Der er bare dage hvor det hele starter forkert, men alligevel på forunderlig vis ender rimeligt rigtigt. Eller omvendt. Idag var morgenen her en trist affære, ihvertfald hvis vi måler på egne idealer. Øyvind mødte tidligt, og jeg var derfor alene med alle 4. Det betød at vi skulle stå klar kl 8, pakket, parat og ude af døren alle mand. Når jeg så virkelig tilstræber at alt er gjort så klar og færdigt som muligt, og det hele alligevel så kokser, så har jeg lyst til at skride fra det hele, gå hjemmefra, handle desperat! Men det er jo bare ikke en mulighed, så hvad sker der i stedet - jeg står og skaber mig, råber og dikterer, med eneste sikre udgang på situationen, den bliver værre... Der er bare tidspunkter hvor de 2 elementer der kan vende stemningen ikke er til stede, overskud og tid. Sådan gik det idag, mine børn græd. Jeg græd bagefter. Jeg må bare sige - der ER simpelthen tidspunkter hvor idealer og gode intentioner bliver totalt overhalet af situationens kompleksitet og en mors utilstrækkelighed. Det er også en del af sandheden i denne her familie.
Hvor er jeg teknemmelig over at børn tilgiver, ikke bærer nag og bare elsker. Jeg vil gøre nøjagtig det samme, ellers mister jeg troen på at gøre det godt nok.
Hanne
1 kommentar:
Nu har jeg altså gået og tænkt over din overskrift nogle dage, og har bare lyst til at dele lidt tanker. Jeg tror på, at en god mor gerne må blive sur. Mest fordi alle mennesker nogen gange bliver sure, og det tror jeg er helt ok og fint at ens børn ser, at mor også godt kan blive sur - især når det ikke er sur på sine børn, men sur på den situation man befinder sig i på et givent tidspunkt.
Som du ved, synes jeg det er et kæmpe arbejde, som for mig virker total uoverkommeligt, alene at have 4 børn klar og ude af døren til kl. 8, men det er jo heller ikke min virkelighed... I den situation du beskriver, tror jeg nu nok bare jeg ville have ladet kl. være 8, bus være bus og droppet at nå det hele - sikkert med andre uhensigtsmæssigheder til følge, men en dårlig start på dagen, ja det er altså en dårlig start!
Indtil videre kan jeg være taknemmelig over, at det oftest er Kim og Aske der går senest ud af døren, ellers ville jeg alt for tit komme for sent på arbejde...
Send en kommentar