på banen igen

Der er sket det helt utrolige at jeg er ved at komme op til overfladen igen. Jeg tør næsten ikke håbe da hver dag den forgange uge har budt på et slukket håb om at "imorgen er jeg frisk." Men nu ser det ud til at lykkes. Ungerne har alle været igennem turen, og jeg tør ikke tænke på hvor mange næser der er pudset, nysespor der er aftørret, og temperaturer der er målt. Regine og Otto har ligget i intern konkurrence om at score den højeste.

Så i morgen vil jeg afklæde mig de lilla velourjoggingbukser der har gjort mig det så behageligt de sidste dage. De har nu så store knæ og hængerøv at man skulle tro en dame på 150 kg havde ligget i bedestilling med dem på en uges tid. Jeg overvejer om de skal smides ud. På den anden side, der kommer nok en anden sygdom en dag - og så får jeg jo brug for dem.

Jeg er blevet vanvittig god til at spille gameboy - otto og jeg har skiftedes til at tæske løs sammen med super mario. Man skal lære nyt hver dag...

En runde af influenza tydeliggør i høj grad hvordan man som mor per definition er offer for omgivelsernes endeløse krav og behov. Heldigvis er jeg gift med en ualmindelig mand, som bestemt ikke har ligget på den lade side den sidste uges tid. Derfor er der rent faktisk blevet både tid og plads til den feberramte mor kunne nurse sig lidt.

I morgen går det løs med at rumstere i køkkenet, en spritny opvaskemaskine står klar til at komme på hårdt arbejde her. Der skal bare lige skiftes en håndvask, flyttes et skab, skæres en bordplade og..og..og.. Heldigvis er det en af den slags opgaver der på forhånd står Øyvind på, så jeg vil istedet trække ungerne i tøjet og tage en hyggelig dag hos Mormor.