mandag den 7. juli 2008

Så er der afgang

Imorgen - det bliver en god dag. Der er ihvertfald store forventninger her hos os. Vi drager alle 6 mod Norge, og skal bruge et par uger i vores hytte. (dvs dette er sidste ferie hvor den endnu ikke står i vores navn) Og vi glæder os. Regine og Otto har fået oplæst huskeseddelen flere gange, Otto sågar skrevet sit eget navn på. (for at være sikker på at komme med?! Desuden en af de første gange han har skrevet eller tegnet noget som helst!) De har hjulpet med at slæbe ting fra huset til tagboks og bagagerum, der nu er proppet med alt lige fra riskiks og brødblandinger, til myggebalsam og historien om "Kaj der siger hej". Esther har gået ud og ind af bilen, mens hun har sagt "MED", så hun er vist helt klar over at der sker spændende ting snart. I det hele taget er der noget ganske specielt over disse pakkedage. På den ene side emmer hele huset af ferie, spænding, noget nyt der skal til at ske. Og samtidig har jeg flere gange været ved at tage den ene og banke den anden med. Det er ufatteligt svært at pakke mens man passer 4 børn! Det jeg lige har lagt i fine bunker bliver smidt ned fordi der skal leges cirkus i tribbelsengen, eller det smarte badetøj bliver fisket op af tasken fordi det lige skal tjekkes om det nu er ligeså flot som sidst det blev brugt.
Godt at min mor kom os til hjælp idag og klarede diverse måltider, bleskift og blødende faldtraumer.
Carl har sovet stort set hele dagen, og nu til aften holder han så lidt fest. Spiser og møffer rundt konstant, nøjagtig som de skriver i bøgerne. Jeg har kun pakket tøj ned i str 3 mdr til ham, han er så sandelig en kraft-Carl!
Hvorfor er det altid dagen før afrejse at man kommer i tanke om en masse småting der lige skal ordnes; skattepapirer, girokort, biblioteksbøger, arrangering af dåb osv. Måske er det bare en del af hele balladen, at vi ustrukturerede og afslapningsglade mennesker også skal mærke lidt stress en gang imellem. Det er heldigvis hurtigt overstået, for jeg ved lige præcis hvilken rolig og behagelig stemning der indtræffer når vi onsdag lander under de store fyrretræer, med udsigt til fiskene der springer nede i søen.
Herfra skal der ønskes en god ferie til alle jer.
Hanne og CO

1 kommentar:

Falkemor sagde ...

Er det ikke ved at være tid til at hende moderen får lidt tid, fred og ro foran computeren?! Der må da snart være en hel del på hjerte efter sådan en lang ferie. Velkommen hjem, dejligt at have jer i nærheden igen.
God aften og weekend.
Dani