at være som man er

Endelig er der kommet ro i huset, de store har vænnet sig lidt for meget til sene sengetider de sidste dage, hyggeligt når de er oppe, men tiden for mig selv er temmelig begrænset. Tænk når de bliver teenagere...
Øyvind er taget på overnatnigstur med teenagerne, og pludselig er det som om maven gør sig helt anderledes bemærket... Men det er helt sikkert bare mine tanker der spiller ind, det ville da være lidt bøvlet hvis det akkurat skulle blive i nat baby melder sin ankomst. (håber ikke hans mobil, dvs min, for hans var væk.., går tør for strøm)
Dejlig tur på stranden idag med søster Gitte og alle børnene - pyha, der er efterhånden mange der skal pakkes håndklæde, kasketter, solcreme og vandunke til. En melon forsvinder hurtigt, og en nybagt kage ligeså!
Til aften havde jeg lovet børnene at vi kunne køre en tur til Gilleleje - en slushice var dagens store ønske. Så er det jeg sidder der, med 3 ganske uredte, sandfyldte børn, de 2 med et snotpanser fra næse til hage, og Regine med tøj og hår der ikke har fået nogen form for pleje efter nattens overnatning i kusinens telt. For ikke at overse min egen tilfældigt påklædte krop, og ligeså uredte frisure, og med en mave der bestemt ikke længere kan overses af nogen. Som vi sidder der på bænken i Gilleleje, med is og slush i banevis slår det mig. "de forbipasserende kan tænke 2 ting. Sikke en alenemor, 4 børn, svedte og fedtede fra top til tå, og så giver hun dem sukker kl 17.30 - hvilken aftensmad... ELLER, hvor sejt, overskudsagtigt og dejligt at få alle ungerne afsted og nyde sommeraftenen sammen, pyt med tidspunkt, udseende og fremtoning, livet er dejligt!" om det at Otto samlede flasker og glædede sig over de småpenge han tjente, ved jeg ikke helt om bidrager til at få den første eller anden opfattelse...
Min pointe er; vi var ikke tjekkede, velklædte og dem der udstrålede gastronomisk sundhed, men vi hyggede os, grinede af Esther der løb efter gråspurve, og Otto der kom til at puste istedet for suge i slushice - med et underligt kemifarvet brusebad til følge. Og som jeg sidder der er jeg superlykkelig og stolt over at kunne se igennem alt det jeg alt for ofte måler mig selv på - det ydre og andres indtryk af mig. Kunne ligefrem glæde mig over at aftensmaden skulle stå på havregryn! Og endda til alles tilfredshed...
Så er det jeg nu kan sidde og glæde mig lidt over at jeg rent faktisk ER blevet bedre til at geare ned, skære ind til benet med at prioritere, og indse at jeg HAR begrænsninger. Det er bestemt ikke altid lige lykkeligt at mærke mødet med muren, men jeg er blevet klogere, og bedre til at nyde nuet, ikke dømme mig selv og mit moderskab får hårdt, samt frem for alt at bekymre mig mindre. Jeg kan jo både se, høre og observere at de unger har det godt. Jeg ORKER ikke at man som mor altid skal klare det hele bedre. Hvorfor rammer det mig så hårdt hvis ungerne kommer afsted med en kedelig madpakke, glemte gummistøvler og kun 2 ud af 3 har fået solcreme på. Hvorimod jeg synes det flot af Ø hvis han bare får dem alle afsted og afleveret? Er mødre mere forpligtet på ungernes tandbørstning end fædrene? Jeg tror de fleste mødre føler det sådan - Øv, men det er virkelighedens verden. Min værste dommer er klart - MIG SELV.
Så er det godt med små remindere hvor man opdager - lige nu er jeg forpligtigelsesligeglad, og derfor GLAD.
Hanne