onsdag den 25. marts 2009

donationer

Jeg er ved at samle ind, sådan i tankerne altså, prøver at regne ud hvor meget vi egentlig kan undvære af alt det der fylder på hylderne her hos os. Det bliver til en hel del. Der er det aldeles overflødige - bloklys i flere nuancer, legetøj der er i stykker, blade og magasiner der er læst, slik og et askebæger. Der er alt det som ikke kan doneres, men vi på den anden side ikke rigtigt bruger ; arvede porcelænsfigurer, cigarklipper, broderede duge, kuglepenne med indgraveret navn fra en konfirmation, osv. Og så er der alt det vi mener at have brug for, men bestemt ikke har. Høretelefoner til 3 forskellige mobiler, tøj der ikke er blevet brugt de sidste 3 år, tennisketchjere og alt muligt dims og kram som på en eller anden måde er svært at skille sig af med fordi... Ja hvorfor egentlig - jeg synes jo ikke det er en efterstræbelig værdi at eje en hel masse. Vi snakker jo konstant om herhjemme - og i de cirkler jeg bevæger mig, om hvor lidt det materielle betyder. Alligevel er mine skabe propfulde af ting. Også gode og nødvendige ting, bestemt, men det er bare lidt mærkeligt at forestille sig et liv uden alle de ting. Ville vi være lige så glade, tilfredse og elske hinanden og det liv vi har akkurat ligeså meget? Jeg håber det. Ting kan jo forsvinde, et kort øjeblik kunne jeg tænke mig at prøve det. Men gyser alligevel ved tanken, for hvad så?
Hvor er jeg bare fuldstændigt vant til et liv fuld af ting - materielle ressourcer, overflod. Det kan jeg godt lige sidde og dvæle lidt ved, når nu der tales så meget om krise. Hvad for en krise - målt på hvad? Jo overflod målt i mere eller mindre størrelser, men reel krise, det er vist ikke der vi er. Måske har vi mindre end i sommmers på kontoen, opsparingen eller hvor de økonomiske midler er placeret. Men lur mig om ikke de fleste, som jeg, stadig kunne donere indtil flere sække med ting og sager der ikke er brug for. Vi har ting der ikke er brug for! - farvel til reel krise. (Jeg kender en der ryddede 20 sække fra deres hus - og manden kunne ikke en gang se det var væk!!!)
Jeg er trist over at nogen må flytte, sælge eller mangle, og kan falde i en følelse af mismod over at vi ikke har råd til et hus eller en ny bil. Samtidig er det altså en god ting at huske mig selv og andre på, at her i Danmark kommer vi ikke til at dø af sult, sende vores børn i arbejde eller det der minder om.
Nej de reelle kriser, de er lige der hvor mennesker bryder sammen, mister hinanden, livsgrundlaget braser eller andet som rammer der hvor selve det at være menneske virkelig betyder noget. Så måske er det slet ikke alle mine ting og ragelse jeg skal donere, men noget af mit overskud. Det er svært. De fleste af os er så optaget af vores egne projekter, om det er familie, arbejde eller vælg selv... Personligt synes jeg overskuddet er brugt når dagen og dens gøremål herhjemme er slut. Men kære venner, jeg vil gerne, håber at hver enkelt byder ind - om det er materielt gods eller overskud, giv mig et praj der hvor jeg er for fladpandet til at se det af mig selv. Jeg vil forsøge at skille mig af med det jeg ikke allerede har givet til nogen...
-og mit tøj, det er der vist alligevel ikke nogen der gider eje...

2 kommentarer:

Falkemor sagde ...

Jeg vil gerne være med på at sende et par sække afsted til nogen som har langt mere brug for det end os - jeg tænker at det ikke engang ville tage ret meget af min tid at fylde et par sække...
Følelsen af at burde dele ud af sit overskud kender jeg SÅ godt og hver gang jeg går forbi et sted med en seddel i vinduet om at de søger frivillige, tænker jeg, at det burde jeg virkelig gøre, men men men det er ikke blevet til noget foreløbig, for som dig, synes jeg ærlig talt at mit overskud er ikke-eksisterende når dagens øvrige gøremål er tilvejbragt. på den anden side kunne det være at det at give andre, ville give mig mere overskud?!

connie sagde ...

Det er utroligt så meget undværligt man kan få skrabet sig sammen. Jeg er dog af den slags som har fået ryddet ud når jeg er flyttet, så mener ikke selv jeg pt. har så mange ting. Om 30 år og jeg stadig bor samme sted, så er tingene formentlig anderledes. Og idet at der er 30 år til, så begynder jeg ikke at bekymre mig for meget om det nu.
Der er lige en ting jeg særligt bør tage mig af lige nu hvad angår oprydning - nemli at få pakket julebrevene ned....for nu er julen da slut!!
Ønsker dig og din familie god weekend når I kommer dertil.