister, og alt det andet der kan listes op inden en ferie er klar. Heldigvis rykker forstærkning ind i morgen når Farmor og Farfar kommer. Mentalt og praktisk er det en kæmpe hjælp for mig, og børnene er bare lykkelige over at se deres elskede bedsteforældre igen.
Den absoulut vigtigste begivenhed i morgen er at Regine skal hentes fra 5 dages lejr. Har overvejet flere gange i løbet af ugen om der ikke var grund til at køre forbi og se hende. For hun mangler - vi savner hende, og der er indtil nu en hel del ting specielt Otto har bedt mig huske ham på, at fortælle og vise hende når hun kommer. Det er bestemt alt for længe at undvære. Samtidig er jeg stolt og lykkelig over at hun har det godt og jeg ved hun tonser rundt med sit fantasiske grin og humør, og nyder at køre for fuld skrue med venner og veninder i dagevis. Og jeg indrømmer her, at jeg i går kørte forbi lejren med hendes hårbørste og et par nye haremsbusker hun har ønsket sig - for at gøre hende glad - og mig... Men hun var på tur, så i stedet håber jeg hun har nydt den lille pakke og postkort der lå under hendes dyne om aftenen.
Hver gang en af børnene er væk bringer det nye rammer for de andre, og det har regnet med gode kommentarer og udbrud fra Otto disse dage. Han taler simpelthen mere når hun ikke er her - og hvad angår talegaver og vigtige emner, er hun svær at konkurrere med.
Min lille Esther havde sidste dag i vuggestuen, jeg kan vitterlig ikke fatte hun skal i børnehave efter sommerferien. Men ok når man er er så stor at man selv er blevet mor, så er det klart at en vuggestue ikke duer mere. Lillebror(dvs dukken) bliver passet med både ammetår, kys og middagslure i det fri. Han hænger på armen konstant og må IKKE ryddes op. Oh ve den der flytter ham! Hans vognen skal med uanset, og i bilen kan der godt blive en del tumult når der ikke er et sæde til ham. Hun er en fantastisk mor! Så selvfølgelig er hun klar til børnehave. Det forlyder at hun allerede har en høj stjerne hos de fleste børn, særligt store drenge, fordi hun er Ottos lillesøster. Det skader aldrig med gode forbindelser. Jeg føler mig nu ret sikker på at hun kommer til at klare sig godt lige meget hvad - med hendes charme og stålsatte vilje, hun må være den mest ligevægtige af vores 4.
Mit køleskab bugner med friske bær af forskellige slags, så jeg vil annulere mit tidligere udsagn om ikke at lave mere idag. Det bliver dog kun til egen fornøjelse - en stor skål!