torsdag den 9. oktober 2008

Brug viskelæder - ikke tusch

Jeg er så glad - der er faktisk styr på dagen i morgen. Dagen hvor Esther bliver 2 år. Den skal inkludere motionsdag i skoven med Alme skole, Zoo tur med alle den 2 åriges gæster, middag hos venner i København og et smut til Farmor og Farfar i Christiansfeld. Der har vi så heldigvis besluttet at lade dagen ende, og tage den noget mere med ro et godt stykke ind i næste uge.
Der er pakket fine gaver ind, bagt og pyntet. Jeg starter som regel en fødselsdag med at beslutte - det skal ikke være noget særligt, det behøves ikke. Efterhånden som dagene går, ja så får jeg lyst at arrangere og ordne, der er jo intet der er så dejligt som at gøre noget godt for dem man elsker. Det mærker man lige lidt, når man tænker i en 2 årigs livretter og foretrukne gøremål. Nu er der så tilbage at håbe hun nyder det (og forstår...) Under alle omstændigheder vil hun glædes over opmærksomheden som hun aldrig står i vejen for at tage.
Idag var dagen hvor hun (igen) tegnede på gulvet (med lilla) på den stribede store pude ( også lilla) og i vindueskarmen (grøn). Desuden en hel del på sig selv og sit tøj - blandede farver... De pædagogiske forklaringer og tiltags endepunkt kom, da hun havde tegnet Carl Jacob i hovedet (grå). Så blev tusserne pakket væk. Jeg forstår ikke helt konceptet - men vi er da nået så langt i forståelsen fra hendes side - at der hører propper til tusserne, og dem kan man jo altid gå rundt og spørge om hvor er - for ligesom at flytte fokus fra alle de steder tussen UDEN prop har "ramt".
Der tegnes på livet løs for tiden. Selv Otto der aldrig har gidet den slags er kommet med. Han fik et penalhus med forstørrelsesglas, så var der noget der fangede.
Regine har fået en hel bunke ros idag til skolehjemsamtale. Som altid. Eneste afvigelse, var en lille kommentar fra matematiklæreren - mon ikke Regine skulle begynde at bruge viskelæder. Jeg ER med, hendes skolegang bliver som min. Fagligt ingen problemer, det sociale liv er det der virkelig tæller, og en bemærkning om manglende orden. Det bliver det samme de næste 10 år... Men hvor bliver man glad og stolt, tilfreds og jublende lykkelig over, at hun fungerer på hendes hverdagsscene med al den lethed det giver i tilværelsen.
Ellers har det været en uge med de sædvanlige forglemmelser, hvem der havde maddag hvornår og i hvilken institution, forkerte ting i taskerne, lægebesøg, tandlægebesøg - begge glemt... Nå men jeg har tænkt mig at svæve lidt ovenpå det hele, og glæde mig til ferie med dem jeg heldigvis kan kalde mine. ALL 5!

2 kommentarer:

Ida sagde ...

Hø, det er noget obligatorisk for alderen, kan vi konstatere, det med tusserne! Vi kender problematikken/udfordringen/fornøjelsen i rigt mål herhjemmefra! Ella mener vist selv, at hun beriger os alle hver eneste gang, hun kommer i tanke om at krusedulle et eller andet (uhensigtsmæssigt)sted. Jeg har valgt at anskue det således: Vi bor til leje! :-) Det er hverken mit tapet eller gulv...

Unknown sagde ...

Et godt råd til de plagede mødre med børn, der tegner med tusser andre steder end på papir.
Brug wanish. Det fik 3 forskelige tus farver til at forsvinde fra sædet på en lysegrå kontorstol. God fornøjelse
K. mormor