lille storesøster

Tænk at man kan være så lille, og alligevel være stor. Vores lille tumling, mushi pigen, den elskelige lille mosler skal om bare et par uger være storesøster, det er da ufatteligt.
Tror egentlig hun selv har ret godt styr på hvordan man er både stor og lille på en gang. Har ingen problemer med at mene hun kan bestemme og gøre sin ret gældende, også når det er klassiske babybehov hun har. Der mener hun absolut, at ingen kan have samme ret som hende til at sidde hos mor. MIIIN, er et ord vi ofte hører, også selvom det er Ottos havregryn vi taler om!
Det er skønt at se med hvilken omsorg og ansvarlighed dukken bliver passet, vugget, båret og får sut konstant. Det er tydeligt hvor stor og vigtig hun føler sig når hun trisser rundt med dukken på armen, siger "sååå" og "op", de få gloser hun kan, som ovenikøbet er relevante i babypasningssammenhæng! Dukkevognen bliver skubbet rundt i hele gården, den er så stor at hun ikke kan se hvor hun kører hen, alligevel skal hun IKKE have hjælp!
Og samtidig med dette store moderskab hun praktiserer, siger hun konsekvent BABY når hun ser et billede af sig selv. Vil gerne bæres og putte under de voksnes dyne. Kunne man dog bare bevare disse øjeblikke hvor man kan sidde og betragte dette lille menneske forsøge sig med alverdens vigtigheder, og hele tiden søge tilbage til basen for at tanke op. Jeg er så priviligeret - mennesker for hvem børn ikke er vigtige misser KÆMPE pointer i livet, efter min mening. Godt jeg snart har 4 eksemplarer at glæde mig over!
Hvis alle mennesker dog bare var forundt, som Esther, at have samme selvværd og følelse af at være fuldstændig uimodståelig og betydningsfuld, så ville der ikke være brug for meget psykofarmaka i denne verden. Håber at hun altid kan bevare følelsen af at være grundlæggende elsket og værdifuld.
Ja store og små ting går hånd i hånd - det er utroligt hvad man nogle gange skal forholde sig til - lige oveni hinanden. Sad og tjekkede udenlandsstoffet i politiken, en trist og sindsoprivende fornøjelse hvis man som jeg følger en del med i hvad der sker i Myanmar. Nå men bedst som jeg sidder der og raser over et par generaler i det fjerne asien, kommer Regine hjem, jeg spørger hvordan dagen er gået og hun bryder ud i skinger gråd. "der er 2 der siger jeg ligner en flodhest!" Så er det med at finde en grimasse der kan passe... Hvordan i alverden er tankerne bag den udtalelse dog opstået? Min yndige lille pige står der og er ulykkelig, føler sig så trådt over tæerne og det første jeg ser er komikken. UPS. Nå men da historien kommer frem, og jeg forstår hendes skuffelse over veninderne, ved jeg ikke hvem jeg ville give flest hug, slag, bank eller tæsk - de 12 generaler, eller de 2 mobbeunger der har såret MIN datter. Jo verdens små og store problemer bliver konstant serveret lige foran næsen på en, så det er bare med at finde op og ned i dem. Jeg er ikke indflydelsesrig på verdensarenaen og kan nu engang bedst finde ud af at løse problemer i flodhestestørrelsen, så min plads er her - heldigt!
Godnat