fredag den 28. marts 2008

kan man det???

Ja jeg spørger bare - hvad er det med naboer og deres evne til at irritere? Jeg nægter at blive en aggresiv nabo, men jeg synes altså at dem jeg for tiden bor ved siden af, udfordrer mig lidt for ofte til at vise tænder! Vi har lige fået kattenaboen banket lidt på plads efter hendes udtalelser om at vores kat var deprim, havde dårlige adgangsforhold pga af en lang trappe osv. Lige inden påske fik jeg vist sat hende så tilpas meget til vægs at vi stort set ikke har haft noget at beklage os over. (Selvom vi da stadig bliver lidt overraskede når hun låser op til huset, kommer op i lejligheden og siger at katten fryser... mm)
Nå men idag har vi så gjort en virkelig underlig opdagelse med fyren til den anden side. Altså han har jo længe insinueret at han faktisk ejede en del af grunden vi bor på, ment at han hele vejen langs hækken var retmæssig ejer af ca en meter ind på p-pladsen. (ikke at han på nogen måde føler sig forpligtet til så at klippe hækken da det jo så må være hans...)
Idag opdager vi så, at han har tegnet på vores skur - en fin kridstreg - en meter inde. Og ovenikøbet gået ind i vores have og sat 2 jernpæle i jorden med en snor imellem, igen en meter inde. Jeg forstår fint hentydningen og hvad han gerne vil manifestere - men helt ærligt, hvor provokerende er det ikke? Hvis ikke Øyvind havde holdt hovedet lidt koldt, var jeg simpelthen gået direkte over til ham med alt ukrudtet på "hans" side at hegnet, givet ham verbale tæsk og bedt om en forklaring! vi har bare 100 gange sagt at den grundejersag IKKE skal løses med os, men vores udlejere.
Jeg sidder bare tilbage og tænker - hvordan er han nået fram til noget så skørt. Hvem gider at gå udenfor og rode i sit skur, finde kridt, målebånd, jernstænger og snor frem, for i mulm og mørke at snige sig ind til naboen og sætte det op? tænk at kunne overbevise sig selv om at det lige præcis er det man må gøre for at tjene sin sag. Altså helt ærligt - jeg NÆGTER at synke hen i så underlige metoder til at få sit budskab frem! Vil alle læsere venligst bevidne at det faktisk er det jeg har sagt? For jeg frygter at jeg en eller anden dag bliver så irriterert over at høre på hans snak og brok, streger og roden i det der indtil videre aldrig har været andet end min have,
at jeg forfalder til samme komiske metoder...
Så mine hyggelige tanker om at få haven gjort lidt forårsklar, plante lidt nyt og få sået noget græs - de er foreløbigt udskudt. Jeg gider IKKE bruge min tid eller sågar min mors gode hønsemøgsgødning på "hans" kvadratmeter! Og lad os så få den kommune igang og få meteren placeret det rigtige sted!

onsdag den 26. marts 2008

Tillykke

- og velkommen til vores lille ny fætter, født her til aften. Fik lige en sms da jeg var gået i seng, og nu er det mig helt umuligt at sove! Ligger jo og tænker på den lille nye verdensborger som lige præcis er så velsignet og heldig at vokse op hos min søster og svoger. Glæder mig vildt til at se ham og har lyst til at køre med det samme! Men måske bliver de mest glade for et besøg på et mere passende tidspunkt.
Lige nu er eneste minus at Esther vist har fået skoldkopper, så hun må vist vente med at møde sin fætter til hun er smittefri. Hvis nogen har lyst til at få det med skoldkopperne overstået er der gratis virus at få her de næste dage. Velkommen!
Nu kan jeg så gå i seng igen og vende og dreje mig alt imens jeg spekulerer på om han mon har rødt hår, ligner sin mor eller skal have et af de navne jeg ville foreslå...

tirsdag den 25. marts 2008

ferien varer længe...

For det tager 2 dage at pakke og mindst 3 dage efter ferien før alle spor af ferievasketøj og utømte tasker er væk. Men nu er vi tilbage efter en dejlig ferie i det vi føler er vores plet på jord, birtedalen. Som min svigerfar siger så er det virkelig følelsen af at eje og have indtaget en landområde, når man sidder der i timevis og betragter et stykke ufattelig smukt natur, med fornemmelsen af ikke at skulle dele den med nogen. Der er på en gang som at være alene og en meget lille brik i et kæmpestort billede, og så alligevel besidde så stor og prægtig en del af naturen.
Hvert år bliver jeg forundret og glad ovar at genopdage hvor meget primitive levevilkår evner at få det taknemmelige frem i mig. Efter en uge med meget lille vandforbrug, ingen strøm eller træk og slip wc bliver jeg helt glad og stolt over at opdage hvor lidt det egentlig kræver at betænke naturen lidt mere i sit overforbrug af dets ressourcer. Lidt grønnere tanker sniger sig ind. Omend de ikke altid holder lige længe - så er det en god erfaring at have med, hvor fint man trives med sokker der bruges for 3. dag i træk, eller at meget skrald faktisk kan brændes osv,
Børnene nyder vildt at der ikke bliver vasket og skiftet så meget tøj hele tiden. Pointen er at man har nok tøj på og at det sidder behageligt - ikke om det er rent.
Den økologiske balance varer så desværre ikke ved - har allerede idag haft vaskemaskinen igang med 6 runder. og jeg indrømmer da også gerne at jeg ikke ville få vasket et lagen til dobbeltsengen hvis det skulle gøres i hånden med vand fra hullet i isen...
Vi har haft et helt fantastisk vejr, ca 1 meter sne da vi kom, strålende sol og frost. En af dagene et ordentlig snevejr hvor der faldt ca 40 cm puddersne. Ungerne har gravet huler, tunneller, og lavet kælkebakker og hop i alle afskygninger. Regine og Otto fik mod på det med at stå på ski, Regine både op og ned af bakkerne, Otto mest ned - synes det var svært og ikke mindst kedeligt at gå opad. Vi har nydt at være sammen med bedsteforældre på begge sider, og ikke mindst at have selskab af vores kusiner fra Skjern. Der er blevet leget, grinet, fjollet og skreget til både stor jubel og træthed indtraf. En del logistisk arbejde hver dag for at finde frem til hvem der skulle sove sammen og hvor.
Måske det bliver vores sidste ferie på lejet hytte, da vi jo næste år gerne skulle være hytteejere selv. Det glæder vi og meget til.
Nu drager de sidste kapitler i min lånte krimi altså, og jeg vil nyde dens afslutning under dynen. Hanne

fredag den 14. marts 2008

Afsted, afsted

Så er der kun madpakkerne tilbage, bilen er næsten færdigpakket, fuldt loadet med alt der behøves til en god påskeferie. (og sikkert også lidt ekstra) Der er ihvertfald masser af mad, guf og spil. Otto har fået lov at snige sin leoparddragt og et sværd med, det bliver en god ferie for ham så! Regine beklagede sig lidt over at hun ikke kunne få flere dimser og bamser med, "hvorfor må i tage så mange tasker med når jeg ikke må?" Hun mener åbenbart at hendes tøj tæller med i voksen kvoten...
Som alle de andre år, prøvede vi at få børnene tidligt i seng. Men sommerfuglene flyver rundt både i og udenfor maven, og forventningen til at komme afsted bobler løs. Så som altid var der liiiige nogle ærinder der skulle klares inden søvnen fik overtaget. Det er da også superspændende at stå op midt om natten og køre afsted mod nye oplevelser. Glæder mig vildt over at det er sådan de har det. Alle ved jo præcis hvor vi skal hen, hvordan der ser ud, hvad man kan lave osv. Alligevel, eller måske netop derfor, er det fantastisk at skulle afsted, og gense eller gøre nyopdagelser på samme lille velsignede plet i Birtedalen.
Jeg er "flat, broke, dead and tired" på én og samme tid. Mine hofter generer mig meget disse dage. Føles som om der mangler ledvæske for det skurrer når jeg står og går. Har fået mig et par gode øvelser der strækker hofterne skånsomt og får lidt blodomløb igang. Ufatteligt hvor meget ens helbred fylder i tankerne når det ikke bare fungerer, føler mig meget gammel!! Jeg har hele tiden regnet med at jeg fysisk ville støde på en del problemer under denne graviditet, men det rammer alligevel lidt hårdt når man mærker det på egen krop. Stod idag og måtte læne mig på albuerne over håndvasken mens der blev skyllet frugt for lige at aflaste hofter og bækken lidt. Ømmer og vånder mig, men heldigvis kun for alvor sidst på dagen, så trænger jeg bare til at ligge ned - NU!
Hvor meget skiløb det bliver til de næste dage er nok begrænset. I stedet vil jeg nyde stilhed og frisk luft, min familie, gode bøger og udsigten på terassen.
Med ønsket om en god påskeferie til alle mine læsere.
Kærligst Hanne

torsdag den 13. marts 2008

rod og pakkerod

Jeg svæver! Har lige været til min første lektion i gravidyoga og er fuldstændig blød og varm i alle muskler og led. Hvor var det lækkert at mærke sin krop, rolige bevægelser og udstræk som jeg allerede nu har en fornemmelse af gør mig godt. Undervejs føltes det som om musklerne i min ryg var 2 jernstænger der skulle bøjes og alt mellem skulderbladende var vokset sammen, men der ER muskler, og de KAN faktisk spændes op. AHHH. Bonus oveni at der er tid til at tømme hovedet og lade frie og usorterede tanker flyde.
Alle de fordomme og forestillinger om mærkelige guruer og religiøse oplevelser jeg kunne få med mig, var slet ikke en del af seancen. Der er nok også sket meget tilpasning af Yoga til danske forhold siden jeg hørte om det første gang i gymnasietiden!
Så nu er jeg vist klar til at få pakket alle vores tasker med ting til den årlige påskeferie i Norge. Jeg har i år opdaget, at det måske ville være smart at lave huskeseddel og GEMME den fra år til år, det er jo det samme der skal med! Ufatteligt at det skulle tage mig 10 påskeferie pakninger at komme i tanke om. Struktur og system er ting jeg øver mig på... Og i år er jeg faktisk i god tid. Der er 2 dage til vi skal afsted, så jeg håber at vi undgår nogle af sidste års bommerter. Som fx opdagelsen af, at Ottos vinterstøvler stod i en aflåst og ferielukket børnehave, 5 timer før afgang. I år har han så ingen såler i sine gummistøvler - gad vide hvor længe han har rendt rundt på det bare plastik... (altså drenge og kropsfornemmelser! )Men nu er det da opdaget og muligt at gøre noget ved.
Her roder overalt, og jeg forstår ikke hvordan det lader sig gøre. Igår synes jeg da her var meget pænt da vi gik i seng, 2 timers morgenrend for 5 mennesker og ingen kan se jeg faktisk var igennem det meste for under 12 timer siden. ØV. Måske har vi bare for mange ting - eller børn... Som en af vores venner sagde forleden da han havde sparket sig frem på trappen og ind i stuen- "er i lidt pressede for tiden?..." Kunne vi dog bare sige ja til det, så var der en undskyldning! Nææ sådan bor vi meget af tiden, og heldigvis for det. Jeg bilder mig ind at børnene faktisk keder sig nemmere når her er ryddet op, så falder man jo ikke lige over ting der inspirerer til en leg eller opfindelse. Og når fjenbetjeningen til tv´et ligger et ukendt sted i bunkerne, så må man jo finde på noget andet!
Jeg vil finde taskerne frem og glæde mig til at pakke skiudstyret ned, det giver en god og glædelig mavefornemmelse hver gang. Så er der ferie i sigte!
Kærligst Hanne

tirsdag den 11. marts 2008

Jeg er mode!?

Tænk, fandt i går en af de kjoler frem min farmor strikkede til mig, og opdagede at den da er fuldstændig hip og supermoderne. Og så kan min lille pige endda passe den, er hun ikke bare fantastisk? For tiden går hun rundt og synger og traller konstant. Mest er det drala,drala - som på billedet, men ellers bare en glad og selvtilpas nynnen mens hun foretager sig alverdens vigtige ting. Som fx at tage vi andres tøj på, flytte rundt på tingene i køkkenskabene, sidde ved Regines skrivebord og føle sig rigtig stor med perler og tusser spredt omkring sig. Hun er begyndt at sige ord igen, det har ellers været fuldstændig stillestående den sidste måned hvor hun har lært sig at gå. Men nu er der en dådder (Otto) og Gi, vigtige navne, når man nu helst vil være med i alt hvad de foretager sig.
Lidt smart er hun blevet - rigtig korthåret og veltrimmet. Jeg synes der var for meget mad, klister og troldehår konstant, så forleden tog jeg mod til mig og klippede hendes fine lokker af. De bliver gemt, og så håber jeg da det medfører en mere ensartet harpragt med tiden.
Måske skulle jeg også tage mig sammen og få ringet til frisøren. Når min 4 årige ligefrem kommenterer at det ser "strit og mærkeligt" ud - så er det nok på tide at få gjort et eller andet.
Jeg må jo nok sande at det eneste rigtige mode jeg besidder, er føromtalte kjole, og den er 30 år gammel... Tak til veninder der låner mig graviditetstøj, jeg beklager mig ikke - men kan bare lige idag fornemme hvor rart det bliver den dag hvor garderoben ikke konstant skifter mellem ventetøj, og alt det andet gamle som aldrig når at blive slidt - men bare ser helt 2003 agtigt ud.
Med ønsket om en god tøjdag til alle jer andre.
Hanne

søndag den 9. marts 2008

lejrliv og træthed

I dette øjeblik kan jeg på krop og hoved mærke og mindes præcis hvordan mange af mine ferier som ung er blevet afsluttet. Lejrtræthed, helt ind i knoglerne. For lidt søvn på dårlige madrasser, mennesker, snak, sang og larm i 2 dage, kæmpe opvaske og lasagner i fade på størrelse med vores sofabord - alt det der hører sig til en god lejr. Nu er vi så landet, taskerne ikke pakket ud, og de får helt sikkert lov at stå til i morgen. Vi har nydt at være afsted med alle IM folkene her fra Græsted, børnene på en særlig måde i år, fordi de er store nok til at færdes uden voksne øjne på sig hele tiden, og der har været masser af børn i alle aldre at tumle med. Men vi er totalt flade. Eneste grund til at vi ikke dejsede om ved 18 tiden, var et spontant og hyggeligt besøg fra David og Marianne + Emil og Agnes.
Idag er det den 9. og jeg kan ikke lade være med at tænke på der så er præcis 3 måneder til termin for jokerbabyen. Øyvind og jeg kan stadig kigge underligt på hinanden hver gang vi sådan lige prøver at tale om og forstå at der faktisk snart kommer et barn mere. Vi glæder os, føler os heldige, men det ER bare uvirkeligt at vide, der kommer et lille menneske mere som kommer til at tage os ligeså meget med stormende kærlighed som de andre 3. Måske er det næsten mere utroligt for hver gang man oplever det. Vi kan ihverfald stadig forundres over den menneskelige rigdom vi har - den materielle overflod følger ikke helt med...
Om denne dag er der vist kun tilbage at sige - Godnat.
Øyvind mener han skal igang med søndagsfilmen, men lur mig om han ikke sover inden Robert Redford toner frem på skærmen.
Hanne