Nu er der vist ikke så meget spændende tilbage af den vinterferie, og her er der da også tænkt og gjort klar til at komme rigtigt igang igen fra i morgen. Det har været dejligt, for en gang skyld, at holde ferietid herhjemme.
Ferien har blandt andet budt på en skøn familiedag i København, der blev tid til at se fægteskuespil på Tøjhusmuseet og rundtur på Nationalmuseet. Vi travede gennem city og afsluttede dagen hos Onkel Jens med mad og snak. Dejligt at alle kunne være med, også Morten og Ø som ellers ikke har haft ferie i denne uge. Regine udtrykte gentagne gange at hun bestemt ikke ville bo i byen, hun var totalt stresset over alle de forskellige busser, hvilken vi skulle med, hvorfor de kom så ofte, cykler lige udenfor døren osv. Altsammen ting som ligger langt fra hendes rolige trafikhverdag her i Græsted, hvor nærmeste lyssignal er i Gilleleje...
Hun har fået tid til at lege med veninderne og nyde lange morgener herhjemme. Fredag stod den på svømmehal, ungerne forstår virkelig at pakke sig hurtigt sammen når det gælder. Så istedet for den lækre fredagsmiddag blev det til kiks og vand, til gengæld kunne vi boltre os sammen i bassinerne, og særligt Esther fik vist opdaget hvor fantastisk det kan være. Som altid følger Carl Jacob med, er glad og tryg, plasker, griner og sover i bilen!
Der skal ikke meget sne til før ski og kælke kommer frem her. Øyvind har lavet en lille bane i gården, så de store har øvet sig inden påskeferien, og sågar kørt på den lokale bakke på ski. Marianne og David kom forbi i går, som altid er det fyldt af sjov og hyggelige timer, børn og voksne i en stor larmende harmoni.
Carl og jeg har været til dåb i Lyngby idag, hos min fætters lille søn. Øyvind blev her og klarede børnetræf i kirken, og en aftenvagt på jobbet.
Blogtanker er der nok af - de bliver bare sjældent skrevet ned. Men når det nu er lidt et slags jubilæum, mit indlæg nummer 90, så skal det vel fejres.
Det bliver uden flag og hurra, men istedet et lille sundhedsopråb inspireret af mine mange timer med læsestof.
Kære danskere, venner, familie, læsere. Husk nu at sundhed er så mange ting. Jeg er træt af vores tids overfokusering på sundhed som noget der (næsten) kun vedrører alt det vi skal holde os fra eller bør gøre. Stop med at ryge, lad vær at synde med at spise slik, alle skal gå mindst 10.000 skridt hver dag. Jeg vil gerne agitere for lige at standse op og huske på hvad sundhed også er ( ihverfald med mine øjne) Gode relationer, familier og venner der støtter hinanden, børn der trives med kammerater og gode interesser, ægteskaber der holder og elsker, frihed til at forandre, at samle på sejre og ikke nederlag - alt muligt som fylder livet med indhold. Lad os få livskvalitet på dagsordenen. Den fysiske sundhed er vigtigt - det skal jeg da som sygeplejerske være en af de første til at prædike - men jeg synes det er ligegyldigt hvis man ikke er glad! Det må være den grundlæggende motivation for at forandre noget som helst - at man bliver mere glad - og dermed sund! Alt handler om at finde en balance, jeg vil gerne trække fokus lidt væk fra det evindelige "pas nu på du ikke bliver syg/usund" til, sørg nu for at holde dig glad! Måske bliver resultatet for vores handlinger det samme uanset hvilket fokus vi tager som udgangspunkt, jeg vil bare hellere styres af livsmod end frygt. Og så kan fedtfyldte gamle ole forresten også pakkes ud med det samme, den passer perfekt til knæbrød og the.
Velbekomme!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar